Folkeskolen bliver hot i efteråret: Der er stadig brug for en kulturkamp mod uddannelsessnobberiet

Vi har i sommer ført en tiltrængt debat om krisen i den politiske kultur. Radikales Sofie Carsten Nielsen fremhæver, at politik på Christiansborg er "gået i stykker"; statsminister Mette Frederiksen mener ligefrem, at vi er "afmægtige" over for samfundets strukturelle udfordringer, og at der er for lidt fokus på implementering – hvordan nye regler og reformer fungerer ude i virkeligheden.

I bogen 'Entreprenørstaten' sætter Sigge Winther problemet på formel. Næsten al opmærksomhed retter sig imod "fordøren": Debatter og politiske forslag, der siden fører til større eller mindre beslutninger. Hverken politikere, medier eller embedsapparat interesserer sig for alvor for "bagdøren" – hvordan det virker blandt medarbejdere, virksomheder etc.

Et godt eksempel er folkeskolen, der bliver ét af efterårets hotte politiske emner.

For både SF og Radikale er et løft af folkeskolen et hovedkrav til finansloven. Ifølge Mette Frederiksen er to af Danmarks store strukturelle problemer, at vi kommer til at mangle over hundrede tusinde faglærte, og at tusindvis af unge tabes på gulvet. 45.000 unge står hverken op til job eller uddannelse. Også dette handler om folkeskolen, der ifølge statsministeren er blevet for "teoretisk".

Hørt, men også hørt før. Det var faktisk to af de vigtigste drivkræfter bag folkeskolereformen, indtil Bjarne Corydons Finansministerium kædede reformen sammen med lærernes arbejdstid og gennemtrumfede en skæbnesvanger ændring af hele projektet.

Lad mig tage læseren en lille tur tilbage til forarbejderne til folkeskolereformen, som jeg selv deltog i. En proces, der i høj grad handler om politiks "fordør" og "bagdør".

Jeg er ikke medlem af et politisk parti, men deltog i Socialdemokratiets Uddannelseskommission 2008-09, der foretog meget af idéudviklingen forud for folkeskolereformen. Den senere undervisningsminister Christine Antorini sad for bordenden, og Kommissionen samlede praktikere og forskere. I 2011 udsendte jeg bogen 'Uddannelse for de Mange', hvor Antorini havde et 25 sider langt efterord.

Forestillingen dengang var ikke en stor folkeskolereform, men en længere årrække med omfattende skoleforsøg, mindre lovændringer og tæt samarbejde med skoleverdenens praktikere.

Socialdemokratiets Uddannelseskommission blæste til kulturkamp mod "uddannelsessnobberi", hvor der sker en "akademisering på bekostning af det praktiske og anvendelsesorienterede".

I 'Uddannelse for de Mange' foreslog Christine Antorini et stort forsøgsprogram med 100 heldagsskoler med "de bedste rammer for virkelighedsnær undervisning". Bogen gjorde en del ud af ét af de vigtigste dokumenter i folkeskolens historie: Den Blå Betænkning, der i 1961 lagde grunden til den moderne skole ved et hav af anbefalinger til den daglige praksis. Christine Antorini foreslog en Blå Betænkning II.

Alligevel endte det i 2013 med en langt mere omfattende reform. Heldagsskolen blev fra dag ét rullet ud på alle 1300 folkeskoler. Samtidig vendte reformen op og ned på en masse andet. Statsminister Helle Thorning-Schmidt havde brug for et prestigeprojekt, hvortil kom, at Finansministeriet, ledet af Bjarne Corydon, brugte reformen som løftestang for et gammelt ønske: opgør med lærernes arbejdstid.

En stor og udgiftstung folkeskolereform leverede den perfekte legitimering, som tvang politikerne til at gennemføre lockouten og det efterfølgende indgreb i lærernes arbejdstid. De oprindelige idéer om kulturkamp, partnerskaber og gradvise forandringer passede slet og ret ikke ind i Finansministeriets strategi.

Manglen på faglærte er blot blevet mere akut, og den bliver ikke mindre af, at klimaomstillingen øger behovet for elektrikere, bygningshåndværkere, industriteknikere m.v.

Lars Olsen

Med andre ord: Oprindelig var forestillingerne nogle gradvise ændringer af folkeskolen med stor opmærksomhed på "bagdøren" – praksis og aktører ude i den vidtstrakte skoleverden. Men stærke kræfter på Slotsholmen flyttede fokus til "fordøren".

Det gav gode mediehistorier og en kortvarig gevinst i meningsmålingerne, men gik galt på den lange bane. Koblingen til indgrebet i lærernes arbejdstid lagde gift for implementeringen af reformen, hvortil kom, at den blev alt for stor; alt for meget skulle ændres på én gang.

I dag står vi så med de samme store udfordringer som for 10-15 år siden. Store grupper forlader stadig skolen uden helt nødvendige færdigheder, og alt for mange unge går den gymnasiale og akademiske vej. Manglen på faglærte er blot blevet mere akut, og den bliver ikke mindre af, at klimaomstillingen øger behovet for elektrikere, bygningshåndværkere, industriteknikere m.v.

Der er rundt i landet spændende initiativer under "åben skole" og "skolen i virkeligheden", hvor undervisningen sker tættere på praksis. Men alt for tit er det i kraft af lokale ildsjæle og tilfældige projekter. Som helhed har vi stadig en snævert gymnasieforberedende skole, der værdsætter kloge hoveder – ikke kloge hænder. Der er stadig brug for en kulturkamp mod uddannelsessnobberiet.

Måske skal der på sigt ske større reformer, men her og nu handler det i høj grad om "bagdøren" – undervisningsformer, skolekulturer, partnerskaber med lokale virksomheder, målrettede forsøg med mere praktisk undervisning.

Med krav om flere penge har Radikale og SF helt legitimt fokus på de store vælgergrupper blandt lærere og forældre. Set fra et samfundsperspektiv er der imidlertid især brug for at understøtte nye og mere praktiske undervisningsformer, og her kan ekstra penge være et godt smøremiddel.

Folkeskolen er igen blevet synlig i den politiske "fordør", men mange af de reelle ændringer sker gennem "bagdøren".