Vagthund efterlyser kontrol: Hvem skal holde øje med investorerne?

Af Jesper Nymark
Direktør og Executive Editor, Danwatch

Det er politisk besluttet, at det danske erhvervsliv i de kommende år skal fylde mere i den samlede danske udviklingspolitik, og at investeringer via offentlige og private partnerskaber i udviklingslande er vejen til mere og bedre udvikling.

Det kan der være mange gode grunde til. Virksomheder kan være en vigtig vej til vækst og udvikling ─ men de kan også repræsentere det modsatte.

For partnerskaber og økonomisk engagement fra virksomheder og investorer er ikke nok, hvis det ikke sker i tråd med internationale konventioner, nationale love og socialt ansvar.

Pointen er, at problemerne jo ikke blot forsvinder, fordi vi lukker øjnene for dem.

Jesper Nymark
Direktør, Danwatch

Kontroltab med bistandsmidler
Derfor er det også problematisk, at der ikke eksisterer et uafhængigt kontrolelement i den nye udviklingspolitiske tilgang. Et kontrolelement, der undersøger, om de fine hensigter rent faktisk stemmer overens med virkeligheden "on the ground".

Hertil er tillid og hensigter ikke nok. Og derfor er der behov for undersøgende journalistik om netop virksomheders adfærd og aktiviteter.

For ét er verdensmålene og hensigten om bæredygtig udvikling, der følger med dem, noget andet er den virkelighed, som vi ser i de udviklingslande og vækstøkonomier, hvor vi laver vores undersøgende journalistik.

Jesper Nymark
Direktør, Danwatch

For ét er verdensmålene og hensigten om bæredygtig udvikling, der følger med dem, noget andet er den virkelighed, som vi ser i de udviklingslande og vækstøkonomier, hvor vi laver vores undersøgende journalistik.

Siden 2007 har Danwatch som uafhængigt, prisvindende medie og researchcenter belyst og dokumenteret stater og virksomheders vilje og evne til at leve op til internationale konventioner, nationale love og egen CSR, herunder deres påvirkning af miljø og mennesker.

Ofte sker det i samarbejde med både danske og internationale medier og netværk som Politikens gravergruppe, DR, The Guardian, og European Investigative Collaboration (EIC).

Det har ført til afdækning af uetiske investeringer og aktiviteter i strid mod menneskerettigheder og internationale konventioner inden for blandt andet fødevarer, offentlige midler, pensionsinvesteringer, skattely, EU, shipping og miljø. Vores arbejde har medført bred offentlig debat, politiske samråd og ændringer hos nogle af verdens største virksomheder.

For det er nok ingen hemmelighed, at konsekvenserne af virksomheders krænkelser af menneskerettigheder og påvirkning af miljø er omfattende – og med et fortsat fokus på investeringer som vejen til vækst i udviklingslande, bliver det problem ikke mindre.

Danske virksomheder og investorer er i et internationalt perspektiv ikke de værste, når det kommer til ansvarlig virksomhedsadfærd. Men der er stadig lang vej til målet om, at private investeringer bidrager til ansvarlig vækst og bæredygtig udvikling i tråd med 2030-agendaen.

Ny tilgang efterlader et tomrum
Danwatch har, med gode resultater, udgjort et uafhængigt kontrolelement via journalistiske undersøgelser i det besværlige krydsfelt mellem udviklings-, udenrigs- og erhvervsjournalistik. Og det er blandt andet sket gennem Udenrigsministeriets tidligere CSR-puljer.

Men da CSR-puljerne ophører ved udgangen af 2018 og ikke står til at blive erstattet, efterlader det et tomrum på et stadig mere centralt område, der stort set ikke dækkes af andre.

Konkret vil det føre til betydeligt mindre afdækning af krænkelser af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og klimaskadelige aktiviteter. Og her vil det være blåøjet at tro, at partnerskaber og tillid er løsningen.

Vagthund i verden
Samtidig har Danwatchs undersøgende journalistik været et “vindue til virkeligheden” i udviklingslande og vækstøkonomier, der har gjort, at politikere, virksomheder, investorer og helt almindelige mennesker har kunnet træffe oplyste valg.

Uanset om det handler om investeringer og pension, eller om hvad vi spiser eller tager på af tøj, hvilket oftest er produceret langt fra Danmark og under forhold, ingen kan være tjent med.

Så når der nu fra politisk hold er afsat øremærkede penge på Finansloven til at formidle de positive historier om udvikling i verdens fattige lande, som er et fint formidlingsmæssigt formål, så burde der også ─ for realismens og balancens skyld ─ være et politisk ansvar og ønske om ligeledes at sikre journalistisk afdækning af de problemer, der også er.

For pointen er, at problemerne jo ikke blot forsvinder, fordi vi lukker øjnene for dem. Og udvikling i samarbejde med erhvervsliv og verdensmål bør ske ansvarligt og tage udgangspunkt i virkeligheden.

Hertil er den uafhængige og kritiske journalistik uundværlig, da dens rolle netop er at dokumentere og afdække forhold, der ellers ikke ville komme frem i lyset.