Drenge med dårlige karakterer er ofre for deres egen slacker-mentalitet

Men tanken kan nemt slå ud i en radikal anti-dannelsesposition, hvor skolen ikke skal være skole, men forskole til erhvervslivet. Det er antitetisk til en dannelsestænkning, hvor skolen er en uddannelse til livet i samfundsmæssighed. Derfor er organisationerne interesseret i at fastholde opfattelsen af drengenes problemer som strukturelt bestemte. Skolens virke skal delegitimeres.

Så når drenge klarer sig dårligt, skyldes det ikke, at de generelt har en ladere holdning til deres uddannelse end piger. Deres ringere engagement – må man forstå – udspringer af, at de ikke bliver stimulerede.

For denne tænkning er unge mennesker en slags laboratorierotter eller pavlovske hunde, der skal nudges i den rigtige retning gennem et uddannelsessystem, der stimulerer dem – det vil sige manipulerer dem – til uddannelse.

I denne tænkning er mennesket ikke længere frit. En pavlovsk hund kan ikke have ansvar for egen læring, og derfor må hans problemer blive systemets.

Dermed er vi ved det andet helt grundlæggende og principielle problem. Debatten om drengenes ringe resultater ser fuldstændig bort fra ansvaret. I stedet placeres drenge og unge mænd i gymnasiet i en offerrolle.

Det er ifølge en udbredt fortælling – i hvert fald på de sociale medier – ikke drengenes ansvar, at de får lavere årskarakterer. Det er skolens. Kritikken lyder i sine vulgære former, at skolen er til for pigerne. Den er blevet "feminiseret". Måske er der noget om det?

Men lad os nu alligevel stoppe og et sekund og tænke over, hvad præmissen for det argument er. Kritikken af skolens feminisering retter sig mod en skole, der angiveligt stiller helt urimelige krav, som for eksempel at drenge også skal sidde stille og engagere sig i timerne for at få gode årskarakterer.

Synspunktet findes sjovt nok særligt hos dem, der kategorisk afviser, at kvinder, der ikke får bestyrelsesposter, er ofre for systemet. De skal bare tage sig sammen! Drengene derimod er ofre for matriarkatets institutionelle repression af maskuliniteten.

Her er problemet, at der bliver set bort fra det personlige ansvar. Drenge kan godt lære at sidde stille. Drenge har godt af at lære det. Drenge skal lære det. Ja, en væsentlig del af det at tage en uddannelse er at lære den respekt for læring og dannelse, der betyder, at man sidder stille konfronteret med lærdommens autoritet. 

Intet er mere ynkeligt end den umodne drengemands uafrettede maskulinitet

Christian Egander Skov

Det gælder stadig mere, jo længere man kommer frem. Man kan meningsfuldt pege på, at folkeskolen – fordi den er en så almen institution, som tilfældet er – skal være bedre til at motivere dem, der ikke er bogligt disponeret til at vælge den vej, der er rigtig for dem.

Men det ville være et overgreb, hvis den nedladende holdning til drenge og unge mænd – at de uanset, hvad de gør, er fanget af deres kønsligt definerede ADHD-symptomer – skulle betyde et krav om en omkalfatring af gymnasier og på sigt universiteter.

Nej, her er undervisningsformen basalt set bestemt af genstandsfeltet. Gymnasiet er studieforberedende. Det betyder, at det er bogligt. Det betyder, at undervisningen baserer sig på kravet til eleverne om at tage del i undervisningen. Det voksende karakterspænd viser, at vores unge mænd og drenge i stadig stigende grad har mistet evnen til dette.

Det er ikke en skolekrise, men en kulturkrise. Vi har ladet en taberkultur og en slacker-mentalitet sprede sig uhindret blandt unge drenge ved ikke at stille krav til dem. Det er som lektor Jo Krøjer, som har forsket i drenge i skolesystemet, konstaterede allerede for 10 år siden, da etnisk danske drenges ringere læseevner blev debatteret i Information:

"Når drengene, fra de var små, har fået at vide, at de er nogle rigtige vildbasser, og forældrene sjældent har appelleret til drengene om, at de også skal sidde stille, læse en bog og føre lange samtaler sammen, så er det en rigtig svær opgave for skolen at råde bod på".

I samme omgang pegede hun på, at det ikke giver status for drenge at være fagligt engageret: "(Der, red.) er det langt vanskeligere for drengene at få status i forhold til sine jævnaldrende og samtidig være aktiv i timerne og lave lektier."

Siden er problemet åbenbart vokset. Som samfund har vi forsømt at opdrage vores drenge på en måde, der gør det muligt for dem at agere i en undervisningssituation. Drengene er muligvis ofre, men ikke for skolen, uretfærdig karaktergivning eller matriarkatet. De er derimod ofre for deres egen taberkultur, som forskning har vist.

Et system, der ikke principielt fastholder den enkelte på sit ansvar, er et umenneskeligt system

Christian Egander Skov

"Ved kløgtig tugt dannes ånden". Eller på latin: "Disciplina solerti fingitur ingenium," som der står på Metropolitanskolens gamle bygning i København.

Dette er sandheden. Vi står over for et reelt problem med drenge, der ikke kan følge med. Men det største svigt af vores drenge i den situation er, hvis vi nu lærer dem, at verden vil føje sig efter deres ladhed og manglende ambition. Det vil den ikke. Skuffelsen over at opdage det, vil slå mange ud.

"Når du får dårlige karakterer, Lukas, er det ikke fordi, at du ikke tager dig sammen. Det er fordi, at skolen er feminiseret." Dette er omtrent den ringeste hjælp, man kan give et menneske. Verden har ingen tålmodighed for umodenhed. Heldigvis lærer mange unge mænd det senere, men da står karaktergennemsnittet allerede i vejen for ambitionerne.

Et system, der ikke principielt fastholder den enkelte på sit ansvar, er et umenneskeligt system. Ved at fortælle den unge mand, at han er et offer, hjælper man ham kun til faktisk at blive det.

Intet er mere ynkeligt end den umodne drengemands uafrettede maskulinitet. Og få ting har større potentiale end den unge mand, hvis væsen er formet i samspil mellem hans natur og en ydre autoritets disciplinering. Det er det, vi kalder dannelse. Her er skolens opgave og mål.