Anders Ladekarl: Vi hylder verdensmål, men lader millioner i stikken

Mennesker med behov for hjælp stiger
I de sidste ti år er antallet af mennesker med behov for humanitær hjælp kun steget.

Vi står over for et kæmpe gab mellem de midler, som vi har til rådighed, og de midler, som vi har behov for.

Det er ikke ligegyldighed eller manglende vilje fra verdenssamfundet. At få hjælp ud til de mest udsatte grupper er ofte sværere, dyrere og indebærer flere risici.

Derfor er der behov for, at både stater, donorer og humanitære organisationer har et systematisk fokus på at nå de mest udsatte.

Flere eksempler på folk i nød
Rapporten viser en række konkrete eksempler på de svage grupper, som ikke får den hjælp, som de desperat har brug for.

Et eksempel er udnyttelse af sårbare kvinder, som deporteres fra Saudi-Arabien.

Kvinderne bliver udsat for seksuelle overgreb, når de bliver smidt ud af Saudi-Arabien og lander i Etiopien uden penge eller ejendele. Det var der som udgangspunkt ingen, der tog sig af. Først da Røde Kors blev opmærksom på gruppen, fik de hjælp.

Et andet eksempel er fra Kenya, hvor en vedvarende tørke i 2017 førte til madunderskud og alvorlige sundhedsproblemer.

Trods en humanitær indsats fra verdenssamfundet fandt Røde Kors ud af, at nødhjælpen rent faktisk ikke nåede frem til ældre og handicappede borgere. Disse grupper var simpelthen ikke i stand til at nå frem til depoterne, og derfor blev indsatsen ændret.

Vi risikerer at lade folk i stikken
I Røde Kors har vi forpligtet os til altid at være til stede der, hvor der er mest brug for det.

Derfor er princippet, om "at ingen må lades i stikken", også det afgørende princip for vores arbejde med verdensmålene.

Det er en udfordring, at den humanitære hjælp ofte ikke kan ses direkte på de mange indikatorer, som verdensmålene måles på. Og måske derfor glemmer vi, at den er udgangspunkt for efterfølgende udvikling.

Hvis vi ikke får hjælpen frem til de mange millioner, som er ramt af krig, katastrofer eller anden humanitær krise, så kan vi ikke realisere verdensmålene.

Og hvad værre er: Vi lader dem i stikken, som har allermest brug for vores hjælp.
Min opfordring er derfor lidt færre skåltaler og lidt mere energi, som bliver brugt på at drøfte, hvordan vi rent faktisk når flere af de allersvageste.

Tre indsatsområder
Jeg vil gerne afslutte med at pege på tre områder, som vi skal debattere og handle på.

For det første bør donorer stille de rette krav. I nødhjælpsbranchen skal vi som alle andre vise, at vi giver værdi for pengene. Det er klart og kun rimeligt.

Men når vi definerer, hvad værdi er, skal princippet om ikke at lade nogen i stikken tages med i betragtning. For det er dyrere og mere risikabelt at nå de mest udsatte grupper.

For det andet bør vi have meget mere fokus på, hvordan vi støtter lokale humanitære aktører meget mere.

Stærke lokale aktører giver nemlig langt hurtigere og mere bæredygtig respons, når katastrofen indtræffer.

For det tredje skal vi fokusere langt mere på at opbygge robusthed i de lokalsamfund, som er i stor risiko for at blive ramt af katastrofer.

Det gælder ikke mindst med tanke på de klimaforandringer, som allerede har haft store konsekvenser for mange af klodens fattigste.   

Vi får formentlig aldrig midler og kapacitet til afhjælpe al menneskelig lidelse med nødhjælp.

Men hvis vi vil, kan vi sammen nå langt flere af dem, der har allermest brug for vores hjælp.

Det vil for mig gøre verdensmålene til en succes og bør derfor være et gennemgående og centralt tema i en kommende udviklingspolitisk valgdebat.