Debat

Klaus Bondam: Lad os sætte et mål om en million elcykler i 2030

DEBAT: Regeringens hovedstadsudspil er forhåbentlig ikke en strømpil på de kommende års transportpolitik. At ville styrke mobilitet så ensidigt med mere privatbilisme er både naivt og meget lidt klimavenligt, skriver Klaus Bondam.

Regeringens hovedstadsudspil skuffer fælt, skriver Klaus Bondam.
Regeringens hovedstadsudspil skuffer fælt, skriver Klaus Bondam.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Hvordan møder vi Paris-aftalens forventninger til markante reduktioner af CO2-udledningerne? Hvad gør vi med de enorme folkesundhedsudfordringer, hvor stadig flere danskere lider af livstruende livsstilsygdomme? Hvordan skaber vi rum og plads i vores byer? Hvad gør vi med den stigende trængsel på vores veje og bilkøernes enorme spild af effektiv og produktiv arbejdstid? De spørgsmål må og skal inddrages i transportpolitikken fremover.

Vi er nødt til at tænke bredere end veje versus skinner. Vi er nødt til at indse, at flere veje og elbiler ikke hjælper på trængslen. Vi er nødt til at handle, når næsten hver tredje dansker ikke lever op til WHO’s minimumsanbefalinger til daglig motion, mens mere end hver anden dansker ifølge Den nationale Sundhedsprofil 2017 er overvægtig. Vi er nødt til at vælge løsninger, hvor vi på en og samme tid scorer på både trængsels-, sundheds- og klimakontoen i stedet for fastholde sundhed, klima og trængsel inde i hver sin silo.

Tænk, hvis Folketinget satte et mål om en million danske elcykler i 2030. Fulgte op med et tilskud til køb af en elcykel. Satte trumf på med en statslig cykelpulje, der giver kommunerne den nødvendige medfinansiering af for eksempel god cykelinfrastruktur med supercykelstier på tværs af kommunegrænser, så det bliver mere attraktivt at tage (el)cyklen og ikke bilen på arbejde. Når 47 procent af alle pendlerture for beskæftigede i Danmark er ti kilometer eller derunder, giver det mening at satse massivt på (el)cyklen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Regeringens hovedstadsudspil skuffer fælt
Men der er set i lyset af regeringens nylige hovedstadsudspil ikke meget, der tyder på, at Lars Løkke Rasmussen & Co. går foran. Regeringen vil styrke mobiliteten og gøre det nemmere at transportere sig rundt i hovedstadsregionen. Ja tak.

Men hvorfor så et larmende fravær af løsninger, der om noget vil sikre fremkommeligheden: supercykelstier på tværs af kommunegrænserne, god og let tilgængelig cykelparkering ved stationerne, S-tog på kystbanen og ned mod Roskilde med gratis cykelmedtagning. I stedet ønsker regeringen at bygge ud til mere og mere privatbilisme. Det er et naivt, ikke bæredygtigt og meget lidt klimavenligt udspil, hvor man vil bruge fortidens løsninger på fremtidens problemer.

Flere og bredere veje ses stadig som løsning på trængslen. Der er – ud over årlige lappeløsninger – stadig ikke fundet penge til en ny cykelpulje.

Klaus Bondam
Direktør, Cyklistforbundet

For præcis fem år siden, da jeg tiltrådte som direktør i Cyklistforbundet, var transportdebatten præget af efterdønningerne af Trængselskommissionens udspil. Også dengang erkendte man, at trængsel var, er og bliver en enorm udfordring. Samtidig var den i 2009 afsatte nationale cykelpulje (cykelmilliarden) udløbet.

Ikke meget har ændret sig. Flere og bredere veje ses stadig som løsning på trængslen. Der er – ud over årlige lappeløsninger – stadig ikke fundet penge til en ny cykelpulje.

Fra speeder til pedal
Er der slet ikke noget at glæde sig over? Jo, der er ifølge en rundspørge fra Cyklistforbundet et solidt flertal blandt partiernes transportordførere for en ny cykelpulje. Det er et vigtigt skridt. En statslig cykelpulje er da også ét af fire forslag, som Cyklistforbundet med udspillet CYKELLAND.NU opfordrer regeringen til at gennemføre hurtigst muligt.

Vi opfordrer til at oprette en cykelpulje af anselig størrelse (2 kroner til cykelinfrastruktur for hver 100 kroner, der går til bilinfrastruktur); give 25.000 danskere tilskud til en elcykel; give kommunerne lettere adgang til at indføre 30 km/t-zoner på udvalgte strækninger med mange cyklister og fodgængere og give cykelpendlere en skattefordel i form at et særligt transportfradrag for at vælge cykel frem for bil. Vi skal have flere bilister til at træde i pedalerne frem for på speederen.

Visionen bag CYKELLAND.NU er at lade cyklen vise vejen til et sundere og mere bæredygtigt Danmark med mindre trængsel. Det har der – blandt andet på sociale medier – været en enorm opbakning til. Vi er mange, som ønsker at gøre cyklen til et mere attraktivt transportvalg i hverdagen. Vi er mange, der ved, at transportpolitik også er klimapolitik og sundhedspolitik. Forhåbentlig ser vi det afspejlet i den valgkamp, som kommer snart – og den trafikale masterplan, som så mange efterlyser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Klaus Bondam

Direktør for krydstogtnetværkene CruiseCopenhagen og Cruise Baltic i Wonderful Copenhagen, fhv. borgmester for teknik- og miljø og beskæftigelse- og integration (R), Københavns Kommune
skuespiller (Skuespillerskolen ved Odense Teater 1992), toldbetjent (Distriktstoldkammer 1 1985), EDB-assistent (Købmandsskolen 1983)

0:000:00