DPU-leder: I 25 år har skiftende regeringer ønsket at vende folkeskolen mod arbejdslivet – hvorfor har vi ikke handlet på det for længst?

Under den aktuelle politiske konsensus om, at der skal mere praksis til i skolen, skjuler der sig en uklarhed om hvad og hvordan og hvor meget.

Kan mere sløjd og hjemkundskab kvikke især drenge op i en ellers stillesiddende skolehverdag, og kan mere sansning og kreativitet i få fremmedsprogene bedre på gled? Der er mange antagelser på færde.

Men praksisfaglighed har faktisk lange historiske rødder i danske og internationale pædagogiske traditioner, som griber ind i traditionelle politiske positioner i forhold til skolens formål, og hvorvidt dens opgave skal være at danne og/eller forberede eleverne til deres kommende arbejdsliv.

I Norge har man allerede foretaget en fagfornyelse af grundskolen, en såkaldt vending mod arbejdslivet, og herhjemme har ambitionen om at dreje den danske folkeskoles kurs i samme retning været artikuleret af skiftende regeringer i de seneste 25 år.

Men hvorfor har man så ikke for længst handlet på det?

Dannelsesidealerne

De fleste elever i de ældste klasser angiver uddannelse og arbejde som vigtige elementer i livsdrømme

Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Professor Per Fibæk Laursen har i sin bog ”Hånd og hoved i skolen – værkstedspædagogik for praktisk orienterede elever” peget på, at mange politikere og skolefolk nærer stærk sympati for de klassiske dannelsesidealer, som har gjort skolen til en slags ”helle” for det omgivende samfunds nytteorientering.

I denne optik er det fint at se skolen som arnested for oplysning og dannelse af demokratiske medborgere, og knap så fint at uddanne eleverne til at begå sig i arbejdslivet.

Det er, som Per Fibæk Laursen konstaterer, paradoksalt i og med, at de fleste elever i de ældste klasser angiver uddannelse og arbejde som vigtige elementer i livsdrømme.

Der handler med andre ord om en uenighed om folkeskolens egentlige formål. En uenighed, som medfører en implicit nedvurdering af de værkstedsfag, hvor ikke mindst bogligt svage eller praktisk orienterede elever får mulighed for at eksperimentere og opleve stjernestunder.

Arbejdspædagogik

Men måske mest i teorien, for de deciderede håndværksmæssige fag som sløjd og håndarbejde tiltrækker erfaringsmæssigt ikke mange elever. Per Fibæk Laursen forklarer dette med, at skolens fag generelt mangler koblinger til arbejdslivet.

Det er plausibelt, for det er ikke arbejdslogikker, arbejdsprocesser og produkter, der præger den øvrige fagrække, og derfor kommer den deciderede ”håndgerning” til at fremstå des mere udgrænset og altmodisch.

Det med altmodisch kan have sin berettigelse, for idéen om at indføre arbejdslogikker i skolen kender vi fra den tyske filosof og skoledirektør Georg Kerchensteiner, der i begyndelsen af forrige århundrede udtænkte en såkaldt arbejdspædagogik, som også vakte begejstring og bred tilslutning fra danske skolefolk.