Elev: Jeg nægter endnu en gang at sidde bagerst i klasselokalet og blive glemt

Politikerne skal huske børn og unge med læse- og skrivevanskeligheder, når de har planer om nye initiativer i folkeskolen, skriver Noah Christiansen Thilemann, der studerer på en treårig ordblinde-HF i Roskilde og er næstformand for Dysleksi Ungdom.

Politikerne skal tænke ordblinde med ind, hver gang de vil lave forandringer i folkeskolen, mener Noah Thilemann.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Noah Christiansen Thilemann

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg er ordblind og har aldrig færdiggjort min 9.klasses afgangsprøve. Da jeg gik i 8.klasse, læste jeg som et barn i 3. klasse og kunne ikke følge med i undervisningen. Mine forældre sendte mig derfor på ordblindeefterskole i 9.-10. klasse, for at jeg forhåbentlig kunne indhente noget af det tabte.

Tidligere børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) var meget stolt af have lavet én ordblindepakke hvert år som minister på området.

I mine øjne er der desværre ikke så meget at være stolt af. Mange danskere er af den opfattelse, at de vigtigste slag i den ordblinde elevs kamp er kæmpet, men det er forkert. Flere og flere ordblinde elever sakker stadig bagud i folkeskolen/uddannelsessystemet og når aldrig op i samme tempo som deres jævnaldrende klassekammerater.

Mine klassekammerater begyndte at vælge mig fra, når der skulle laves grupper.

Samtidig med at ordblinde elever sakker bagud, accelererer vores videnssamfund med stor hast, og det venter ikke på nogen. Selvom vores hjælpemidler er en vigtig brik for os ordblinde, er det ikke den ”magiske ven”, som nogle skoler gør det til ... Vores læse- og stave-vanskeligheder bliver ikke bedre, medmindre der bliver sat midler af til at implementere den nødvendige specialiserede faglighed i folkeskolerne/uddannelsessystemet.

A- og B-hold

Den manglende støtte til ordblinde elever er med til at skabe et A- og B-hold allerede i de små klasser. Dem, der har nemt ved at læse og stave, og dem, der ikke har.

A- og B-holdet oplevede jeg første gang i 7. klasse, hvor karaktererne kom ind billedet. Mine klassekammerater begyndte at vælge mig fra, når der skulle laves grupper. Begrundelsen var, at jeg ville sænke gruppens karaktergennemsnit, og at jeg ikke kunne bidrage med det samme stykke arbejde som resten af gruppen. De så mig som en byrde.

Det gav mig et negativt selvbillede og skabte en kæmpe tvivl om, hvad jeg egentlig kunne fagligt, og om jeg overhovedet kunne blive til noget videre i samfundet.

Læs også

Elev: Vi spilder tiden på erhvervsskolerne

Debat

Skolen løfter ikke sin opgave

Folkeskolen løfter ikke den opgave, der ellers burde være den absolut vigtigste, nemlig at lære børn at læse, skrive, og regne. Når hver sjette elev i dag går ud af folkeskolen uden de helt basale færdigheder for at kunne begå sig i livet, har vi et grundlæggende problem i vores velfærdssamfund.

Det mener jeg, at alle partier i Folketinget burde tænke over i alt, hvad de laver af lovgivning på børne- og undervisningsområdet.

Mit budskab til regeringen er derfor, at de skal huske at tænke de ordblinde børn og unge ind i deres nye planer om folkeskolen.

Sæt tidligt ind

Politikerne bør ikke blot fokusere på at gøre folkeskolen mere praktisk og anvendelsesorienteret, som Mattias Tesfaye (S) lægger op til, men også sikre tiltag for at imødekomme børn og unge med læse- og skrivevanskeligheder.

Som for eksempel at sikre, at alle børn, der lander i risikogruppen for ordblindhed efter risikotesten, skal have krav på en ordblindetest, og at alle skoler har en uddannet ordblindelærer på skolen, der kan vejlede og hjælpe andre lærere med at undervise elever med særlige behov.

Jo ældre vi bliver, desto sværere bliver det for os ordblinde at indhente de grundlæggende læse-, skrive- og stavefærdigheder.

Hvis man fra politisk hold rent faktisk ønsker, at de 12 procent af eleverne i folkeskolen, der er testet positive for ordblindhed, også skal kunne følge med i undervisningen, kræver det vedvarende ordblindeundervisning gennem hele deres skoletid og uddannet personale, der kan håndtere dette.

Jo ældre vi bliver, desto sværere bliver det for os ordblinde at indhente de grundlæggende læse-, skrive- og stavefærdigheder, vi ikke fik med os, fra vi var små.

Regeringen skal huske at tænke den tidlige indsats ind i planerne for folkeskolen, så vi fremover laver politik på forkant i stedet for på bagkant, når det gælder ordblindeområdet.

Lige nu er jeg nemlig bekymret for, at regeringen er i gang med at gøre præcis det samme, som min lærer gjorde i folkeskolen: At overse de ordblinde.

Jeg nægter endnu en gang at sidde bagerst i klasselokalet og blive glemt.

Politik har aldrig været vigtigere