Concito: Blå bloks trafikplan mangler nytænkning og blik for klimaet

For snart et år siden skrev jeg i Altinget, at den næste infrastrukturplan bør være mere end en liste over nye og dyre projekter, der bare flytter rundt på trængslen og ophober mere CO2 i atmosfæren. Det ser desværre ud til, at vi har fået en liste af den sædvanlige slags uden meget nytænkning.  

Slut med drivhusgasser
Fra en klimavinkel skuffer aftalen især af tre grunde:

1. Den største opgave i de kommende årtier er en grundlæggende omstilling for at undgå de mest katastrofale klimaforandringer. Vi skal nå netto-nul i udledning af drivhusgasser inden 2050 og undervejs holde os inden for et stramt CO2-budget.

Det kræver blandt andet vidtrækkende omstilling af transportsystemer og infrastruktur til el og andre nye drivmidler og etablering af meget mere intelligent styring og udnyttelse af systemerne.

Og at vores byer holdes nogenlunde kompakte for at undgå eksploderende behov for byggeri og transport. Mon ikke 112 milliarder til transport burde anvendes lidt anderledes i lyset af disse behov? Den udfordring ignorerer aftalen fuldstændig.

Ingen klimavurdering
2. Det er decideret pinligt, at der ikke er foretaget nogen klimavurdering af det trafikale og samfundsmæssige udviklingsmønster, der understøttes med den nye aftale.

Transportsektoren er med over 25 procent af CO2-udledningen en markant bidragyder til den globale opvarmning og vil være det i årtier frem. En kraftig yderligere udbygning af vejnettet risikerer at øge transportens og byudviklingens træk på vores stramme klimabudget.

Måske udløser aftalens projekter i sig selv ikke nogen enorm CO2-vækst. Vi ved det ikke. Men at man slet ikke tager sig tid til at undersøge konsekvenserne for fremtiden, er både skuffende og imod ånden i mekanismer som Århuskonventionen, EU-regler om Strategisk Miljøvurdering, FN’s verdensmål og en forhåbentlig kommende ny og bedre klimalov.

Beskat den trængte infrastruktur
3. I stedet for at bygge mange kilometer nye vejbaner til privatbiler hvor der i gennemsnit sidder 1,3 person, kunne man tilgå trængselsproblemerne mere intelligent og økonomisk.

For eksempel ved at lade det koste at bruge den mest pressede infrastruktur og ved at reservere dele af den til dem, der udnytter transportsystemet bedst, for eksempel ved at fylde person- og lastbilerne bedre op. Det ville også bidrage til at mindske CO2-udledning og ressourceforbrug i transportsystemet. Her er der brug for smartere investeringer og systemer.

Derfor kalder jeg det en 1G-aftale. I IT-sektoren er man nået til femte generation ved at udvikle og løfte systemerne kvalitativt. I transportpolitikken tror man åbenbart stadig, at mere af det samme er svaret: 1G+1G+1G+1G+1G = 5G. Man græmmes.