Martin Lidegaard: I årtier har vi prioriteret de ældre generationer højest. Nu skal vi investere i de unge

Spørgsmålet trænger sig på, fordi den nye uddannelsesaftale blot er ét eksempel på en mere strukturel tendens: I årtier har vi systematisk prioriteret hensynet til de voksende ældre generationer højest, når vi fordeler vores velfærd, mens vi groft har forsømt at investere nok i vores unge og deres fremtid.

Hvis vi voksne vælger at investere mere i de yngre og kommende generationer, skaber vi også et bedre liv for os selv

Martin Lidegaard
Politisk leder, Radikale Venstre

Det gælder de tidlige og forebyggende indsatser i daginstitutioner og skoler, det gælder deres ungdomsuddannelser og det gælder deres videregående uddannelser og forskning. Ligesom vi forsømmer den grønne omstilling, hvad de også kommer til at betale dyrt for. 

De nuværende generationer overfor de kommende
I min nye bog, ”Generationskontrakten,” sammenfatter jeg således alle tidens vilde problemer - klima, tabet af natur, stigende mistrivsel, presset på velfærden og den nye geopolitik - i en ny afgørende skillelinje i dansk politik: Hensynet til de nuværende generationer over for hensynet til de kommende generationer. Balancen mellem de økonomiske, menneskelige og naturmæssige ressourcer, som vi prioriterer til os selv, og dem vi investerer i vores børns liv og fremtid.

Det kan lyde som en modsætning mellem generationer. Det er det ikke. Hvis vi voksne vælger at investere mere i de yngre og kommende generationer, skaber vi også et bedre liv for os selv. Vi skaber mere luft i både velfærd og sundhed til alle, fordi flere børn og unge ville se frem til bedre liv med mindre behov for støtte og behandling.

Derfor er det ikke nok at flytte rundt på ressourcerne mellem de forskellige uddannelser og lade hunden æde sin egen hale. Vi skal løfte alle uddannelser i Danmark, fra ABC til ph.d.

For den triste sandhed er, at vi trods 70 års velfærdsstat ikke har været i stand til at få alle børn og unge med. Hele 20 procent af en årgang fuldfører stadig ikke anden uddannelse end folkeskolen, og cirka lige så mange vinder af samme grund ikke fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er en falliterklæring. For det danske velfærdssamfund, og ofte for det enkelte menneske selv.

Vi var verdensmestre i at bryde social arv
Det fortvivlende er, at vi udmærket ved, hvad der kan få flere med. Studie efter studie har påvist, at det er de tidlige og forebyggende indsatser i daginstitutioner og skoler, der kan gøre en forskel. Alligevel er det netop de helt tidlige indsatser, som de hårdt prøvede kommuner stadig er tvunget til at spare på. Det er stadig op mod hvert sjette barn, der forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne.

Tænk, hvis vi gjorde som i 60’erne, 70’erne og 80’erne, hvor vi var verdensmestre i at bryde den negative sociale arv, fordi vi netop satsede på de tidlige forbyggende indsatser

Martin Lidegaard
Politisk leder, Radikale Venstre

Samme mønster gør sig gældende inden for sundhedsområdet, hvor langt den største del af midlerne går til at lappe på skaderne, når de er sket. Kun tre procent af vores sundhedsudgifter går til tidlige og forebyggende indsatser.

Tænk, hvis vi gjorde som i 60’erne, 70’erne og 80’erne, hvor vi var verdensmestre i at bryde den negative sociale arv, fordi vi netop satsede på de tidlige forbyggende indsatser og på at have nok uddannede pædagoger og lærere til at løfte dem.

Vi burde ganske rigtigt investere langt mere i vores velfærdsuddannelser, men også langt mere i efteruddannelse af både pædagogmedhjælpere, pædagoger og lærere. Tænk, hvis vi investerede mere i både erhvervsskoler, den forberedende grunduddannelse (FGU) og i at få flere utilpassede unge med i Forsvaret og beredskabet. Vel at mærke uden at ødelægge universiteterne.

En ny generationskontrakt
Det burde være indlysende, hvor meget vi kan vinde ved at investere massivt i alle Danmarks uddannelser. Og dog frygter jeg, at det stik modsatte vil ske. SF og Liberal Alliance støttede også udflytningen af universitetspladser, og nu forlyder det, at regeringen vil skærpe adgangskravene til gymnasiet for at tvinge flere unge over i de faglige ungdomsuddannelser.

Igen risikerer vi at opnå det stik modsatte ved at skabe følelsen af et A-hold og et B-hold blandt de unge. Ligesom det vil forstærke betydningen af karakterer i folkeskolen og øge presset på de unge yderligere.

Jeg ved godt, at vil man for alvor løfte alle børn og uddannelser i Danmark, kalder det på en massiv investering. Det vil koster penge og medarbejdere, som vi ikke har i dag. Det er derfor, vi radikale kæmper for en ny generationskontrakt.

Vi vil kort fortalt bevare seniorpensionen, der er målrettet de nedslidte ældre, men til gengæld afskaffe efterlønnen og Arne-pension, så dem af os, der kan, arbejder på samme niveau som de ældre i Norge og Sverige. Så får vi råd til at prioritere vores børn og unge.

Vi vil kort fortalt bevare seniorpensionen, men til gengæld afskaffe efterlønnen og Arne-pension. Så får vi råd til at prioritere vores børn og unge

Martin Lidegaard
Politisk leder, Radikale Venstre

Vi kan ikke det hele. For mig er det usolidarisk, at de røde partier prioriterer at holde hånden under efterlønnen - hvor 88 procent af de ældre på ordningen selv angiver, at de ikke føler sig nedslidte -   frem for at give alle børn og unge den start på livet, som de – og vi – fortjener.

Løsningen er ikke at skære på uddannelse
Det nye grundsyn på børn og unge, som tidens nye uddannelsespolitik er udtryk for, er stærkt bekymrende. Indtil nu har vi ikke opfattet vores børn og unge som små tandhjul i samfundets store maskinrum, men som hele mennesker, der ud fra egne præmisser og drømme vælger deres fag og vej i livet. Fordi det sætter dem fri, giver dem de bedste liv og de største kompetencer – og dermed også de største muligheder for at bidrage til fællesskabet.

Derfor er det mig rent ud sagt også ubegribeligt, at partier som SF og Liberal Alliance lægger mandater til hele den ideologiske omkalfatring af det danske uddannelsessystem.

Konklusionen burde efterhånden stå tindrende klar: Unge kan ikke tvinges til en uddannelse, som de ikke ønsker. Løsningen er ikke at skære på uddannelse og forskning, men tværtimod at investere mere i uddannelser til alle vores børn og unge og dermed bygge bro til den fælles fremtid, der også er vores.

Vi kan faktisk give et bedre Danmark videre.