Debat

SMVdanmark: Manglen på faglærte kan koste vækst, velfærd og arbejdspladser

Manglen på faglærte kan i sidste ende koste vækst, velfærd og arbejdspladser i Danmark. Derfor haster det med at gøre noget ved manglen. Vi skal både gøre mere for at få fat i de unge, skabe en ny fortælling om erhvervsuddannelserne og fjerne bureaukratiske regler, skriver Kasper Munk Rasmussen.

Vi er nødt til at gøre mere for at få unge til at tage en erhvervsuddannelse. Derfor skal man ikke kunne gå ud af folkeskolen uden at have et rigtig godt kendskab til erhvervsuddannelserne, skriver Kasper Munk Rasmussen.
Vi er nødt til at gøre mere for at få unge til at tage en erhvervsuddannelse. Derfor skal man ikke kunne gå ud af folkeskolen uden at have et rigtig godt kendskab til erhvervsuddannelserne, skriver Kasper Munk Rasmussen.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Kasper Munk Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tidligere i april kunne vi på Altinget.dk læse, at der i 2020 er under 50.000 unge på 18-25 år, der har en erhvervsuddannelse. Det er dystre tal – særligt når prognoser viser, at 90.000 faglærte forlader arbejdsmarkedet frem mod 2030.

De seneste års mange velmente initiativer har altså ikke rykket nævneværdigt ved søgningen til erhvervsuddannelserne, der for de unges vedkommende stadig ligger nede omkring 20 procent.

Manglen på faglærte er kritisk af flere grunde. For bare at nævne nogle få, så vil vi med færre faglærte også få færre iværksættervirksomheder, da faglærte udgør en stor den af vores iværksættere her i landet. Vores erhvervsliv må i sidste ende sige nej til ordrer, hvilket særligt rammer de små og mellemstore virksomheder, som i særlig grad ansætter faglærte.

Og endeligt kan det forsinke den grønne omstilling, for mange af de grønne løsninger kræver faglærte hoveder og hænder. Det gælder eksempelvis, når man vælger at renovere en bygning frem for at bygge nyt med færdigstøbte betonelementer. I sidste ende koster det alt sammen vækst, velfærd og arbejdspladser i Danmark.

Vi skal gøre mere for at få fat i de unge

Derfor haster det med at løse problemet. Der findes ikke én løsning, men et godt første bud er sende det signal, at der ikke findes forkerte veje til en erhvervsuddannelse hverken for unge eller gamle.

Vi skal gøre det let at uddanne lærlinge ved at fjerne bureaukratiske regler og sikre, at virksomheder, som uddanner lærlinge, ikke er dårligere stillet end virksomheder, der ikke gør.  

Kasper Munk Rasmussen
Uddannelsesansvarlig, SMVdanmark

Vi har brug for eleven direkte fra grundskolen, som allerede så småt er i lære i fars eller mors værksted. Vi har brug for ham eller hende, der i løbet af gymnasietiden har fundet passionen for at blive smed eller snedker. Vi har brug for anlægsgartneren med en eux-uddannelse, og både den ufaglærte med mange års erfaring og den 25-årige, der har brugt lidt længere tid på at finde den rette hylde.

Derudover er vi simpelthen nødt til at gøre mere for at få fat i de unge. Det betyder, at man ikke skal kunne gå ud af folkeskolen uden at have et rigtig godt kendskab til erhvervsuddannelserne – og gerne have prøvet kræfter med ét eller flere håndværk i løbet af skoletiden.

De praktiske fag er også en del af almen dannelse, og det kan sagtens integreres i en folkeskolevirkelighed. Heldigvis har mange skoler et godt samarbejde med deres lokale virksomheder, men vi er ikke i mål endnu.

Fjern bureaukratiske regler

Det kræver også, at vi får skabt en ny samlet fortælling om erhvervsuddannelserne. En fortælling om gode muligheder for hurtigt at tjene en fornuftig løn, om gode muligheder for at blive selvstændig, hvis man drømmer om dette, om stoltheden ved at kunne et håndværk, og om muligheden for at læse videre og bruge det, man har lært som faglært, i en anden sammenhæng. 

Endelig er det vigtigt, at der er lærepladser til de elever, der starter. De danske virksomheder ansætter årligt over 40.000 elever og tager dermed et stort uddannelsesansvar. Men der er behov for endnu flere lærepladser, hvis vi skal i mål.

Derfor skal vi gøre det let at uddanne lærlinge ved at fjerne bureaukratiske regler og sikre, at virksomheder, som uddanner lærlinge, ikke er dårligere stillet end virksomheder, der ikke gør.

Hvis vi skal finde inspiration, kan vi med fordel kigge til udlandet. Eksempelvis til Østrig, hvor over dobbelt så mange i forhold til Danmark ubetinget anbefaler en erhvervsuddannelse. Eller til Finland, hvor over 80 procent synes, at erhvervsuddannelserne har et godt omdømme mod 60 procent i Danmark.

Vi har prøvet at løse problemet med mangel på faglærte i årevis uden effekt. Hvis der skal ske noget, så kræver det, at vi nu tør prøve helt nye og mere ambitiøse tiltag – også selv om det udfordrer de eksisterende systemer og de hellige køer, der måtte være rundt omkring.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00