DPU-leder: Drop strategien om at skabe trivsel i skolen gennem venskaber

Alle vil være Erling Haaland, alle vil anerkendes og helst hele tiden. Omtrent sådan lyder klagen fra mange fodboldklubber, hvor det kammeratlige fællesskab har for trange kår.

Det samme gør sig gældende i skolerne, hvor den faglige og sociale ensomhed blandt de knap så velspillende elever har motiveret temaet for dette års for Børn og Unge topmøde.

Grundantagelsen er, at det er en kommunal kerneopgave at sikre, at dagtilbud og folkeskoler har de rette rammer for at skabe gode børnefællesskaber, og at det ”er fundamentet for læring, udvikling og trivsel for alle børn”. 

Det er uden tvivl korrekt, at der går en lige linje fra trivsel til læring og omvendt, men i den pågående debat ses hyppigt en forveksling af trivsel med venskabeligt velvære, og kammeratskab forveksles ofte med venskab.

Det er et problem, for venskaber er ikke inden for forvaltningsmæssig rækkevidde. Men står det så i pædagogens og lærerens magt at kæmpe mod tidsånderne danne egentlige børnefællesskaber i moderne dagtilbud, skoler og fritidsklubber? 

Ja, det viser erfaringen faktisk, men den viser også, at kammeratskab og venskaber lidt for ofte opfattes synonymt, og det er galt for i skolesammenhæng er bestræbelsen på social trivsel ret så uopnåelig, og den foregår i praksis på bekostning af fagligheden. 

Kammerat eller ven?

Hvorfor dog det? Jo, hør her: Professor i pædagogisk filosofi Lars-Henrik Schmidt forsøgte i bogen ”Om respekten” at udrede taksonomien og forskellene mellem bekendtskabet, venskabet og kammeratskabet, og den er anbefalelsesværdig læsning for enhver pædagog, lærer og for den sags skyld forældre.

Kammeratskab forveksles ofte med venskab. Det er et problem, for venskaber er ikke inden for forvaltningsmæssig rækkevidde

Claus Holm
Lnstitutleder, Dpu

Lars-Henrik Schmidt konstaterede, at mens bekendtskabet har karakter af noget overfladisk og tilfældigt, så er venskabet et gensidigt afhængighedsforhold, for man kan jo ikke være ven med nogen, som ikke også betragter én selv som en ven. 

Rigtige venner er ej noget, man køber, så dem har de fleste af os ret få af, og man skal være heldig, hvis man finder en enkelt af slagsen i sin skoleklasse.

Kammerater, derimod, har man rigtig mange af, for dem har man har ikke særligt intime forhold til. Man er solidarisk med dem, fordi man som elever deler en erkendelse af at være i en fælles social og faglig undervisningssituation og har fælles udfordringer.

Og dels oplever man at have forskellige udgangspunkter for at mestre udfordringerne. Man kan altså godt kan bygge skole på fællesskaber, der har (faglig) trivsel blandt kammerater som formål, men ikke på venskab og velvære.

Så altså: Mens man som lærer, pædagog eller forældre har en begrænset eller ingen rolle at spille i forhold til at danne intime venskaber mellem poderne, er det en anden sag med kammeratskaber, så de to forhold må ikke forveksles.