DPU-leder: Arbejdspædagogikken skal findes frem fra folkeskolens kramkiste

Alle tørre tal bekræfter en ulykkelig udvikling, som gør en stor andel af særligt drenge til uddannelsessystemets tabere. Målt på karaktergennemsnit får de dårligere karakterer, fylder i specialklasserne og i den såkaldte restgruppe, som hverken kommer i uddannelse eller arbejde.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ser det blandt andet som et resultat af en overboglig folkeskole, som får mange elever til at skubbe bøgerne fra sig. Og selv om der næppe er kommet flere bøger i klasseværelserne, kan der godt være noget rigtigt i antagelsen om, at mange elever har behov for en anden pædagogik, end den, der bliver dem tildelt i dag.  

Men hvad skal man som børne- og undervisningsminister så stille op med det?

I hvert fald tre tiltag bør overvejes: En revision af folkeskoleloven, som i årtier har prioriteret teori over praksis, en strukturel ligestilling af gymnasie- og erhvervsuddannelser, og en styrket vejledningsindsats præget af højere forventninger til de elever, som har det sværest ved tanken om uddannelse.   

Arbejdspædagogikken fortjener genbesøg

Først det med teori og praksis. Professor Ove Kaj Pedersen har i sin bog "Konkurrencestaten" peget på en ubalance i de pædagogiske målsætninger for folkeskolen. I perioden 1950 til 1990 etablerede man skolen som en slags moralsk reservat, hvor den almene dannelse, der fokuserer på at gøre eleven til en demokratisk sindet borger i velfærdsstaten, blev gjort til skolens primære formål.

Det kalder på en grundlæggende diskussion om folkeskolens formål og pædagogik: dannelse til demokratisk medborger skal afbalanceres med dannelse til arbejde

Claus Holm
Institutleder, DPU

Det skete på bekostning af idéen om skolen som et sted, hvor man lærer noget til brug for det kommende arbejdsliv.

Mange nikker sikkert genkendende til de traditionelle modstillinger mellem ånd og hånd, teori og praksis, tilværelsesoplysning og uddannelse, almendannelse og professionsdannelse og så videre. Men historisk har de faktisk ladet sig kombinere, så man kan godt løse begge opdrag samtidig.

Et eksempel er den arbejdspædagogik, der opstod i begyndelsen af 1900-tallet, og som med fordel kunne findes frem af kramkisten. Den handler meget kort fortalt om, at skolen skal hente inspiration fra arbejdspladsens praktiske læring og fokus på arbejdsprocesser, resultater og produkter – uanset om faget så er madkundskab eller kristendomskundskab. Det er det saglige formål med undervisningen, der skal styre.

Men hvis en sådan praksisfaglighed skal komme håndværksmæssige talenter, akademiske ørne og alle andre til gavn, bør arbejdspædagogikken flyde gennem alle fag – ikke kun de håndværksmæssige som sløjd og håndarbejde. Præmissen vil være, at ethvert fag må være båret af en saglighed, der rækker længere end skolen eller den del af uddannelsessystemet, faget er en del af.

Det kalder på en grundlæggende diskussion om folkeskolens formål og pædagogik: dannelse til demokratisk medborger skal afbalanceres med dannelse til arbejde. Det vil være et skridt på vejen mod at få erhvervsuddannelserne ind i flere elevers mulighedskatalog.

En grundskole-skråstreg-ungdomsuddannelse

Yderligere et skridt vil være en strukturel ligestilling af håndens og åndens ungdomsuddannelser. Dette var faktisk en socialdemokratisk mærkesag i 1970’erne.

Hvis der skal skabes ligeværdighed mellem industritekniker og antropolog i de unges karrieremuligheder, er det måske værd at skele til Sveriges skolestruktur

Claus Holm
Institutleder, DPU

Undervisningsminister Knud Heinesen (S) stillede i 1973 forslag til folketingsbeslutning om en "12 års grundlæggende skole og erhvervsuddannelse for alle", som kunne skabe rammer om en ligestilling mellem åndens og håndens karriereveje og motivere skoletrætte unge til at vælge uddannelse til og gaden fra.

Inspirationen hentede Heinesen nok i Sverige, hvor man var i færd med at samordne de ungdomsuddannelser, der også dér var opdelt i et dengang elitært gymnasium og et broget landskab af erhvervsuddannelser. Resultatet blev en grundskole-skråstreg-ungdomsuddannelse, hvor eleverne fik samme uddannelsesmuligheder uanset valg af spor og toning.

Det førte faktisk til, at en betydeligt større andel af svenske unge valgte en karriere som faglært, men det var selvfølgelig ikke en mirakelløsning, for som bekendt har Sverige rigelige problemer med inklusion og frafald, og nogen vil hævde, at ligeværdigheden mellem boglige og mindre-boglige uddannelser er mere teori end praksis.

Ikke desto mindre er det en strukturel kendsgerning, og erhvervsuddannelserne fremstår ikke som en blindgyde i forhold til videregående uddannelse.

Udvid restgruppens mulighedskatalog

Så hvis der skal skabes ligeværdighed mellem industritekniker og antropolog i de unges karrieremulighedskataloger, er det måske værd både at skele til Sveriges skolestruktur og til folkeskolens formålsparagraf.