Det skolepolitiske pendul svinger, og nu skal folkeskolen omfavne forskellighed

Erfaringer fra LøkkeFonden

Ideen om små hold for fagligt udfordrede elever er et andet tiltag, som flytter fokus fra lighed til forskellighed. Fra det brede, rummelige almenfællesskab, hvor det er lærerens ansvar at undervisningsdifferentiere, til segregering.

Igennem årene har konsensus været, at niveaudeling øger social ulighed. De fagligt svage får sværere ved at løfte sig, når de flyttes væk fra de fagligt stærke, har det lydt fra den pædagogiske forskning. Det skyldes blandt andet lærernes – og elevernes egne – lavere forventninger.

De senere år har budt på en række forsøg med intensive forløb – blandt andet i regi af LøkkeFonden. Den langsigtede effekt af de såkaldte turboforløb er dog omdiskuteret.

Pengene til den intensive holdundervisning er allerede afsat i SVM-regeringens finanslovsforslag for 2024. Spørgsmålet er, om det bliver de positive erfaringer eller de negative forventninger, der slår igennem, hvis tiltaget rulles ud i stor skala.

Kommunale forskelle 

Forskelligheden handler ikke kun om eleverne.

Skolerne skal også være mere forskellige.

Det kan de ikke undgå at blive, hvis de mange forslag om at sætte skolerne fri og slække på den centrale styring bliver til virkelighed.

Hvem skal sikre, at elever og forældre på skoler i fattige kommuner ikke spises af med det absolutte bundniveau?

Op til folkeskolereformen fra 2014 kunne man læse mediehistorier om de meget store forskelle på timetallet på landets skoler. For elever på skoler med henholdsvis færrest og flest timer svarede forskellen til et års undervisning, når man så på hele deres skolegang, forlød det.

Samtidig havde danske elever opnået dårlige resultater i en række internationale benchmarkundersøgelser.

Forskellene og de dårlige resultater bekymrede datidens politikere, som strammede tøjlerne.

Nu løsnes de igen ud fra mantraet om, at den enkelte skoleleder og -bestyrelse nok ved bedst. Og fordi man ikke har set (målt) det løft af fagligheden, man havde håbet.

Der skal blandt andet være frihed til at gøre skoledagene kortere, til at ansætte ikke-faguddannede lærere og til at droppe projektopgaven i 9. klasse.

Derudover vil regeringen fjerne langt de fleste bindende mål for undervisningen. 

Frisættelsen sker blandt andet, fordi mange fri- og privatskoler har succes med at engagere medarbejdere, forældre og lokalsamfund mere i skoledriften. Det engagement vil regeringen have ind i folkeskolen. 

Nogle regler har imidlertid tjent som en beskyttelse af kvaliteten i de kommuner, hvor økonomien strammer mest. Hvem skal sikre, at elever og forældre på skoler i fattige kommuner ikke spises af med det absolutte bundniveau?

Forligspartier har vetoret

Mange spørgsmål udestår stadig. Mattias Tesfaye understregede da også på pressemødet onsdag, at han ikke har travlt. Der vil ikke blive indkaldt til forhandlinger i morgen, og nogle af forslagene kan måske først realiseres flere år frem i tiden.

Tålmodigheden skyldes nok delvist, at folkeskoleområdet er forligsbelagt. Regeringen skal lave en aftale med Liberal Alliance, De Radikale, De Konservative og Dansk Folkeparti. Forslagene skal derfor igennem en modning, ikke bare blandt aktørerne, men også i partierne.

Aktørerne har allerede været inddraget i stor stil gennem partnerskabet Sammen om skolen, som blev sat i søen af Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Her er både KL og Danmarks Lærerforening repræsenteret.

Alle forligspartier har vetoret, så i denne sammenhæng kan regeringen ikke bruge sit flertal.

Alle forligspartier har vetoret, så i denne sammenhæng kan regeringen ikke bruge sit flertal, medmindre den opsiger folkeskoleforliget og satser på at gennemføre sin politik efter et valg.

Det betyder, at en forligskreds med så forskellige partier som DF og Radikale skal blive enige om retningen for folkeskolen. 

Indtil videre har ordførerne taget godt imod udspillet. Men meget af det svære udestår. For eksempel har regeringen meget belejligt ikke taget stilling til, hvad der skal ud, hvis eleverne både skal have flere timer i de praktiske fag og samtidig gå færre timer i skole.

Det vil give anledning til slagsmål i forligskredsen, hvor Alex Ahrendtsen (DF) allerede har udtrykt kritik af forslaget om at fjerne minimumstimetallet for historie. 

Også spørgsmålet om afgangsprøver forventes at blive genstand for diskussioner.

Radikales Lotte Rod ønsker helt at fjerne afgangsprøverne, mens andre forligspartier førhen har været urokkelige, når det kommer til karakterkrav og prøver. Derfor bruger regeringen i udspillet en blød formulering om, at man ønsker at "drøfte prøvetrykket".

I de drøftelser kunne Radikale godt bruge SF, som forlod forligskredsen op til sidste folketingsvalg, men nu ønsker sig tilbage. Indtil videre har partiet dog fået nej.

SF håber dog at blive inviteret med om bordet, når der bliver indkaldt til forhandlinger.

Tiden vil vise, om regeringen kan overvinde forskellene i forligskredsen og gå videre med et udspil, der skal styrke den fælles folkeskole ved at rumme forskellighederne.