Debat

Autobranchen: Misligholdte sikkerhedssystemer vil koste liv

DEBAT: Moderne biler er udstyret med alverdens systemer, der kan redde både passagerer og medtrafikanters liv. Men effekten af sikkerhedssystemerne kan blive udhulet ved reparation, hvilket i værste fald vil koste menneskeliv, skriver Gitte Seeberg.  

Hvert år skal 6500 forruder skiftes, men hvis bilens sikkerhedssystemer skal virke optimalt, kræver det, at kvaliteten bevares, skriver Gitte Seeberg.
Hvert år skal 6500 forruder skiftes, men hvis bilens sikkerhedssystemer skal virke optimalt, kræver det, at kvaliteten bevares, skriver Gitte Seeberg.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gitte Seeberg 
Direktør, Autobranchen Danmark 

I mit første indlæg i Altingets debatserie om trafiksikkerhed påpegede jeg farerne ved uopmærksomhed i trafikken. Det er en stor fare, som ikke kan understreges nok. I moderne biler findes en lang række systemer, der kan assistere bilisterne, hvis de bliver uopmærksomme.

Det er helt uacceptabelt, hvis forsikringsselskaberne presser værksteder til at montere ruder, hvor den oprindelige sikkerhed ikke kan garanteres.

Gitte Seeberg 
Direktør, Autobranchen Danmark 

Sikkerhedssystemerne inkluderer allerede mange aktive sikkerhedsfunktioner som nødbremse, adaptiv fartpilot, blindvinkelassistenter med videre.

Et eller flere af disse systemer er efterhånden standard i de fleste udstyrsvarianter i nye biler – og heldigvis prioriterer mange danskere disse systemer ved bilkøb. Disse sikkerhedssystemer kan redde liv, men vi skal også være på vagt over for dem, fordi der er to store udfordringer.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Sikkerhedssystemerne må ikke blive en sovepude, så bilisterne tror, at bilens sikkerhedssystemer vil redde dem uanset hvad, hvis de måtte kigge lidt for længe på mobilen. Moderne biler med sikkerhedssystemer er ikke selvkørende og kræver stadig bilistens fulde opmærksomhed.

Korrekt reparation er afgørende
Den anden udfordring er vedligeholdelse og reparation af de selvsamme systemer. Mange af sikkerhedssystemerne er placeret i eller bag bilens forrude, som der årligt skiftes cirka 6500 af i Danmark.

Reparationerne er typisk forsikringsskader, hvilket giver forsikringsselskabernes taksatorer stor indflydelse på reparationen. Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan disse reparationer foretages, hvis bilens sikkerhedssystemer skal fungere på samme niveau efter reparationen.

Hvis forruden ikke erstattes med en original forrude, er det ikke sikkert, at systemerne fungerer på den rigtige måde. Selvom den efterfølgende kalibrering af sikkerhedssystemerne foretages korrekt, er det ikke sikkert, at man opnår samme sikkerhed som før udskiftningen.

Derfor er det meget bekymrende for AutoBranchen Danmark, at nogle taksatorer er begyndt stille krav om, der fremover skal benyttes ruder af ”original kvalitet” – ikke originale ruder.

Det efterlader en stor uvished om hvilken forrude, man har fået, og dermed om sikkerhedssystemerne fungerer, som de skal. Det er unægteligt et tiltag, der er sat i søen for at spare forsikringsselskabet penge, men det har den konsekvens, at det skaber usikkerhed om sikkerhedssystemernes funktionalitet.

Læs også

Sikkerhed før profit
Det er helt uacceptabelt, hvis forsikringsselskaberne presser værksteder til at montere ruder, hvor den oprindelige sikkerhed ikke kan garanteres. Sikkerhed må komme før profit.

Forsikringsselskabernes lille besparelse kan ende med at udløse store konsekvenser på vejene. Bilisterne kan blive lullet ind i en falsk tryghed, hvor de forventer, at deres systemer virker. Det er ikke svært at forestille sig konsekvenserne af en bil, hvis vejbaneassistent ikke virker i et sving – især hvis bilens fører forventer, at den virker.

Problemet kan paradoksalt nok blive større fra 2022, hvor nye EU-krav gør en række sikkerhedssystemer obligatoriske i nye biler. Det er et rigtigt godt tiltag, som vil redde mange liv.

Men det vil udbrede problemet med vedligeholdelse og reparation til endnu flere biler – derfor skal problemet løses hurtigst muligt. Bilens sikkerhed er et fælles ansvar for bilisterne, forsikringsselskaberne og autobranchen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

0:000:00