Dansk Vejforening og Asfaltindustrien til kommunerne: Prioritér vejinfrastrukturen – for borgernes og budgettets skyld

Anders Hundahl
Fhv. adm. direktør, Asfaltindustrien
Helle Rasmussen
Sekretariatschef i Dansk Vejforening
Det er allerede et stykke tid siden, at aftalen for kommunernes økonomi for 2022 blev offentliggjort, men indenfor anlægssektoren er vi stadig lige bekymrede for den negative effekt, den kan have for aktiviteten indenfor anlægsområdet.
Omend vi i såvel Dansk Vejforening som Asfaltindustrien har en forståelse for, at det er nødvendigt at lægge en dæmper på det glohede byggeri, er det sikkert og vidst, at det er iskoldt i anlægssektoren.
Et voldsomt fald
Og tallene taler for sig selv, for mens byggebeskæftigelsen er rekordhøj med 183.800 medarbejdere i første kvartal af 2021, en stigning fra 176.600 i første kvartal 2020 – og en stigning på 4,1 procent – er beskæftigelsen faldet hos anlægsentreprenørerne med 3.000 medarbejdere fra 18.200 i første kvartal 2020 til 15.200 i første kvartal 2021 – et fald på 16,7 procent.
Men der er god økonomi i for kommunerne af reparere vejene, for det koster to til tre gange så meget at rette op på en forfalden vej i forhold til at vedligeholde i tide.
Anders Hundahl og Helle Rasmussen
Direktør for Asfaltindustrien og sekretariatschef i Dansk Vejforening
Det er et voldsomt fald, og det er ikke for meget at sige, at det er en hel branches fremtid, der står på spil. Anlægsbranchen er i forvejen presset, for selvom at der langt om længe er kommet en langsigtet plan for infrastruktur, som regeringen og forligspartierne præsenterede den 28. juni, giver den først for alvor anlægsbranchen noget at lave engang i 2023.
Branchen er dog lige så afhængig af at have noget at lave i kommunerne. Og med vedligeholdelsesefterslæbet på de kommunale veje i tankerne bør der være rigeligt at lave for anlægsarbejderne.
Endvidere – hvis aktiviteten ikke ændrer sig – kan det blive nødvendigt for asfaltvirksomhederne at nedjustere. Og det er altså svært for en dygtig asfaltarbejder at skifte branche, for man kan ikke lægge asfalt den ene dag og sætte køkkener op den næste.
Det kommunale efterslæb
I Dansk Vejforening holdt vi i maj måned årsmøde med oplæg fra blandt andre KL’s formand for Miljø- og Forsyningsudvalget og borgmester i Frederikshavns Kommune, Birgit S. Hansen. Og her pegede hun netop på den udfordring, det er for rigtig mange kommuner at komme det vedligeholdelsesefterslæb til livs, der er på de kommunale veje, på svimlende 3,9 milliarder kroner.
Der er tit tale om en prioriteringsudfordring, og vi har svært ved at se, hvordan det skal blive lettere, hvis der vil være færre penge i kommunerne til at løse den opgave.
Men der er god økonomi i for kommunerne af reparere vejene, for det koster to til tre gange så meget at rette op på en forfalden vej i forhold til at vedligeholde i tide. Og i takt med at vi får flere elbiler bliver gode veje en del af løsningen på klimaproblemerne.
Vi opfordrer derfor på det kraftigste kommunerne til at gribe chancen og prioritere vejene – der er masser af opgaver at tage fat i – fra cykelstier til sikker skolevej og klimaveje.
Og udover at skabe aktivitet i en presset branche er der jo også mange andre fordele, som kommer alle borgere til gode. Nemlig bedre fremkommelighed for alle, bedre infrastruktur for erhvervene og sidst men ikke mindst større trafiksikkerhed. Og det er samtidig med, at kommunen sparer penge på at opgradere nedslidte veje, cykelstier og fortove – det er win-win.
Indsigt
Kenneth Fredslund Petersen spørger Thomas DanielsenBør Storebæltsbroen være gratis?
Udvalget spørger Thomas DanielsenHar DSB orienteret om udfordringer forbundet med indsættelsen af de nye Talgo togstammer?Besvaret
Nick Zimmermann spørger Thomas DanielsenSkal DSB pålægges en strammere styring af kørselsordninger?
- Forsker anklager rapport om bustiltag for at male et skønmaleri: "Det er noget fusk"
- Dansk Persontransport: Turistbusser er en vigtig del af infrastrukturen. Men Københavns Kommune risikerer at svække dem
- Transportaktører: Vi bruger alt for lidt på at vedligeholde vores veje. Det er dyrt for samfundet
- DD kræver handling fra minister om regional buskrise: “Ikke alt kan vente på en ny regering”
















