Lektor: Kære rektorer, forstå venligst, at 30 års konkurrencestatstænkning er slut

Det sjove og triste ved Uddannelsesdanmark er, at de gamle poler i stedet for sammensmeltning på et højere niveau nu blot er vendt på hovedet:

Mens danske uddannelsespolitikere – der fra midten af 1990'erne til midt-2010'erne var reform-, BNP- og konkurrencestatsforhippede – nu er blevet dannelses-, mindre digitaliserings- og traditionel faglighedivrige, er nogle ledere i uddannelsesverdenen – der engang var dannelses- og traditionel faglighedivrige – blevet de reform-, BNP- og konkurrencestatsforhippede.

Med Stefan Hermanns ord kan man sige, at de pædagogisk-konservative og de politisk-administrative så at sige har byttet plads. Det er en slående udvikling.

I et indlæg i Altinget blæser to af Uddannelsesdanmarks magtfulde ledere, Hanne Leth Andersen (rektor og formand for Danske Universiteters uddannelsespolitiske udvalg) og Birgitte Vedersø (rektor og formand for Danmarks gymnasierektorer), således til kamp for, at endnu flere "digitale kompetencer" og teknologiforståelse skal ind i alle gymnasiets fag:

"Hvert eneste led i det danske uddannelsessystem skal for alvor op i gear", skriver de, og nok er der ord om kritisk tænkning, men vi skal kun få linjer ned i artiklen, før det også handler om "et arbejdsmarked i forandring" og "hvad betyder det for Danmark, at andre lande producerer kandidater med digitale kompetencer i langt højere grad, end vi gør? Kan Danmark nå at lukke hullet til udbrydergruppen og komme med i front?"

Hvilken metaforik. Danmarks uddannelsessystem er et cykelhold i konkurrence med andre landes cykelhold. Uddannelse er en sportskamp, der skal vindes.

Nu skal den sociale sammenhængskraft, klimaet, mindre ulighed, demokratiet og reelt oplevet livskvalitet sættes over globalisering, marked, forbrug og konkurrencestatstænkning.

Jan Maintz
Gymnasielektor

Det handler ikke om demokrati, eksistens eller (international) social sammenhængskraft. Og de glemmer, at gymnasiet allerede med reformen i 2016 blev overhældt med krav om "digitale kompetencer".

Et råb fra verden af i går
Rektorerne lever således i en verden, der er døende. De lever i den gamle nationernes økonomiske kamp – den kamp, som Bill Clinton symbolsk indledte med sin tiltrædelsestale i januar 1993:

"Det er en ny tid. Den kolde krig er ovre. Vi går nu over i nationernes konkurrence, hvor vi konkurrerer nation mod nation på vores evne til innovation og teknologisk udvikling".

Det var nyliberalismens tid: 40 år med en tyrkertro på det globaliserede markeds primat som en nødvendig logik, der skulle være styrende helt ind i samfundets børn (og som slog igennem i dansk uddannelsespolitik fra midten af 90'erne) – den æra, som i dag er døende.

Som folkelige oprør mod økonomiske og politiske eliter i Vesten har sat en stopper for. Som afgør parlamentsvalg. Alt det, som selv Joe Biden – en af det gamle regimes mænd – nu også har forstået. Og som der i for eksempel Danmarks parlament også er en klar erkendelse af. Ikke mindst Socialdemokratiets succes bygger på den erkendelse:

Nu skal den sociale sammenhængskraft, klimaet, mindre ulighed, demokratiet og reelt oplevet livskvalitet sættes over globalisering, marked, forbrug og konkurrencestatstænkning.

Men nogle rektorer befinder sig åbenbart stadig i nyliberalismens æra. De tror stadig på markedet og den internationale konkurrence som uddannelsessystemets moralske ramme. I modsætning til den politisk-administrative elite, der indtil for få år siden indtog den markedsforhippede position.