Flygtningeorganisation: Unødvendigt, at politikere tager asylbørn som gidsler

DEBAT: Politikerne tager fejl i deres frygt og i deres antagelser om, hvordan asylansøgere tænker. Skal de få afviste børn, der sidder fast i udrejsecentrene, da ikke have en chance, spørger Michala Clante Bendixen.

Af Michala Clante Bendixen
Formand for Refugees Welcome, redaktør på REFUGEES.DK

Danske politikere er meget optagede af at udsende afviste asylansøgere.

Derfor har man oprettet to udrejsecentre, som er designet til at gøre livet så surt for folk, at de opgiver. Og de arbejder sågar på centre i andre lande.

Man har også besluttet sig for at ofre den lille gruppe børn, som er fanget i asylcentrenes limbo.

En række af de børn, som helt åbenlyst hører til her i landet, og som har det forfærdeligt på udrejsecenter Sjælsmark, har Politiken bragt portrætter af. Et stort flertal af politikere beklager, at det desværre er nødvendigt at ødelægge disse børns liv.

Politikerne siger, at hvis man gav disse familier lov at være her, kunne enhver bare få et barn, modarbejde sin sag og sætte sig ned og vente på at få ophold. Og så skal vi jo give ophold til tusindvis hvert år.

Jeg har tilbragt hundreder af timer gennem de seneste 11 år i selskab med netop disse mennesker og deres børn. Min vurdering er, at politikerne tager fejl i deres frygt og i deres antagelser om, hvordan asylansøgere tænker.

Desuden er der intet i tal og fakta gennem årene, som giver belæg for politikernes antagelser.

Kun en lille gruppe bliver i Danmark
Afviste asylansøgere skal forlade landet og er derfor i 'udrejseposition'.

1. maj var tallet 1.002. De fleste har fået afslag for nylig og kan godt udsendes, frivilligt eller med tvang, men papirarbejdet tager sin tid. Andre har en 'fastlåst' sag eller 'begrænsede udsendelsesmuligheder'. Det vil sige, at det ikke umiddelbart er muligt for dem at rejse eller at blive sendt ud med tvang. Og nogle få af dem har siddet fast i mange år – helt op til 20 år.

Gruppen indeholder også børn, som er født og opvokset i det danske asylsystem.

Årsagerne er mange, men som regel skyldes det, at identiteten ikke er fastlagt, og derfor nægter hjemlandet at tage imod personen, eller at personen er bange for at vende tilbage, og hjemlandet ikke vil tage imod borgere med tvang.

Tidsmønstret ser således ud, uanset skiftende regeringer og tiltag: Der er mange, der er her et til tre år efter afslag, men derefter tynder det ud.

Hvert år udrejser cirka 500 personer, enten frivilligt med politiets hjælp eller med en form for tvang. Desuden forsvinder et vist antal fra landet, rejser videre til andre lande på egen hånd eller går under jorden. Og endelig er der nogle, der alligevel ender med at få opholdstilladelse, enten fordi asylsagen genoptages, eller fordi de får ophold af andre grunde, for eksempel familiesammenføring eller humanitært ophold.

Der er altså et ret stort flow i udrejserne. Men en lille gruppe bliver siddende tilbage. Faktisk indeholder loven en paragraf, som burde give mange af dem midlertidigt ophold et år ad gangen som 'udsendelseshindrede', men den fortolkes så stramt, at den ikke har været i brug siden 2012.

For de 70 børn, som i dag bor på udrejsecenter Sjælsmark, er situationen for de 59 af dem 'fastlåst', og de kan se frem til endnu flere år i den udrejseposition, som de har befundet sig i det meste af deres barndom. 21 af dem er født i Danmark.

Jeg vil her tilbagevise en række påstande og antagelser.

Intet at tabe eller vende tilbage til
Mange tror, at hvis man presser de afviste hårdt nok, så opgiver de til sidst.

Siden starten af årtusindet har man forsøgt med madkasseordninger, hele familier i et rum, gentagne flytninger, fængsling og så videre. Det har aldrig hjulpet.

Disse mennesker frygter for deres liv, de har allerede oplevet helvede på jord, og de har intet at tabe eller vende tilbage til. Resultatet er mental sygdom og totalt tab af menneskelige ressourcer, og opretholdelsen af pressions-systemet koster mange gange mere end at give opholdstilladelser.

Status efter to år med udrejsecentret Kærshovedgård (for enlige uden børn) var i marts således: Der bor 200 mennesker, men der burde være dobbelt så mange. De øvrige er aldrig dukket op eller har forladt centret, mange er rejst tilbage til Tyskland og er således i cirkulation i det europæiske asylsystem eller gået under jorden. En tvivlsom succes.

De tiltag, som har haft den største effekt, er positive incitamenter såsom økonomisk støtte ved hjemrejse og hjælp med repatriering i hjemlandet. Dette bør udbygges meget mere.

Asylansøgere handler ikke køligt strategisk
En anden fordom er, at hvis man giver ophold på grund af ventetiden, vil det kunne udnyttes.

Det er teoretisk set rigtigt, hvis man kommer fra nogle særlige lande, eller hvis man lige fra ankomsten lyver om sin identitet. Men i praksis har jeg meget svært ved at forestille mig det med mit kendskab til asylansøgeres måde at agere og tænke på.

Næsten alle asylansøgere i Danmark kommer fra lande med krig, borgerkrig, forfølgelse af mindretal, diktatur eller mafialignende styrer.

Deres fokus er at komme i sikkerhed, og de mener selv, de har gode grunde til at få asyl, og føler sig udsat for stor risiko, uanset hvordan de danske myndigheder vurderer sagen. Når nogle lyver om dele af deres historie, skyldes det ofte, at smuglere eller landsmænd har fortalt dem, at det er mere sikkert at sige sådan, men så klapper fælden, og de bliver stemplet som utroværdige.

Asylansøgere er bange og usikre, og de har allerede mistet alt. De kan kun overskue ét skridt ad gangen på deres vej ind i det ukendte.

Når de ankommer og søger om asyl, er de lettede efter en hård og farlig rejse, og de tror på, at de vil få asyl. De forbereder sig altså slet ikke på et afslag. Ofte er de endt i Danmark mod deres vilje, på vej til Sverige eller Norge, og ved ikke andet om landet end rygter og løsrevne informationer.

De handler således ikke ud fra nogle kølige, strategiske betragtninger.

Størstedelen af de afviste havner ikke i en fastlåst situation. De vælger enten selv at rejse hjem eller rejse videre, eller de kan sendes ud med tvang.

At give ophold til de få børnefamilier og måske endda nogle af de voksne, som ender med at sidde fast i systemet i årevis, vil ikke ændre noget, og det vil ikke indgå i overvejelserne hos de nyankomne, for de tænker slet ikke så langt.

Sverige har siden 2007 haft en paragraf, som giver kortvarigt ophold til afviste med udsendelseshindringer, og den anvendes til cirka 500 personer om året.

Flygter for at redde deres børn
Ofte hører vi også påstanden, at asylansøgerne udnytter deres børn til at få asyl.

Det er dybt forkasteligt at antage, at andre mennesker ikke elsker deres børn lige så meget, som man selv gør.

Tværtimod er mange flygtet netop for at redde deres børn og sikre dem en bedre fremtid. De henslæber selv en indholdsløs tilværelse uden ret til arbejde eller undervisning, men glæder sig over, at deres børn trods alt går i skole, har fritidsaktiviteter og får mad hver dag.

Mange har sagt til mig gennem årene: Hvis det ikke var for mine børn, havde jeg begået selvmord eller var rejst videre for længe siden.

Forældre prøver at handle ud fra deres børns bedste, og hvis de skal anse opholdet i Danmark som værre end at vende hjem efter mange år til ingenting i Afghanistan eller Congo, skal man nærmest udsætte børnene for tortur.

Tværtimod vil jeg påstå, at de danske politikere bruger disse børn som gidsler, for at skræmme andre væk. Det er kynisk. Og det er faktisk ikke nødvendigt.

Forrige artikel Evalueringsekspert: Uetisk ikke at evaluere ulandsbistandens effekter Evalueringsekspert: Uetisk ikke at evaluere ulandsbistandens effekter Næste artikel Civilsamfunds-organisations bedste råd: Udvikling handler om mennesker, så spørg dem Civilsamfunds-organisations bedste råd: Udvikling handler om mennesker, så spørg dem
Holstein: Johanne Schmidt-Nielsen kan blive et hit for Red Barnet

Holstein: Johanne Schmidt-Nielsen kan blive et hit for Red Barnet

SCENESKIFT: Johanne Schmidt-Nielsen er en super kommunikator og kan blive et hit for Red Barnet, vurderer Altingets politiske kommentator. Men hun skal skrue ned for den venstreorienterede retorik, hvis ikke organisationen skal sættes uden for indflydelse, lyder det.