Museumsdirektør: Nationens sjæl er på spil, når Børsen er truet

Når vi til daglig har travlt med at kigge fremad, travlt med at løse klimaudfordringer, befolkningsnedgang eller bare spekulere på, hvad de høje renter kommer til at betyde for vores privatøkonomi, forekommer historien temmelig nyttesløs. Hvorfor skal vi kende den, og hvad skal vi bruge den til?

Det spørgsmål satte Carlsbergs grundlægger J.C. Jacobsen sig for at besvare, da han i 1878 besluttede at grundlægge et nationalhistorisk museum på Frederiksborg Slot. Slottet, hvis brand 20 år forinden havde udløst noget, der minder om national landesorg, var netop et ikon – '… en slags folkets mindeborg' for alle danskere.

Pludselig forstår vi – midt i vores adskilte og individualiserede liv – at vi er bundet sammen af noget fælles. En fælles historie og en fælles kulturarv.

Ulla Tofte
Direktør, Det Nationalhistoriske Museum

Jacobsen havde som barn besøgt det med sin far, og mødet med den historiske bygning havde gjort dybt indtryk på ham. Som nationalliberal og demokrat var han dybt optaget af fremskridtet og modernisering af Danmark. Men han var samtidig meget bevidst om, at forbindelsen til fortiden er en afgørende faktor for dannelsen af en kollektiv identitet. Og at kollektive fortællinger blandt andet kan skabes ud af ikoniske bygningsværker, som Frederiksborg og Børsen.

Udover at have fælles bygherre, nemlig Christian 4., befinder Børsen sig ligesom Frederiksborg i krydsfeltet mellem fortiden og fremtiden. Og i spændingsfeltet mellem det lokale og det globale. 

At Dansk Erhverv som én af landets største og mest moderne interesseorganisationer har til huse i én af landets ældste bygninger understreger bare, at historien betyder noget – også for et erhvervsliv med fokus på fremtiden. Historien giver os en kollektiv ballast og en fælles referenceramme.

Dét har Brian Mikkelsen og hans forgængere på posten altid været bevidste om, og derfor har organisationen også brugt de sidste par år til at skaffe midler til en gennemgribende restaurering af bygningen: Her skulle Hans Steenwinckel den Yngres smukke og særprægede renæssancebygning igen komme til sin ret. Her skulle alle forbipasserende beundre de nyhuggede sandstenskulpturer på facaden.

I Børssalen skulle glasmosaikker i lofterne med byvåben fra Europas vigtige havnebyer minde os om betydningen af internationale netværk og handelsforbindelser. Portrætter af mænd og kvinder, der med deres mod og virkelyst har skabt succesfulde virksomheder og nye arbejdspladser, skulle inspirere unge til selv at kaste sig ud i iværksætteri og erhvervseventyr.

Og Krøyers berømte maleri ’Fra Københavns Børs’, der forestiller 57 fremtrædende erhvervsfolk, skulle også i fremtiden inspirere erhvervsledere til at reflektere over deres rolle og ansvar for det danske samfund. Lykkeligvis blev billedet reddet ud inden ilden bredte sig.

Når Børsen er truet, er det, som om nationens sjæl er på spil

Ulla Tofte
Direktør, Det Nationalhistoriske Museum

Alle, der bor i Danmark, kender Børsen. Med sin beliggenhed – sammenklemt mellem by og havn, ud til en befærdet gade og med folkestyrets vældige borg i baggrunden, er Børsbygningen et sindbillede på danskhed: I ly af store naboer, men åben for verden. Folkeligt forankret men med højt til loftet. Rundet af fortiden men med blikket rettet mod fremtiden.

Når Børsen er truet, er det, som om nationens sjæl er på spil. At der tilmed er tale om en verdslig bygning, hvor alle, uanset religiøst tilhørsforhold i århundreder har været velkomne, føjer blot endnu en dimension til bygningens betydning som et samlende symbol.

Der er næppe tvivl om, at Børsen vil blive genopbygget efter branden. For opbakningen til at redde og bevare en bygning som Børsen i dag er mindst lige så stor, som den var for 150 år siden, da Frederiksborg Slot brændte.

Dengang var det ikke regeringen, men først og fremmest befolkningen, der i første omgang trådte sammen og trådte til. Takket være en stor landsindsamling, hvor borgere i alle sogne spyttede i kassen, kunne man kun halvandet år efter branden holde rejsegilde for det genopbyggede slot. Og det var, som om at kærligheden til bygningen og dermed dens symbolske betydning som nationalt ikon kun blev større efter branden.

På samme måde kan man mærke den folkelige opbakning og store opmærksomhed omkring historie og kulturarv, som vigtige identitetsmarkører for både fællesskab og for individ.