Vognmænd: Krisen behøver ikke ramme med missiler. Et cyberangreb er nok til at stoppe varerne på hylderne

På trods heraf har markedet i årtier optimeret efter "just-in-time"-principper, men nu kræver Nato og EU, at man også kan flytte tropper, materiel og forsyninger hurtigt og sikkert.

Det kræver, at vi tænker transport og logistik som en integreret del af Danmarks forsvar og beredskab – i tilfælde af "just in case".

Digital sårbarhed bør adresseres

I dag er transportsektoren for eksempel også dybt afhængig af digitale systemer: Ruteplanlægning, lagerstyring, toldsystemer, færgebestillinger og ikke mindst kommunikation mellem aktører i hele kæden.

Når de systemer svigter, stopper transporten – også selv om vejene er åbne. Det er en sårbarhed, der alt for sjældent bliver taget alvorligt.

Vi har allerede i pressen set eksempler på cyberangreb mod internationale transport- og logistikvirksomheder.

Og det er ikke svært at forestille sig konsekvenserne, hvis centrale it-systemer hos en stor transportaktør, en havn eller et offentligt system som told eller trafikstyring bliver sat ud af drift.

Varestrømme kan gå i stå fra den ene dag til den anden.

Det kræver altså ikke udelukkende droner eller missiler at lamme et transportsystem.

Hensynet til cybersikkerhed bør blandt andet indebære en hurtig implementering af et sikkert og interoperabelt digitalt informationssystem for civil og militær mobilitet.

At opbygge robuste forsyningskæder kræver investeringer. Men det kræver også, at vi tør tænke anderledes.  

Erik Østergaard
Administrerende direktør, DTL Danske Vognmænd

Militær mobilitet kræver civilt samarbejde – og prioriteringer

Danmark har forpligtet sig til at understøtte Natos krav om hurtig mobilisering og transport.

Det indebærer blandt andet, at veje, broer og logistiksystemer i en krisetid skal kunne håndtere tungere og mere omfattende transporter end i hverdagen.

Men mere end det presser sig på, og jeg vil derfor fremhæve én central pointe: Militær mobilitet kan ikke fungere uden den civile transportsektor. Så hvis vi mener det alvorligt, kræver det samarbejde og klare prioriteringer.

Det er nødvendigt at anerkende civil vejtransport som en strategisk kapacitet, understøttet af formelle samarbejdsrammer, klare mobiliseringsprocedurer og fair kompensationsmekanismer.

Det er nødvendigt at sikre bedre adgang ikke kun til vejinfrastruktur, men også til den infrastruktur, der består af køretøjer, chauffører, vedligeholdelsestjenester og drivmidler som brændstof og el.

Og det er nødvendigt at sikre klare og håndhævelige lovgivningsrammer, herunder brugbare kriseordninger for køre- og hviletid og cabotageregler.

Resiliens er nødvendigt

At opbygge robuste forsyningskæder kræver investeringer. Men det kræver også, at vi tør tænke anderledes.

Vi skal investere målrettet i de mest kritiske dele af infrastrukturen og sikre, at der findes reelle alternativer, når noget går galt.

Derfor er det for eksempel også på tide, at den danske og svenske regering går i reel dialog om at videreudvikle den strategiske analyse fra 2021 for en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.

Vi skal samtidig styrke samarbejdet mellem myndigheder og transportbranche, så kapacitet og beredskab tænkes sammen i praksis.

Og vi skal fjerne de administrative barrierer, der i dag risikerer at forsinke mobilisering og indsats i en krisesituation.

I sidste ende handler det om at kunne gå til et system, der også kan fungere under pres.

Resiliens skal vægtes lige så højt som effektivitet. Det betyder, at samfundet skal acceptere lidt højere omkostninger i fredstid for at sikre stabilitet i krisetider.

Det er ikke kun et spørgsmål om erhvervspolitik, men om national sikkerhed.