Debat: Rektorforeningens ekstreme digitaliserings-ambition vil ødelægge gymnasierne

REPLIK: Gymnasielektor Jan Maintz kritiserer Danske Gymnasiers "disruption og markedsgørelse af gymnasiet". Han kalder rektorforeningens manglende bevidsthed om det digitales negative konsekvenser for dybt bekymrende.

Af Jan Maintz
Gymnasielektor, skribent, forfatter

Det glæder mig, at gymnasierektor-foreningens formand, Birgitte Vedersø, sammen med otte rektorer fra foreningens ”Digitaliseringsudvalg” her i Altinget har svaret på min kritik af, at foreningen i et indlæg misforstår det almene gymnasiums formål.

Men først må jeg sige, at det ikke glæder mig, at de ni rektorer fejlfremstiller min kritik.

Jeg siger ikke, at ”digitale kompetencer” ikke er en del af gymnasiet. Selvfølgelig er de det (men de har slet ikke den status, rektorerne ønsker).

Jeg siger derimod, at gymnasierektor-foreningen misforstår gymnasiets formål, når den vil omdanne gymnasiet efter erhvervslivets behov og gøre disse behov til begrundelsen for en drastisk digitalisering af gymnasiet.

Men heldigvis lever vi et oplyst demokrati, hvis gymnasielov forstår, at det almene gymnasiums formål er faglig fordybelse, videreuddannelse, almendannelse og demokrati-duelighed – formålet er slet ikke at skabe studenter tilpasset erhvervslivet.

Nej, de skal have et åndeligt fundament at stå på, lære at tænke kritisk, socialt og etisk, og så skal de studere videre: jura, sprog, biologi, litteratur, økonomi, fysik, statskundskab osv. eller til lærer, sygeplejerske mv.

Erhvervslivet er ikke stx-gymnasiets formål.

Men jeg vil skam rigtig gerne debattere rektor-foreningens digitaliserings-ambition.

Og lad mig sige det ligeud: Skulle rektorerne lykkes med at få den realiseret, vil Danmark få et noget andet gymnasium – og et noget dårligere. Har man ikke læst rektorernes Digitaliseringsstrategi, bør man gøre det – men hav en styrkende drik ved hånden.

Lad mig i det følgende begrunde tre meget vigtige indvendinger mod rektorerne:

1) Deres ambition er ekstrem, 2) de tror fejlagtigt, at digitaliseringen er nødvendig, og 3) de er helt ude at trit med tidens bevidsthed om digitaliseringens bagsider.

Digital ekstremisme
Vi må skelne mellem det digitale som emne og som arbejdsredskab.

Selvfølgelig skal det digitale være et emne i undervisningen; de unge skal forstå det, ligesom de skal forstå klimaet, demokratiet, litteraturen osv. Og det digitale skal også være et arbejdsredskab i nogen grad – og det er det da så sandelig også.

Stort set al undervisning i gymnasiet i dag foregår med computere konstant, alskens digitale platforme og værktøjer, e-bøger, sågar mobiltelefoner af og til osv. – i Danmark, det nok mest digitaliseringsivrige land i verden, er fysiske bøger og computerfri undervisning truede arter.

Men problemet med rektorforeningen er, at den vil have, at alskens digitalt skal være meget mere styrende for gymnasiet og fagene.

Se her, hvad der bl.a. står i den nye strategi:

”Danske Gymnasier går forrest i udviklingen”, og kræver, at ”gymnasierne omfavner udviklingen”, og at ”fag og prøver redefineres, så den digitale dagsorden er integreret i undervisningen på tværs af alle fag”, og de vil ”gentænke fagene så konkrete digitale arbejdsformer og kompetencemål indarbejdes i fagbeskrivelser”.

Fagene skal simpelthen omdefineres (det blev de ellers også i den seneste gymnasiereform, hvor det digitale i dén grad kom ind).

Rektorforeningen ønsker videre, at ”undervisningen i alle fag i højere grad sker med anvendelse af teknologiske og digitale redskaber, men kan også ske ved investering i flere digitale makerspaces og læringslaboratorier, hvor eleverne er nysgerrige på at bruge digitale teknologier til at designe og udvikle computationelle løsninger” og ”digitale produkter”.

Det digitale som både emne og arbejdsform – men også som produkt – skal gennemsyre undervisningen.

Men hvad er der brug for – hvilke digitale kompetencer? Der er brug for kritiske tænkeevner – ikke for at male alskens teknologier udover klasseværelserne. Den virtuelle nødundervisning har vist, at både lærere og elever har nemt ved teknologien som redskab.

Og lad os så huske de to vigtigste betingelser for god undervisning: den fagligt engagerede lærer og den nærværende lærer, der ser den enkelte elev. Det menneskelige er vigtigst.

Teknologiske redskaber kan allerhøjst understøtte. Men de kan også nemt ødelægge.

Kløften mellem er og bør
Digitaliserings-dokumentet og rektorernes svar til mig er helt båret af følgende slutning: Fordi det digitale fylder mere i samfundet, bør det også fylde mere i gymnasiet.

Men som man lærer i gymnasiet helt ned i samfundsfag på c-niveau: Der er forskel på ”er” og ”bør”, og man kan ikke bare slutte fra ”er” til ”bør”.

Man kunne lige så godt hævde det stik modsatte af rektorerne: Samfundet digitaliseres helt ind i enhver livsverden, så gymnasiet skal være et uhildet oplysningsrum med begrænset digitalisering.

Pointen er, at spørgsmålet om den rigtige vej at gå alene er et værdimæssigt, politisk og etisk anliggende: Hvilken gymnasieskole ønsker vi? Hvilke mennesker vil vi skabe? Hvilket samfund?

Det er vores valg – normativ nødvendighed findes ikke. Man kunne lige så vel mene, at vi i en kompleks verden bør skærme eleverne mod tidens instrumentelle tænkning og mod den tendens til overfladiskhed, som det digitale – computeren, flakken rundt på digitale platforme, de sociale medier lige ved hånden osv. – ofte er svangert med.

Eleverne selv ønsker ofte, at vi lukker computerne og hiver de fysiske bøger op af kælderen; de længes efter ro og fordybelse og ved godt, hvor det ofte ikke findes: I den digitale verden, de halser rundt i 24-7.

Som Stefan Hermann skriver i sin bog Hvor står kampen om dannelsen? (2016):

En undervisning, hvor man er tættere på det digitales hurtige stimuli end i koncentration om det fælles anliggende, ”er ikke et værdifuldt lærested”.

Og som en elev så fint sagde på en konference om dannelse afholdt af Gymnasieskolernes Lærerforening og rektorforeningen 7.11.19:

Det er sværere at blive dannet bag en computerskærm, fordi dannelse bedst sker i et fællesskab i fordybelse og selvoverskridelse.

Men problemet er, at magtfulde mennesker i Danmark i årevis har skubbet på digitaliseringen: politikere, aktører med profitinteresser, skoleledere, lærebogsforlag, fx en digitaliserings-fremmende fond, der støtter netop de digitale ”makerspaces” og ”læringslaboratorier”, rektorerne nu drømmer om, i skolerne med mange millioner kroner, og hvis programchef, Agi Csonka, har siddet i tænketanken DEA’s bestyrelse med Birgitte Vedersø (DEA’s formål er at styrke erhvervslivets vækst gennem formning af uddannelse og forskning).

I USA fx har man slet ikke samme digitalisering. I Frankrig har man forbudt mobiletelefoner i skolen. Det er menneskers valg. Tag etikken tilbage – som en bog fra 2015 af Mikkel Wold, Peter Kemp m.fl. hedder.

Den pointerer, at Danmark inklusive centrum-venstrefløjen har været det mest konkurrencestats-ivrige land i Europa. Og forsømt at sætte åndelighed, livsværdier og samfundskvalitet over marked og instrumentalisme.

Ingen kritisk bevidsthed
Til sidst: Det, der måske undrer mig mest, er, hvordan rektorforeningen kan fremstå så ubevidst om de negative konsekvenser ved digitaliseringen.

Kender man slet ikke de kritiske studier, der flittigt er omtalt i medierne?

Om at det digitale skader de unges hjerner og ødelægger koncentrationen mv., om at læsning på skærm frem for papir reducerer læseforståelsen, om det analoges store fordele osv., ligesom en forsker har vist, at der ingen dokumentation er for, at det digitale øger læringen. Også vores undervisningsminister har nu sagt, at digitaliseringen skal rulles en del tilbage.

Alt i alt:

Kære Gymnasierektor-forening, jeres ekstreme digitaliserings-ambition er en ommer. Lad os få en langt mere balanceret, informeret og kritisk bevidst debat om det her vigtige emne.

Forrige artikel Gymnasie-aktører: Giv elever mulighed for at vende tilbage til skolerne Gymnasie-aktører: Giv elever mulighed for at vende tilbage til skolerne Næste artikel Akademikerne: Brug AUB-milliarder på at efteruddanne ledige Akademikerne: Brug AUB-milliarder på at efteruddanne ledige