Lektor: Det digitale ind som emne i alle fag? Nej, rektorer. Husk det almene gymnasiums almenhed og den åndelige rigdom

Da det her handler om noget voldsomt vigtigt – måden vi drager mennesker op på i uddannelsessystemet i Danmark – og fordi, vi er nødt til at huske det store billede, vil jeg tillade mig at indlede på de høje nagler:

Ikke længe efter, at Madvig i 1850 grundlagde 171 års dansk tradition for almendannelse og studieforberedelse som gymnasiets formål, ser Nietzsche i januar 1872 ud over det just forenede Tyskland og formulerer i foredragsrækken Om vore dannelsesanstalters fremtid en hård kritik af de dannelsesmæssige konsekvenser af et kortsigtet og nyttetænkende tysk uddannelsessystem.

Nietzsche står på skuldrene af 1800-tallets store dannelsesbevægelse – med teoretiserende repræsentanter som Humboldt, Schiller og Hegel – og dens idé om dannelse som Bildung, altså det anti-utilitaristiske ideal om dannelse af det hele, nuancerede og rige menneske til gavn for menneskeheden – ikke erhvervslivet, staten eller et bestemt samfundslag.

Dannelse som ledestjerne i det almene gymnasium
Uagtet at dannelse i Danmark siden da har været til både kristentroen, nationen og demokratiet, har studieforberedelse og dannelse af det hele, reflekterede menneske gennem det almene – det vil sige gennem alle fakulteters og videnskabsfags stofområder (idræt, musik, fysik, historie, matematik, engelsk, biologi og så videre) – været en ledestjerne for netop det almene gymnasium.

I sin kritik udpeger Nietzsche gymnasiet som uddannelsessystemets vigtigste dannelsesinstitution, og han spørger i sit femte foredrag, hvilket menneske gymnasiet bør give videre til universitetet og menneskeheden?

Hans svar er dette: det forundrede menneske med viden om det klogeste, menneskeheden har frembragt siden antikken – gymnasielærerens største opgave er at oplyse og anspore eleven til den vedvarende ”forundring, på hvilken alene en ædlere dannelse kan vokse”, skriver han.

Den brede og altundersøgende ånd
Som i Gymnasieloven (den vender jeg tilbage til) ser vi en sans for bredden, åndshistoriens dybder og de lange linjer. Nietzsche fortæller også en anekdote om sin egen gymnasietid, hvor han og nogle venner selv dannede en Forening for ånd og kritik. Her læser, skriver og diskuterer de.

Vi risikerer at udvande fagene, gøre deres vidensdybde lavere og spænde dem for en eksplicit (teknologi)dannelsesvogn, de ikke kan bevare sig selv og deres integritet i arbejdet for.

Jan Maintz
Gymnasielektor

Og i foreningen tager de en dag på en festlig tur til Rhinen, og bølgerne går højt: De er unge og kåde og drikker vin og synger og morer sig. På et tidspunkt går Nietzsche og en ven op i de afsides bjerge for at slå nogle timer ihjel, inden der er fest om aftenen.

Her møder de to voksne, der beder dem om at være stille og overveje, hvad dannelse er. Det ved den unge Friedrich og hans ven, cirka 17 år er de vel, imidlertid ikke en rygende fis om. 

Men da de efterfølgende sidder oppe på bjerget i stilheden og i aftensolens skær og ser udover landskabet under himmelen, slår det dem pludselig, at det ikke er det kortsigtede tyske gymnasium, de går på, der har dannet dem, men deres egen Forening for fri ånd og kritik. 

Her har de aldrig nogensinde tænkt på, hvad den frie, brede og altundersøgende ånd kan bruges til, eller hvad de skal være efter gymnasiet: ”Statens kun alt for hyppige udbytning af ungdomsårene havde været fuldstændig på afstand af vor dannelse”.

Unge skal forstå den digitale teknologi
Jeg er glad for, at Birgitte Vedersø og Hanne Leth Andersen i Altinget 12. februar forklarer, at det ikke er Danmarks evne til at konkurrere med andre lande, der begrunder det gennemgribende digitalt fokuserede gymnasium og samlede danske uddannelsessystem, de har blæst til kamp for.

Konkurrenceevne var ellers meget klart én af de begrundelser, de først lancerede, og som jeg forholdt mig skeptisk til i Altinget 4. februar. Men deres begrundelser er alene, må vi nu forstå, dannelse, sammenhængskraft og livsmuligheder for alle. Godt.

Og jeg er også enig med Vedersø og Andersen i, at forståelse af det digitale skal være en del af det almene gymnasium: De unge skal forstå demokratiet, sprog, økonomien, kroppen, antikken, naturen, litteraturhistorien og så videre, og de skal da også i nogen grad forstå den digitale teknologi. Så langt, så godt.

Men herfra må vi i mine øjne tænke os ufatteligt grundigt om og overveje nogle store spørgsmål længe, inden vi skrider til drastiske reformer og skaber et – med Vedersø og Andersens eget udtryk – ”gennemgribende” digitalt fokuseret gymnasium og uddannelsessystem i Danmark.

Det, vi bør spørge os selv om
Det er primært de her spørgsmål, vi må overveje: Hvordan vil et langt større fokus end i dag på digital teknologi i hele Danmarks uddannelsessystem og i alle fag i det almene gymnasium forme og danne fremtidens borgere? 

Hvis vi om 20 eller 40 år gør status – hvad vil vi så kunne se af videns- og dannelsesmæssige konsekvenser af et sådant delvist opbrud med det traditionelle indhold i alle fagene i det almene gymnasium?

Hvad er egentlig meningen med det almene gymnasium, og hvordan realiseres den mening bedst? Og hvad skaber bedst den styrke, selvstændighed, indrestyring, eksistentielle og sociale rodfæstethed og dannelse til kritiske og åndeligt rige mennesker og medborgere, som både Vedersø, Andersen og jeg drømmer om?

Her skilles vore veje. De vil have et langt mere digitaliseret og digitalt fokuseret alment gymnasium og uddannelsessystem i Danmark og have det digitale ind som emne i alle fag i det almene gymnasium. Det ønsker jeg ikke.

Dannelseskonsensus
Men lad mig med det samme slå fast, at vi ikke, som nogle gør det, må misforstå følgende i den her debat: Det her er ikke en diskussion for og imod dannelse. 

Vi er alle for dannelse, og forståelse af det digitale er ikke noget andet end dannelse, for dannelse kan i princippet ske igennem arbejde med alt stof – fotosyntese, futurisme, Facebook, finanspolitik og så videre – og dannelse er blandt andet at vide om og kunne forholde sig til sin omverden, og i den indgår det digitale.

Vedersø, Andersen og jeg er således enige om et formål (digital forståelse og dannelse) – men ikke om almendannelsens betingelser og vægtningen af undervisningsstof. Lad mig fastslå én ting mere, da man i den her debat kan blive fejlfremstillet hurtigere, end man kan nå at stave til s-t-r-å-m-a-n-d: Det her handler ikke om et kritisk syn på digital teknologi som sådan – det handler om, hvad der er bedst i undervisning.

Digitale undervisningsmidler er allerede massivt til stede
Her følger så nogle mere konkrete indvendinger imod Vedersø og Andersens vision. Og som altid må vi skelne mellem det digitale som 1) emne og som 2) undervisningsmiddel.

Det første kan man i princippet undervise i uden brug af alskens digitalt udstyr. Det sidste – computere, e-bøger i stedet for papirbøger, digitale ”læringsværktøjer”, smartboards, kahoots og så videre – er i Danmark allerede massivt til stede i stort set al undervisning fra gymnasiet og helt ned i folkeskolens mindste klasser.

Også selvom der ikke findes dokumentation for, at børn eksempelvis læser bedre på en skærm. Og selvom vi er kommet dertil, hvor gymnasieelever får julelys i øjnene, når man har en papirbog med til dem.

Ikke desto mindre ønsker gymnasierektor-foreningen også klasselokaler plastret til med endnu flere ”digitale redskaber, undervisningsmidler og arbejdsformer” i alle gymnasiets fag, som der står i deres nylige meget radikale ”Digitaliseringsstrategi”.

Åndsløs og managementgjort tænkning
Den drømmer om ”virtuelle læringsrum”, ”læringslaboratorier”, ”investeringer i Makerspaces”, ”digitale løsninger i alle fag”, at ”fag og prøver redefineres” i lyset af det digitale, ”design af computationelle løsninger”, ”Innovation og kreativitet skal relateres til digitale løsninger, både på proces- og produktplan”, ”brugen af data” til ”kvalitetssikring” skal ”øges”, gymnasielever skal rustes til at ”udvikle arbejdsmarkedet” og så videre. 

Det er, undskyld mig, en åndløs og managementgjort tænkning uden sans for det almene gymnasiums væsen, formål og åndshistoriske niveau. Og hvor er sansen for, at det digitales kommen imellem mennesker ikke sjældent er svangert med et fravær af åndelig nerve og intensitet.