Debat

Kristendemokraterne: Selvstyrende folkeskoler er løsningen på tillidskrisen

DEBAT: Hvis vi skal løse folkeskolens krise, bør vi give ansvaret tilbage til skolerne selv. På den måde kan skolerne indrettes, så de passer bedst til lokalsamfundet, og lærerne og pædagogerne vil få frihed til at bruge deres faglighed, skriver Isabella Arendt.

Lærere og pædagoger i folkeskolen skal have en frihed, der matcher deres faglighed, så de får mulighed for at tænke anderledes end politikerne på Christiansborg, skriver Isabella Arendt.
Lærere og pædagoger i folkeskolen skal have en frihed, der matcher deres faglighed, så de får mulighed for at tænke anderledes end politikerne på Christiansborg, skriver Isabella Arendt.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Isabella Arendt
Landsformand, Kristendemokraterne

Der er krise i folkeskolen i Danmark, og det har der været længe. Lærerne kan ikke holde til presset, og mange forældre vælger at trække deres børn ud af folkeskolen.

Jeg har bestemt intet imod, at man vælger at sætte sine børn på en privat skole. Det vigtige er årsagen. Hvis man vælger folkeskolen fra, fordi den ikke er god nok, så er det et problem. Hvis man vælger private skoler til, fordi de har et andet værdigrundlag end folkeskolen, så er det helt fint.

Problemet er i dag, at alt for mange fravælger folkeskolen, mere end de tilvælger private skoler. Det skævvrider samfundet. Løsningen skal findes i at give folkeskolen samme frihed, som privatskolerne har.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Giv ansvaret tilbage til skolerne
Det er en myte, at fællesskabet går tabt, hvis skolerne ikke ensretter. Et fællesskab, hvor man skal være ens for at være med, er et meget fattigt fællesskab. Derfor er det et problem, når regeringen og andre opstiller en præmis om, at folkeskolen er mere “fællesskab”, end de private skoler er.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Folkeskolen er mere ensretning end de private skoler – men ensretning og fællesskab er ikke det samme. Tværtimod er et mangfoldigt fællesskab et stærkt fællesskab.

Ideen om selvstyrende folkeskoler er måske skræmmende for nogle, fordi der ikke længere er grænser for, hvad skolerne kan finde på. Men måske det er på tide, at vi tillader os at tænke mere frit. 

Isabella Arendt
Landsformand, Kristendemokraterne

Børn er ikke ens, lokalsamfund er ikke ens, og landsdele er ikke ens. Derfor er der et stort behov for, at skolerne får magten og ansvaret for deres skole tilbage. Det kan de få gennem selvstyrende folkeskoler. På den måde skal Christiansborg tage stilling til, hvad folkeskolen skal indeholde – hvilket vi allerede har mange og gode love for. Skolerne skal til gengæld have ansvar for, hvordan skoledagen ser ud på den enkelte skole.

Skolerne har brug for frihed
Hvis nu det var vores dygtige lærere og pædagoger, som bestemte skolernes hverdag, kunne det være, at faglighed og kreativitet kom i spil, frem for politikeres personlige mærkesager eller prestigeprojekter. Det kunne jo tænkes, at tusinder af lærere og pædagoger er klogere end én minister.

Ideen om selvstyrende folkeskoler er måske skræmmende for nogle, fordi der ikke længere er grænser for, hvad skolerne kan finde på. Men måske det er på tide, at vi tillader os at tænke mere frit. Det kunne jo være, at de gode ideer findes derude, men holdes nede af en rigid lovgivning? 

Skolerne har brug for frihed – ikke for at skabe konkurrence, men for at skabe mangfoldighed. Vi har brug for, at skolerne kan lave korte skoledage, hvis det er godt for dem. Eller lange skoledage, hvis man er skole i et lokalmiljø, hvor det er bedst for eleverne at holde dem væk fra gaden til sent på eftermiddagen. Nogle skoler vil måske have karakterer; andre vil evaluere børnene på en anden måde.

Politikerne kan lære af selvstyrende folkeskoler
Mange har talt meget om tillid, men ingen har indtil videre for alvor turdet handle på det. Tillid handler om at give slip og lægge ansvar fra sig. Lad mig give et banalt eksempel, som mange måske kender fra opdragelsen i hjemmet. Jeg skal hvert år være med til at pynte juletræet – min mors idé, ikke min. Alligevel har hun en hel del holdninger til, hvor julekuglerne skal sidde, og hvor mange lys, det er passende at have med. Min kreative frihed var forsvundet. Til sidst måtte jeg sige: “Enten pynter du træet selv, eller også lader du mig bestemme, hvor pynten skal hænge.” 

Læs også

Det er ret beset det samme med tillid i det offentlige. Hvis politikere skal vise tillid til vores offentligt ansatte – og det skal vi – så må vi også leve med, at de ikke altid gør, som vi tænker. Sådan er det med tillid. Tillid og ansvar hænger sammen. Med ansvar kommer også frihed – også frihed til at mene, gøre og tænke anderledes end politikerne.

Det er ikke et fællesskab i skolen, hvis det bruges til at ensrette børnene. Et godt fællesskab skal folde børnene ud, ikke rette dem ind.

Med selvstyrende folkeskoler vil lærere og pædagoger få en frihed, der matcher deres faglighed. Det er tiltrængt. Jeg har en stor tillid til vores lærere og pædagoger. De er dygtige, passionerede mennesker, som virkelig kan og vil skabe en god skolegang for vores børn og unge. Eneste udfordring er, at politikere blander sig i ting, de ikke har forstand på.

Så kunne det jo endda være, at politikerne kunne lære noget og se, at der faktisk findes gode ideer, som er udtænkt langt fra postnummer 1240.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Isabella Arendt

Senior public affairs rådgiver, Landbrug og Fødevarer, familiepolitisk rådgiver, Tænketanken Prospekt
BA i Statskundskab (Københavns Uni. 2017)

0:000:00