Tænketank: Folkeskolen har brug for hjertemassage

Af Jens Raahauge
Formand for Tænketanken SOPHIA

Forleden langede Premier League-klubben Southamptons manager, den tidligere forsvarsklippe i Barcelona, Ronald Koeman ud efter de unge fodboldspilleres mobilkultur. Tidligere havde man socialt samvær med kortspil og snak i pauserne; nu kaster alle sig over deres mobiltelefoner og Facebook- og Twitter-opdateringer. Efter Koemans opfattelse afspejler den adfærd sig i dårligere kommunikation mellem spillerne under kampene.

Det, der kan måles, kan omsættes i tal. Og både politikere og journalister er vilde med tal, fordi de kan bilde andre og sig selv ind, at de har noget eksakt at fortælle.

Jens Raahauge
Af Jens Raahauge Formand for Tænketanken SOPHIA

Noget lignende kan man i dag opleve på mange danske folkeskoler. Pausernes samtaler, uformelle og fællesskabende samvær er afløst af stilhed; ikke fordi lærerne har kastet sig over deres iPhones, men fordi de er blevet kastet ud i allehånde kældre og både og kroge for at forberede sig.

Målstyret læring overskygger alt 
I de seneste måneder har jeg besøgt ganske mange skoler, heriblandt skoler som jeg kender fra tidligere, og den ændrede adfærd er de fleste steder markant. Melodien er blevet væk! Det er i den forbindelse værd at nævne, at der på de par friskoler, jeg i samme periode har besøgt, har været en helt traditionel udnyttelse af pausen med snak, latter, diskussion, kaffe og hjemmebag – til begejstring for de folkeskolelærere, der er gået over.

Folkeskolens undervisningssyn er blevet instrumentaliseret gennem den tilgang, som er blevet opfundet i Ministeriet for Børn og Undervisning: målstyret læring. 

Begrebet bygger på, at kun det, der kan måles, forekommer relevant. Derved har man leveret et fundamentalt opgør med den danske skoletradition, der satte livsoplysning og dannelse side om side med færdigheder og kundskaber.

Politikere og journalister er vilde med tal
Nu er det det målbare i fagene og målingen af elevernes resultater, der tæller. Det skal nok føre til, at eleverne på papiret ”bliver bedre”, for når man alene måler det målbare, så er bedømmelsesgrundlaget særdeles meget smallere, end når man vurderer det faglige i et bredere lys, for eksempel ved også at inddrage betragtninger om bæredygtighed, verdensborgertænkning, etik og æstetik.

Det, der kan måles, kan omsættes i tal. Og både politikere og journalister er vilde med tal, fordi de kan bilde andre og sig selv ind, at de har noget eksakt at fortælle. Ikke mindst hvis der også er decimaler! Tænk blot på, hvor ophedet en debat, der lige nu er om, hvilket tal, der skal give adgang til forskellige ungdomsuddannelser.  

Karakterdannelse sker ikke ved konkurrence
Professor Per Schultz Jørgensen argumenterer overbevisende for, at det fremtiden kræver, er, at vi interesserer os for elevernes karakter snarere end for deres karakterer. Han har bestemt to pointer: 1) Vi har i dansk skoletradition ofte haft alt for lave forventninger til eleverne, og 2) karakterdannelse sker ikke ved hjælp af tal og konkurrence.  

Tallene har det med at skygge for indholdet. Professor Steen Hildebrandt kalder det i sin nye bog Astronautens blik for et lavpunkt i skoledebatten, når Karen Ellemann i sin tid som undervisningsordfører gjorde det til et kardinalpunkt, om eleverne skulle have 35 eller 37 ugentlige timer. Ikke et ord om de udfordringer omkring bæredygtighed, verdensborgerskab eller grænser for vækst, der burde være omdrejningspunktet, kun folketingssnak om en detalje, der burde løses lokalt: 35 eller 37! 

Den målbare tænkning er dominerende.

Men folkeskoleloven indeholder faktisk en særdeles værdifuld halvdel, som handler om skolens åbning mod samfundet, lokalområdet, kulturen og kunsten. Men den del står ikke hverken stærkt i den offentlige debat eller i de fleste skolers prioriteringer, for den skal ikke måles og sætter i karakterer som den faglige undervisning. Den giver ikke point i ranglisterne! Tallene og det målbare trækker i bevidstheden!

Skoler skal formulere deres egne mål 
I bogen Astronautens blik opfordrer professor Steen Hildebrandt til, at skolerne skyndsomst får formuleret egne formål for deres arbejde, så man undgår at blive en del af et system, der ikke har nogen fremtid for sig, og som ikke forbereder eleverne på fremtidens udfordringer. En af fremgangsmåderne kan ledelserne læse om i den bog, som Hildebrandt også har bidraget til, Lær af de gyldne øjeblikke.  Her bygger ledelserne på en massiv medarbejderinddragelse i formuleringen af meningen med skolen.

Og netop meningen er et centralt begreb at genfinde, hvis folkeskolen skal komme frem til melodien, der blev væk.

Hjertemassage til en åndsfattig skole
Reformen må gentænkes, så undervisningens grundlag igen udspringer af balancen i skolens formålsparagraf: dannelse, bæredygtighed, verdensborgerskab og demokratiske værdier må gengives samme vægt som den faglige undervisning; måske kan det efterhånden kun lykkes ved at afskaffe karaktererne, så man ikke bare tæller, men kun tæller det, der tæller.

Vi må blive bedre i den danske skole til at stille krav til hinanden og til at tage ansvar. Men for at dette ikke blot skal blive en ydre øvelse, må vi have holdspillet tilbage, så hver skole er befolket af børn og voksne, der kender hinanden, fordi de taler sammen, arbejder sammen og beslutter sammen. 

Det kan lykkes at give hjertemassage til en åndsfattig skole. Bertel Haarder viste det fx med rehumaniseringen af danskfaget i 1984.