Lisbeth Trinskjær: Ét særligt udsagn om FGU har blæst mig fuldstændig omkuld

For nylig deltog jeg i en konference arrangeret af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Programmet have FGU-skolerne som omdrejningspunkt, og mens jeg sad bænket sammen med mine uddannelseskolleger om klassiske konferenceborde med klassisk konferencekaffe, hørte jeg et udsagn, jeg ikke har kunne slippe siden. 

"Eleverne føler sig mødt både socialt og fagligt første gang i deres skoleforløb."

Ordene kom fra EVA-direktør Christina Barfoed-Høj, der holdt en præsentation om instituttets seneste konklusioner om FGU-skolerne. Herfra gik hun videre til at gennemgå de udfordringer, som FGU-uddannelsen fortsat mangler at finde løsninger på. Men min hjerne var frosset fast. Jeg kunne ikke slippe det, hun lige havde sagt.

"Første gang? Altså nogensinde? De unge er jo kun i starten af 20'erne!" hviskede jeg til mine kollegaer om det hvide bord. De nikkede. Og jeg var blown away. 

Hvordan er det muligt? Hvordan kan vi i et af verdens rigeste samfund have unge, der først bliver imødekommet socialt og fagligt, når de er blevet voksne? Og hvordan bliver den gruppe større og større? 

Hvordan kan så mange unge gå igennem det, vi tænker er verdens bedste grundskole, uden nogensinde at følt sig mødt fagligt og socialt? Og hvorfor er vi ikke dybt oprørte over det?

Lisbeth Trinskjær

FGU har kun eksisteret kort, og uddannelsen fik en hård start med vanskelige økonomiske præmisser og alt for få elever. Det har regeringen heldigvis taget det første vigtige skridt til at rette op på med dens finanslovsudspil i sidste uge. Men de elevudsagn, som vi blev præsenteret for EVA-konferencen, var ikke til at tage fejl af:

"Alt det, jeg lærte på FGU, ville jeg aldrig have lært i folkeskolen." "Lærerne på FGU giver os tid til at lære." "Jeg er blevet mobbet i ti år uden stop."

De udsagn er indiskutabelt nogle ufatteligt dårlige skudsmål til grundskolen. Det er hamrende alvorligt. Tænk, hvilke aftryk ti års uafbrudt mobning sætter i et menneske, som er i gang med at dannes. For disse unge er manglende mod på uddannelse ikke en irrationel frygt, der skal overvindes. De har en fuldkommen gennemlevet erfaring med ikke at blive mødt. Med at det er dem, der ikke slår til.

Jeg kan rent ud sagt ikke slippe ordene fra elevernes udsagn. Hvordan kan så mange unge gå igennem det, vi tænker er verdens bedste grundskole, uden nogensinde at følt sig mødt fagligt og socialt? Hvordan kan det på nogen måde ende som en grundkonklusion i evalueringen? Og hvorfor er vi ikke dybt oprørte over det?

Det er jo ikke en eller ti unge vi taler om. FGU havde 12.000 elever på landsplan i 2020, mens godt og vel 20 procent af en ungdomsårgang syv år efter undervisningspligtens ophør ikke har opnået studie- eller erhvervskompetencer. Det er unge, som er meget forskellige, og som skal mødes meget forskelligt både fagligt og socialt. Det lykkes vi altså ikke med i grundskolen, og vi er nødt til at tænke helt fundamentalt anderledes.