
Camilla Højgaard Nejst er ny fondsrådgiver i Velux Fonden, hvor hun skal styrke arbejdet med området Voksenlivets overgange og forandringer.
Det skriver Velux Fonden i en pressemeddelelse.
Hun har netop færdiggjort sin ph.d. i sundhedsantropologi og skal sammen med fondsrådgiver Kasper Werge videreudvikle fondens indsatser og fokus på de muligheder, som det sene voksenliv rummer.
Camilla Højgaard Nejst har ti års erfaring fra Socialstyrelsen, hvor hun har arbejdet på det specialiserede socialområde med fokus på handicapområdet og tabt funktionsevne.
"Camilla bringer en værdifuld kombination af praksisnær indsigt og strategisk forståelse fra både forskning og det sociale felt. Det vil bidrage positivt til fondens fokus på voksenlivets overgange, hvor vi ønsker at fremme løsninger, der styrker handlekraften og livskvaliteten i det sene voksenliv,” siger Trine Heidemann, vicedirektør i Velux Fonden.
Voksenlivets overgange og forandringer udgør et centralt fokus i Velux Fondens 2030-strategi, og området støtter projekter, der styrker et handlekraftigt og værdigt voksenliv – blandt andet gennem forskning og praksisudvikling.
"Når vi lever længere, ændres vores liv på mange måder – både i arbejdslivet, i familien og i de fællesskaber, vi indgår i. Det stiller nye krav til, hvordan vi bevarer livskvalitet, mening og handlekraft," siger Camilla Højgaard Nejst.
Camilla Højgaard Nejst tiltrådte stillingen som fondsrådgiver 4. september i år.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Stort flertal stemmer ja til nye overenskomster i kommuner og regioner
- Patientforeninger opfordrer regioner til at bruge omstridt vetoret mod kommuner


















