Debat

Autobranchen: Uopmærksomhed i trafikken koster liv

DEBAT: Sidste år steg antallet af dræbte i trafikken med 20 procent i forhold til 2018. Det tal skal bringes ned, og et af de store steder, der kan sættes ind, er ved at komme uopmærksomhed på vejene til livs, skriver Gitte Seeberg.  

Alt for mange bilister sidder i myldretiden med telefonen i hånden, skriver Gitte Seeberg.
Alt for mange bilister sidder i myldretiden med telefonen i hånden, skriver Gitte Seeberg.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gitte Seeberg 
Direktør, Autobranchen Danmark 

I en corona-præget marts måned registrerede Vejdirektoratet det laveste antal døde i denne måned siden anden verdenskrig. Kun 9 mennesker mistede livet modsat 14 i 2019. Desværre skyldes den markante nedgang coronakrisen – ikke bedre adfærd i trafikken.  

Enhver der har prøvet at køre på H.C Andersens Boulevard i myldretiden har opdaget, at for nogen bilister fylder mobilen mere end trafiksikkerhed. 

Gitte Seeberg 
Direktør, Autobranchen Danmark 

205 – så mange danskere mistede ifølge en foreløbig opgørelse livet på de danske veje i 2019. Det er 20 procent flere end i 2018. Sammenligner vi med lande som Sverige, Norge og Holland har de også oplevet stigninger, så stigningen skyldes ikke udelukkende danske forhold.

Men der et dansk forhold, som ifølge statistikerne koster liv, og det er uopmærksomhed bag rattet. Ifølge Rådet for Sikker Trafik er uopmærksomhed en faktor i hver tredje dødsulykke i Danmark. Det er simpelthen vores kørselsvaner, den er gal med.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Enhver der har prøvet at køre på H.C Andersens Boulevard i myldretiden har opdaget, at for nogen bilister fylder mobilen mere end trafiksikkerhed. Rigtig, rigtig mange bilister sidder på den strækning i myldretiden med telefonen i hånden. Dertil skal lægges dem, der lægger make-up, spiser morgenmad, nogen barberer sig tilmed og andre laver alt muligt andet. Så kan det være svært at koncentrere sig om at køre bilen.

Dobbeltmoral betyder flere ulykker
Det mærkelige ved den iagttagelse er, at når man spørger danskerne, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension gjorde i 2018, så mener 93 procent af danskerne, at det er socialt uacceptabelt at tale i håndholdt mobiltelefon under kørsel.

Alligevel viser undersøgelser, at 14 procent af danskerne meget ofte, ofte eller en gang imellem ringer, sms’er eller spiller Wordfeud, mens de burde koncentrere sig om at køre bil.

Der må være en stor dobbeltmoral i befolkningen, siden kun 7 procent er uenig i, at det er socialt uacceptabelt, men dobbelt så mange gør det, mens min uvidenskabelige undersøgelse peger på, at tallet er mange gange højere.

Det mest bekymrende er dog, at blandt den unge generation, de 18-35-årige, synes mere end hver fjerde, at det er i orden at bruge håndholdt mobiltelefon bag rattet. Det er en meget farlig udvikling, at betydelige dele af den mest digitale generation i samfundet ikke kan adskille køretid og mobiltid.

Der skal mindre dobbeltmoral og en holdningsændring til i befolkningen, ellers bliver det svært at nedbringe dødeligheden i trafikken. Jeg skriver netop trafikken, for det drejer sig også om de mange slingende og uopmærksomme cyklister, der sætter sig selv og andre i fare.

Det har egentlig altid været mig en gåde, at der aldrig er nogen, der har sat ind overfor cyklisternes adfærd. Der er virkelig mange, det blæser på regler og sikkerhed. Jeg undrer mig faktisk over, at det ikke går mere galt end det gør i hverdagen.

Læs også

Bilernes sikkerhedssystemer kan ikke løse alt
Selvom jeg er glad for, at den teknologiske udvikling gør moderne biler meget mere sikre, må det ikke blive en sovepude for bilister, politiet og politikere. Sikkerhedssystemerne er blevet rigtigt gode - forudsat de anvendes og vedligeholdes korrekt, som jeg vil vende tilbage til i min næste klumme.

Men det er stadig bilistens ansvar at føre køretøjet forsvarligt, ligesom cyklisterne skal køre forsvarligt på deres cykler. For dem der ikke vil tage sig det ansvar, har det siden september 2019 kostet et klip i kørekortet at bruge håndholdt mobil, hvorimod det tidligere kun kostede en bøde.

Det er den slags værktøjer, der skal i brug overfor de mobilglade danskere – klip, og dermed frygten for kørekortet, virker. Hvis man for alvor vil gøre noget ved de mistede liv på de danske veje, så skal politiet have langt større fokus på uopmærksomhed bag rattet – fordi det koster liv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

0:000:00