Rektor: Gymnasier er mere optagede af søgetal og omdømme end løfteevne

Af Lone Sandholdt
Rektor, Viby Gymnasium

Hvis der er en lære at drage af gymnasiernes statslige selveje, så er det, at økonomiske incitamenter virker. De virker så stærkt, at den opgave, mange rektorer troede, de var ansat til at varetage, er blevet til en anden.

Faktisk i en grad, så det er en overvejelse værd, om noget af det, selvejet får os til, egentlig er til gavn for eleverne.

Gymnasiernes selveje tvinger rektorerne til at have blikket stift rettet mod søgetallet og dermed skolens økonomi. Det har nogle alvorlige negative konsekvenser i forhold til den opgave, vi forventes at løfte.

Som ekspertgruppens dugfriske rapport dokumenterer, så vælger kommende elever ikke efter skolers kvalitet forstået som løfteevne. Når elever prioriterer mellem stx-skoler, handler det derimod ofte om skolernes omdømme.

Får omdømmet ridser i lakken, kigger den enkelte rektor derfor ind i færre indtægter.

Gymnasiernes selveje tvinger rektorerne til at have blikket stift rettet mod søgetallet og dermed skolens økonomi. Det har nogle alvorlige negative konsekvenser i forhold til den opgave, vi forventes at løfte.  

Lone Sandholdt
Rektor, Viby Gymnasium

Omdømme over fokus på problemer
Nogle af de problemer, der er naturlige at arbejde med, når man har med unge mennesker at gøre, kan vi af hensyn til omdømmet være tilbageholdende med at løse. Lad mig nævne nogle eksempler.

For små to år siden indførte vi på Viby Gymnasium røgfri skoletid. Jeg blev kontaktet af mange rektorer, der principielt var interesseret i at indføre noget lignende, men et af de første spørgsmål, jeg altid fik, var: Har du tænkt over, hvad det vil betyde for søgetallet?

Alle er med andre ord enige i, at kan vi forhindre unge i at begynde at ryge, vil det være godt på alle mulige måder, men sat på spidsen tvinger det nuværende system os til at lave en afvejning af elevernes sundhed i forhold til den økonomi, der er bestemt af antallet af ansøgere.

Sektoren holder sig tilbage
For nylig har vi set tilfælde, hvor rektorer har nægtet kendskab til brug af euforiserende stoffer på deres skoler, selvom konkrete elever i pressen har erkendt, at de er blevet straffet for sådanne forhold.

Hvorfor har vi ikke en kultur på vores skoler, hvor vi er åbne om de problemer, der måtte være af den art?

Svaret kunne igen være, at vi er mere optaget af vores skoles omdømme end i at få en diskussion i den brede offentlighed om disse alvorlige problemer. Vi lader os skræmme af udsigten til et dårligt omdømme og vigende søgetal.

På min egen skole har vi været i pressen i forhold til en uhensigtsmæssig adfærd, som nogle af vores elever har udvist. En adfærd, der kan være mange årsager til, og som har tråde ind i andre store dagsordener som integration og boligpolitik.

Problemet har eksisteret på flere skoler de sidste fem år. Hvorfor har vi i sektoren holdt os tilbage i forhold til at gøre opmærksom på denne udfordring? Det har vi, fordi den skole, der, frivilligt eller ej, åbner ballet i forhold til en beskrivelse af de konkrete problemstillinger, risikerer markante fald i søgetallet.

At tage en for holdet
For et par måneder siden dukker der en historie op i pressen om, at der ved et gymnasiums store årsfest danses lancier som altid, men af hensyn til smittefaren for fnat har eleverne handsker på.

Medfølelsen blandt rektorer er stor i forhold til den rektor, der må forklare, hvorfor det har været nødvendigt.