Debat

Psykolog: Simple økonomiske sanktioner kan aldrig være løsningen på komplekse skolefraværsproblemer

Siden januar 2020 har loven om styrket forældreansvar gjort det muligt at straffe ulovligt fravær med en økonomisk sanktion. Men komplekse problemstillinger kan ikke løses med en ensporet økonomisk løsning, skriver Catrine Madsin.

Udover at skulle håndtere et barn i svær mistrivsel, kan forældre se frem til at miste børne- og ungeydelsen i et kvartal som straf for, at deres barn ikke kommer i skole, skriver Catrine Madsin.
Udover at skulle håndtere et barn i svær mistrivsel, kan forældre se frem til at miste børne- og ungeydelsen i et kvartal som straf for, at deres barn ikke kommer i skole, skriver Catrine Madsin.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Tror de virkelig, at jeg hellere vil sidde herhjemme end at være sammen med mine venner i skolen og rent faktisk lære noget?!” 

Sådan sagde en dreng for nyligt til mig, mens han rystede frustreret på hovedet.

Vi sad i på mit kontor og havde lige talt om, at nogle drenge havde spurgt ham, om ikke det var fedt at spille computer derhjemme hele dagen, mens de skulle være i skolen og have kedelige timer.

Drengens største ønske er, at han kan gå i skole og være sammen med sine venner.

Det har desværre ikke været muligt for ham i en længere periode på grund af psykiatriske diagnoser og langvarig mistrivsel. 

I drengens bagland findes lige så frustrerede forældre, lærere og pædagoger, der alle ville ønske, at de havde knækket koden til at få drengen i skole.

Det er ikke lykkes endnu, og én af de sanktioner, forældrene står overfor nu, er at de – udover at skulle håndtere et barn i svær mistrivsel – også kan se frem til at miste børne- og ungeydelsen i et kvartal som straf for, at deres barn ikke kommer i skole. 

Sanktioner for fravær

Siden januar 2020 har loven om styrket forældreansvar nemlig gjort det muligt at straffe ulovligt fravær på over 15 procent med en økonomisk sanktion. Denne lov skal politisk revideres i den kommende tid.

De ansvarlige politikere opfordres kraftigt til at kigge ud over de simple økonomiske sanktioner rettet mod enkeltpersoner og i stedet kigge på, at der er behov for komplekse løsninger på tværs af miljøer for at løse svære skolefraværssager.

I min dagligdag møder jeg børn, unge og familier, der er svært pressede af barnets mistrivsel og for høje skolefravær.

Catrine Madsin
Psykolog

Et fraværstal siger nemlig uendeligt lidt om årsagerne til fraværet, og det siger endnu mindre om mulige løsninger.

Som psykolog med speciale i autisme og ADHD hos børn, unge og voksne og tidligere mangeårig funktion som Viso-specialist under Social-og Boligstyrelsen har jeg arbejdet i nogle af kommunernes mest komplekse skolevægringssager.

I min dagligdag møder jeg børn, unge og familier, der er svært pressede af barnets eller den unges mistrivsel og for høje skolefravær.

En stor del af disse familier bliver tiltagende pressede på deres økonomiske eksistensgrundlag, når forældrene må sygemeldes og måske ender med at miste deres job, fordi deres barn har brug for ekstra støtte i dagligdagen, og de må deltage i utallige møder, lægebesøg og psykiatriske udredninger.

Læs også

Multiple årsager

Vive konkluderede i en undersøgelse i 2023, at de økonomiske sanktioner rammer de mest udsatte elever, og sanktionerne besværliggør det afgørende skole-hjem-samarbejde.  

Der er i min optik tale om, at man med de økonomiske sanktioner forsøger at løse meget komplekse problemstillinger med en alt for ensporet og simplificeret økonomisk løsning. 

Kompleksiteten kalder i høj grad på samarbejde på tværs af skole og hjem for at søge fælles forståelser og fælles løsninger. 

Catrine Madsin
Psykolog

Samtidig er der stor risiko for, at man forværrer problemerne, hvis forældre og skoler presser børn tilbage i en skole, hvor barnet reelt ikke har forudsætninger for eller ressourcer til at være i de rammer, der tilbydes.

Et højt skolefravær skyldes nemlig utroligt sjældent én enkelt årsag. 

I stedet er der tale om multiple årsager, der fletter sig ind i hinanden, blandt andet individuelle udfordringer hos det enkelte barn, sociale problemstillinger i barnets miljøer samt skoletilbud, der ikke har tilstrækkeligt ressourcer, viden eller redskaber til at støtte barnet.

Kompleksiteten kalder i høj grad på samarbejde på tværs af skole og hjem for at søge fælles forståelser og fælles løsninger. 

Læs også

Vores veletablerede viden

Jeg håber, at politikerne i deres kommende revidering af loven vil se de reelle effekter af loven siden 2020. Vi ser fortsat utallige sager med svært og langvarigt skolefravær, og de bliver sværere og sværere at løse. 

De ansvarlige politikere opfordres til at vende sig mod vores veletablerede viden fra både forskning og praksis.

Catrine Madsin
Psykolog

Taberne er ikke kun det enkelte barn, men det er i høj grad også barnets pårørende og de fagpersoner, der forsøger at hjælpe uden at have tilstrækkelige ressourcer eller redskaber til deres rådighed.

De ansvarlige politikere opfordres til at vende sig mod vores veletablerede viden fra både forskning og praksis, hvor vi ved, at skolefraværssager løses bedst ved for eksempel: 

1) At gøre skolefravær til et fællesskabsanliggende, hvor det ikke er den enkeltes ansvar, men hvor der skal findes fælles forståelser og fælles løsninger

2) At det er nødvendigt at foretage ændringer i de rammer og tilbud, barnet tilbydes både i hjemme og i skolen, hvis der skal være udsigt til, at barnet skal vende tilbage i skolen. Hvis barnet tilbydes mere af det, der skabte mistrivsel, fortsætter og ofte forværres barnets mistrivsel, når barnet forsøges hjulpet tilbage i skolen.

3) At der er brug for at tilføre rette viden og rådgivning til både hjem og skole, hvis de svære skolefraværssager skal bedres og lykkes.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00