Kvinfo og DGS om seksuelle ranglister: Gamle kønsstereotyper fylder stadig på gymnasierne
Kønsstereotyper præger den daglige tale. Det kan være spørgsmål som, "er der nogle stærke drenge, der kan hjælpe?" eller, at man som pige bliver kaldt "luder", hvis man har haft sex med mere end én person, skriver Henriette Laursen og Madeleine Steenberg.
Henriette Laursen
Direktør, KvinfoMadeleine Steenberg Williams
Fhv. forkvinde, Danske Gymnasieelevers SammenslutningDanmark er midt i en valgkamp. Men uanset om vi efter valget får en rød eller blå undervisningsminister, opfordrer vi den ny minister til at tage kampen op mod en kønsstereotyp og seksualiserede kultur på vores gymnasier.
I september kom det frem, at fem drenge fra Munkensdam Gymnasium havde ranglistet pigerne i 1.g i fem kategorier – fra “toppen af poppen” til “vil hellere skære pikken af”.
Der skal være procedurer for håndtering af sager med grænseoverskridende adfærd på skolerne
Henriette Laursen og Madeleine Steenberg
Hhv. direktør, Kvinfo og forkvinde, Danske Gymnasielevers Sammenslutning
Selv om det lyder groft, er det ikke enkeltstående. Det viser en analyse, som Kvinfo har udført på baggrund af 1.565 elevprofiler fra blå bøger fra syv gymnasier rundt om i Danmark.
Ud fra de blå bøger kan vi se, at drenge i grove træk bliver fremstillet som karikaturer ud fra to yderpoler: Enten er de på vej til at blive direktør, eller så er de på vej i fængsel.
Når drengene klarer sig godt, fremstilles det som resultat af et godt hoved og flid. Dygtige piger beskrives derimod som perfektionister, der er besat af høje karakterer.
Drenge beskrives som naturlige eller fødte ledere, når de viser engagement og initiativ. Mens selvsamme egenskaber beskrives negativt for pigerne, som bliver fremstillet som selvudnævnte ledere.
Sex som velgørenhedsarbejde
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, oplever også, hvordan gamle kønsstereotyper stadig fylder på nutidens gymnasier.
Her præger kønsstereotyperne meget af den daglige tale. Det kan være alt fra spørgsmål som, “er der nogle stærke drenge, der kan hjælpe?” til, at man som pige bliver kaldt “luder”, hvis man har haft sex med mere end én person.
48 procent af gymnasieeleverne ved ikke, hvor de skal gå hen, hvis de oplever grænseoverskridende adfærd
Henriette Laursen og Madeleine Steenberg
Hhv. direktør, Kvinfo og forkvinde, Danske Gymnasielevers Sammenslutning
Piger må nemlig ikke have sex med for mange. Men piger må heller ikke have sex med for få. For så risikerer de spekulationer om, hvorvidt de er aseksuelle, viser Kvinfo's analyse af de blå bøger.
Drenge uden en lang liste af scoringer risikerer spekulationer om, hvorvidt de er homoseksuelle. Det er imidlertid ikke blot antallet, men også ’kvaliteten’ af sexpartnere, som spiller ind på omtalen i de blå bøger. Drenge kan således score ”opad” og “nedad”. Og når en dreng har sex med en pige, som anses for uattraktiv, er det i de blå bøger blevet fremstillet som ”velgørenhedsarbejde”, eller at han gør hende ”en tjeneste”.
I de blå bøger er der endda eksempler på, at gymnasieelever laver sjov med seksuelle trusler, seksuel vold og manglende samtykke før sex. Gode råd gives til drengene i en humoristisk tone; som for eksempel ”husk samtykke” eller ”hvis hun sover, er det et nej”.
Vil ændre kulturen
DGS ser de blå bøger som vigtige for gymnasieeleverne. Eleverne glæder sig til at skrive og modtage deres blå bøger, der er en samling af deres liv de sidste tre år, tegnet op ofte på en satirisk og mindeværdig måde.
Men ifølge DGS er der også elever, som bliver mødt af had, mobning, sexisme, racisme og andre former for krænkelser. Her er det et alvorligt problem, at 48 procent af gymnasieeleverne ikke ved, hvor de skal gå hen, hvis de oplever grænseoverskridende adfærd.
Både elever, lærere og gymnasieledelser vil gerne ændre på denne kultur. DGS ser en stigende interesse blandt gymnasieeleverne for obligatorisk seksualundervisning til at understøtte og hjælpe de unge med at lære om grænser, seksualitet og forståelse for, at det er okay ikke at være som alle andre.
De skoleledere, som Kvinfo har talt med, ønsker også at gøre op med grænseoverskridende adfærd og traditioner. Men de mangler værktøjer.
Brug for politisk prioritering og handling
At gøre noget reelt ved problemet, kræver både politisk prioritering efter folketingsvalget samt handling på gymnasierne. Derfor anbefaler Kvinfo og DGS:
Der skal være krav om samtykke- og alkoholpolitikker ude på skolerne. De skal udarbejdes i samarbejde mellem elever, lærere og ledelse.
Der skal være procedurer for håndtering af sager med grænseoverskridende adfærd på skolerne.
Der skal være fokus på seksuel chikane og forskelsbehandling på baggrund af køn i arbejdet med elevtrivsel.
Undervisningsmiljøloven skal ændres. Det skal fremgå klart, at ledelsen er forpligtet til at sikre et chikanefrit miljø, ligesom det gælder på arbejdspladser.
Der bør være uddannelses- og efteruddannelsesforløb for lærerne på ungdomsuddannelserne, så arbejdet med køn og kultur kan varetages bedst muligt.