Debat

DI: Investeringer i Afrika syd for Sahara er besværet værd

DEBAT: Donorer og udviklingslande skal sætte turbo på bekæmpelsen af korruption, bureaukrati og barrierer for erhvervsudvikling. Så følger investeringerne med, skriver Thomas Bustrup fra DI.

<b>POTENTIALE</b>: I lande som Ghana ser DI's Thomas Bustrup forretningsmuligheder.&nbsp;Dronning Margrethe besøgte Ghanas største containerhavn, der er 37 procent Maersk-ejet, i november 2017.
POTENTIALE: I lande som Ghana ser DI's Thomas Bustrup forretningsmuligheder. Dronning Margrethe besøgte Ghanas største containerhavn, der er 37 procent Maersk-ejet, i november 2017.Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Bustrup
COO, Dansk Industri

Som en af the fit five ligger Danmark lunt i svinget på vejen til at nå verdensmålene inden 2030.

Men andre lande er langt fra. Det gælder særligt udviklingslandene, heraf mange af de afrikanske lande.

Det kræver store investeringer at få sat gang i deres udvikling. Faktisk vurderer FN, at der er et investeringshul i billionklassen i udviklingslandene, hvis de skal nå verdensmålene.

Fakta
Bidrag til debatten på Altinget. Skriv til [email protected].

Luk investeringshullet
Hvad skal der så til for at få flere investeringer i udviklingslande?

Det korte (men kedelige) svar er: et bedre investeringsklima. Udviklingslande og donorer skal simpelthen sætte turbo på bekæmpelsen af korruption, bureaukrati og barrierer for erhvervsudvikling. Så skal investeringerne nok komme.

Vi kunne se, at der var forretningsmuligheder, som ikke blev samlet op, fordi risikoen i manges øjne så langt større ud, end den reelt var.

Thomas Bustrup
COO, Dansk Industri

Når jeg kigger mig omkring i landskabet, så er der en del penge til rådighed til investeringer i udviklingslande. Flere analyser viser, at appetitten på at investere i udviklingslande er større end udbuddet af projekter. Det er helt i tråd med vores egne erfaringer.

Tilbage i 2008 var der ikke noget, der hed verdensmål endnu. Men der var mange andre gode grunde til at engagere sig i udviklingslande. Det gjorde DI sammen med danske virksomheder og lokale erhvervsorganisationer.

Jeg rejste selv mange gange frem og tilbage mellem København og Nairobi, Accra, Cape Town, Hanoi og andre spændende steder. Det samme gjorde en række medarbejdere i DI.

Det, vi dengang så og oplevede sammen med danske og lokale partnere, var et kæmpe potentiale. Et potentiale, der ikke blev fuldt udnyttet, fordi de fleste forbandt udviklingslandene – særligt de afrikanske – med sult, nød, pirater og krig. Det gjaldt både investorer fra Danmark og resten af verden.

Fremsynede investeringer skal samles op
Vi kunne simpelthen se, at der var forretningsmuligheder, som ikke blev samlet op, fordi risikoen i manges øjne så langt større ud, end den reelt var.

Vi besluttede derfor sammen med Industriens Fond at sætte et par af vores bedste folk til at se på, om vi kunne samle en gruppe investorer med det formål at investere kommercielt i projekter inden for vedvarende energi i Afrika syd for Sahara. Heldigvis var der nogle fremsynede investorer, der turde tage springet sammen med os.

I dag har Frontier Energy, som fonden kalder sig, investeret for omtrent 500 millioner kroner inden for sol, vind og vand primært i Østafrika, og de har mere end 1 milliard kroner under management.

DI er ikke længere aktivt engageret i Frontier Energy, men vi har taget nogle værdifulde erfaringer med derfra:

  • Der er forretningsmuligheder i udviklingslandene.
  • Det er svært, tidskrævende og frustrerende at udvikle projekter og investere i Afrika syd for Sahara.
  • Det er alt besværet værd.

Mens vi venter på et bedre investeringsklima i udviklingslandene er vores opskrift på, hvordan vi kommer videre med den næste generation af bæredygtige investeringer, simpel: Vi skal smøge ærmerne op og komme i gang.

Derfor har vi sammen med Industriens Fond sat gang i projektet "Fra Filantropi til Forretning", der har til formål at skabe forretningsmæssige løsninger med afsæt i de 17 verdensmål.

Denne gang er der heldigvis også partnere, der deler vores vision og har lyst til at hoppe med på vognen. 21 virksomheder har tilsluttet sig. Der er store ambitioner hos alle parter, og der er fokus på handling. Vi glæder os til at skabe resultater sammen med dem.

Dokumentation

Debat om investeringer i verdensmål

Verdensmålene består af i alt 17 mål og 169 delmål, som sigter mod at løse klodens største problemer inden 2030.

I foråret debatterer vi på Altinget danske investeringer i verdensmål med fokus på mål 17 og delmål 17.5.

Mål 17: Partnerskaber for handling
Vi skal revitalisere det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og styrke midlerne til at nå målene.

Delmål 17.5: Invester i de mindst udviklede lande
Vi skal gennemføre tiltag, der fremmer investeringer i de mindst udviklede lande.

Kilde: Verdens Bedste Nyheder


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Bustrup

Viceadm. direktør, DI, bestyrelsesmedlem, State of Green, Verdens Bedste Nyheder og Investeringsfonden for Udviklingslande
cand.polit. (Københavns Uni. 1996)

0:000:00