Musiker: Tre nye fag kan udvikle folkeskolen

Af Asger Bondo
Musiker

Der blæser politiske vinde, der vil favorisere nyttevirkningen af det, der bliver puttet i skolebørnenes hoveder. Nytte for børnene selv eller for samfundet? Et enkelt fremmedsprog (you know), kemi, fysik og samfundslære - og så ud og fyr op under samfundskedlerne, skab fart og fremgang, og tjen flere penge end din nabo. Gør motorvejene bredere, sæt mere fut i togene, og få dit firma på børsen. Vi fornemmer nogle bestemte forventninger fra den "blå" regering.

Kan vi i højere grad satse på at "skabe" nogle tillidsfulde unge mennesker, der kender sig selv og deres rødder og holder af den egn og det land, hvor de er vokset op?

Frejdigt foreslår jeg indførelse af tre "nye" fag i folkeskolen, fag, der - måske under andre overskrifter og hånd i hånd med gængse fag - bør følge eleverne op gennem alle klassetrin:

Vi forventer jo generelt, at børn og unge kommer til at beherske mindst ét fremmedsprog, og i den sammenhæng er det deprimerende, at alt for mange unge tror, at det er nok at kunne engelsk.

Asger Bondo
Musiker

Folkedans (sanglege), dialekt (den lokale) og sejlads (bådebygning, navigation med mere).

Man kan med en rask lille kortslutning nemt bedømme mig til at være en tilbageskuende romantiker. Men læs nu blot videre:

Syntesen af musik og bevægelse (sang og bevægelse), og virkningen af, at det enkelte individ giver hånd til og får øjenkontakt med alle i sin nære omgangskreds, giver håb om større åbenhed, selvtillid og accept. 

Asger Bondo
Musiker

Folkedans: Syntese af musik og bevægelse
De fleste danskere har på et tidspunkt stiftet bekendtskab med sanglege, fællesdans eller kædedans under en eller anden form. I skolegården var det især pigerne, der holdt liv i en ældgammel tradition. Af og til blev vi drenge trukket med ind i kredsen med fare for at blive kaldt tøsedrenge.

Vi må indrømme, at pigerne altid har vist sig som det mest sociale køn. Andre har først stiftet bekendtskab med den mere højtidelige selskabsdans i form af Les Lanciers, noget der for mange vandkæmmede ungersvende blot var et ritual, der skulle overstås.

Syntesen af musik og bevægelse (sang og bevægelse), og virkningen af, at det enkelte individ giver hånd til og får øjenkontakt med alle i sin nære omgangskreds, giver håb om større åbenhed, selvtillid og accept. Hvis dette "fag" får sin naturlige plads i samarbejdet mellem musiklærere og gymnastiklærere på ugentlig basis igennem hele skoleforløbet, kan jeg ikke se, hvordan mobning skal kunne stikke sit væmmelige fjæs frem. Noder og indspillet musik, dansebeskrivelser til danse i alle sværhedsgrader er der masser af. Og det er stadigvæk muligt at finde dygtige instruktører.

Dialekt: Bevidsthed om elevernes tosprogethed
"Dialekt"! Så tænker du straks på Peter Malberg og Christian Arhoff! De to skabehoveder har i hovedsagen kun gjort nar af den danske landbefolkning. Glem de dårlige film. Jeg hørte for nylig en hyggelig radioudsendelse med et antal folketingsmedlemmer fra hele Danmark, der, når de stod på talerstolen, talte rigsdansk, men når de kom hjem til Nordjylland, Sønderjylland eller Bornholm faldt tilbage til det sprog, de havde fået ind med modermælken. Og det fik lytteren så nogle herlige eksempler på.

Vort lille land rummer endnu en hel del markante dialekter. Men der er flere grunde til, at dialekterne er på vej ud:

1. Det er ikke fint at tale dialekt.
2. Man virker dum og udannet (selv om man som fynbo jo godt ka’ være u’dannet i et eller andet).
3. Der bliver ikke undervist i den lokale dialekt.
4. Folk gifter sig på kryds og tværs af landsdelene. Forældrene kan komme fra Fyn og Vendsyssel og slå sig ned i København, hvor børnene lærer et helt tredje sprog i børnehaven og skolen.

Kan man gøre noget ved det? Tjener det noget formål? Er det ligesom med flora og fauna, arterne forsvinder, og vi kan kun beklage udviklingen/afviklingen? Vi kan dog i det sproglige univers forsinke processen og måske sikre visse markante "arter".

Først må man gøre op med, at det ikke er fint. Fra de allermindste klassetrin må dansklæreren tale positivt om den lokale dialekt, gerne selv beherske den, bibringe børnene en bevidsthed om deres tosprogethed, i hvert fald dem, der vitterligt har en dialekt med hjemmefra eller fra gaden. Sammen med læreren kan disse tosprogede børn være en slags hjælpelærere, så de "rigsdanske" børn kan få mundhulen lagt i de rigtige folder.

Der findes heldigvis mange lydoptagelser af dialekter, og det må være en spændende opgave at få børnene til at efterligne sprogtonen fra vore nærmeste forfædre og måske fastholde den i en vis udstrækning. Der er litteratur på mange af vore dialekter, blandt andet har Morten Korch skrevet "Fynsk Humør". Og i Sønderjylland er dialekten så stærkt forankret, at man bruger den i reklamer og på reklameskilte.

Vi forventer jo generelt, at børn og unge kommer til at beherske mindst ét fremmedsprog, og i den sammenhæng er det deprimerende, at alt for mange unge tror, at det er nok at kunne engelsk. Men hvor skal de få anden opfattelse, når tre fjerdedele af sangene på DR P4 og en endnu større andel af filmene i TV er på engelsk/amerikansk? Ikke kun dialekterne, men selve det danske sprog er på udsalg (sale)!

Sejlads: Fortrolighed med det våde element
Det tredje nye (gamle) fag har jeg kaldt "sejlads". Det er et fag, som kan ændre indhold og overskrift igennem et skoleforløb. Vore forfædres forudsætning for at overleve og agere i verden var deres evne til at beherske det våde element - godt hjulpet af vinden. De skandinaviske farvande adskilte ikke nordboerne. Tvært imod.

I vore dage er det en deprimerende lille del af danskerne, der ved, hvordan man færdes til søs, og de fleste politikere og erhvervsfolk ser kun vore farvande som forhindringer for menneskers og varers frie og uhæmmede fremkommelighed. Havet og vore andre vande bliver af sejl- og søsportsfolk fra hele verden bedømt som noget af det smukkeste og mest ideelle, ikke mindst på grund af klimaet. Set i det lys er det uomgængeligt, at de sidste skud på "vikingestammen", foruden svømning, lærer om sejlads, bådebygning og navigation. Lyder det voldsomt ambitiøst?

Intet dansk barn skal gennemgå et folkeskoleforløb uden at have lært at svømme. Men vi må gå meget videre i fortroligheden med det våde element. Intet skolebarn (m/k) må undvære kontakten med årer, ror og tovværk. Alle skal have chancen for at bygge et nok så simpelt modelskib i sløjdtimerne og opleve glæden ved at se det fungere.

Det skal være muligt for alle skoler at kunne give børnene oplevelser og erfaringer med kano, kajak og små sejljoller. En syvende klasse vil måske komme til at se det som en naturlig udfordring at købe en gammel sejlbåd, sætte den i stand, bruge den sammen og eventuelt sælge den, når skolen forlades.

Der er også mange gængse fag, som kan trække på samme "åre". Historie, fysik, matematik, geografi og - senest - edb vil kunne interagere med det fag, jeg i mangel af bedre kalder "sejlads".

I en tid, hvor alle taler om robotter og droner, og hvor vi få, der har et lystfartøj, blot venter på at skulle vige for en førerløs supertanker, i et land, hvor stærke kræfter har travlt med at bygge broer og kystnære vindmøller, kun for at skrue fart og forbrug i vejret, og uden smålig skelen til landskabelig skønhed og menneskelig trivsel, fremsætter jeg hermed nogle idéer til videre udvikling.