Danske Havne: Større krav til havnenes infrastruktur kræver flere investeringer fra staten

"De danske havne spiller en central rolle i den grønne omstilling og i sikringen af forsyningssikkerhed. Det er derfor vigtigt, at havnene også fremover er klædt på til at håndtere de mange nye opgaver. Det kræver et overblik over de mange initiativer, der er i spil, og at der er klarhed over rammevilkårene i omstillingsprocessen".

Sådan lyder det i Transportministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets oplæg til Topmøde om havnenes rolle i den grønne omstilling torsdag 15. september. Flere end halvdelen af vores erhvervshavne har længe været meget involverede og engagerede i arbejdet med offshore-vind, enten som produktions- og installationshavne, udskibnings- eller servicehavne.

Esbjerg Havn er både Danmark og Europas største vindhavn, og Odense og Aalborg havne er centrum for nogle af verdens førende testcentre for henholdsvis vindmøllehoveder og vindmøllevinger. Havne som Aabenraa, Rønne, Vordingborg og Klintholm tager stormskridt på hver deres grønne måde, og havnen i Hanstholm har målsat, at de vil være Europas første CO2-neutrale fiskerihavn næste år. Så ambitionerne er i top og målene i fokus ude på havnene.

Læg dertil, at meget af havnenes materiel er drevet af grøn strøm i stedet for sort diesel, og at der er landstrøm til mindre skibe de fleste steder og til færgeruterne i for eksempel Aarhus Havn og Copenhagen Malmö Port i Københavns Havn. Man kan næsten sige, at havnene gør et både klimanødvendigt og fædrelandsnyttigt arbejde, mens de driver deres forretning.

Politikernes beslutninger om flere og større havvindmøllerparker samt energiøer i et hurtigere tempo stiller øgede krav til beslutningshurtighed og investeringer.

Carsten Aa og Tine Kirk Pedersen
Hhv. adm. direktør og direktør, Danske Havne

Kræver hurtigere beslutninger

Havnene klarer meget selv, men…

Havnene og havnenes ejere, som langt overvejende er kommunerne, har hidtil klaret udviklingen meget fint selv. Men der er og kommer nogle bundne opgaver, der opstår blandt andet som følge af, at elementerne til havvindmøller bliver stadigt større, tungere og længere.

Det stiller voksende krav til havnenes infrastruktur, både med hensyn til plads og vanddybder såvel i havnebassiner som i sejlrender. Jo tungere elementer, der skal udskibes, jo dybere stikker fartøjet, der fragter det. Det kræver uddybninger, som er kostbare.

Havne er national kritisk infrastruktur. De skal fungere og gøre det effektivt både i krise- og krigstider, og de skal kunne levere på de behov, kunderne har. I det her tilfælde stiller politikernes beslutninger om flere og større havvindmøllerparker samt energiøer i både Nordsøen og Østersøen i et meget hurtigere tempo øgede krav til beslutningshurtighed og til investeringer.

Myndighederne skal hurtigere træffe de nødvendige afgørelser på ansøgninger om vindmølleparkerne. Som det blev sagt ved Esbjerg-topmødet mellem fire Nordsølande og EU på Esbjerg Havn i maj i år, så skal myndighedernes beslutninger ikke tage otte år men snarere ét år.

Hvis ikke vi som land kender vores besøgelsestid, så snupper vores nabolande både forretningen og arbejdspladserne samt den grønne omstilling fra os.

Carsten Aa og Tine Kirk Pedersen
Hhv. adm. direktør og direktør, Danske Havne

Investeringer skal følge med

Samme temposkifte er nødvendigt, når det kommer til godkendelse af den nødvendige nye havneinfrastruktur. Det nytter ikke meget, at der er tilladelse til at opføre nye havvindmølleparker, hvis der ikke også er tilladelse til en nødvendig uddybning af sejlrenderne til de danske havne og til nødvendig udbygning af havnebassiner og baglandsarealer.

Statens villighed til at investere i de nødvendige uddybninger skal være til stede. Det gøres ikke med en pulje på 50 millioner kroner, som havnene kan søge i, som havnene fik i den seneste infrastrukturaftale, som løber til 2035.

Kan havnene ikke selv klare investeringerne, som de tidligere har gjort? Og hvorfor kan kunderne ikke betale for infrastrukturen?

I landene omkring os – Sverige, Polen, Tyskland, Holland, Sverige og Frankrig – er den offentlige investeringslyst i havnene stor.

Casestudier, som Danske Havne har fået foretaget, viser, at der er masser af statspenge i en række havne, der er enten kommunalt eller regionalt ejede eller selskabsdrevne. Det er det konkurrentbillede, de danske havne ser ind i. Og de handler om at bevare og skabe danske arbejdspladser i havnene.

Fællesskabets opgave

Langt de fleste danske erhvervshavne er kommunalt ejede og har været det i over 20 år. Det er ikke helt rimeligt, at en enkelt kommunes borgere på et i forvejen udfordret kommunalt budget skal finansiere infrastrukturforbedringer, som er til hele landets bedste og en forudsætning for at føre den vedtagne, nationale energi- og klimapolitik ud i livet.

Her må fællesskabets kasse, staten, træde til.

Hvis ikke vi som land kender vores besøgelsestid, så snupper vores nabolande både forretningen og arbejdspladserne samt den grønne omstilling fra os.

De danske erhvervshavne er verdensklasse. Ifølge World Economic Forum er vores havne verdens sjette mest effektive. Vi har knowhow og erfaring med havvind. Vi er så klar til at lægge fra land! Det håber vi også, politikerne er.