Ny udviklingspolitik udfordrer NGO'erne

Af Uffe Torm
NGO-konsulent

De danske NGO'er, der støtter udviklingsarbejde i de fattige lande, står overfor voksende udfordringer i de kommende år. Det fremgår af udkast til en ny dansk politik for støtten til udviklingen af det civile samfund i udviklingslandene gældende frem til 2020. Forslaget er sendt i offentlig høring frem til 19. marts.

Udfordres på legitimitet og effektivitet
Der stilles f.eks. større krav til både danske organisationer og deres partnerorganisationer i Syd om folkelig forankring og legitimitet. Desuden skal de danske organisationer i højere grad kunne dokumentere deres komparative fordele (f.eks. faglig ekspertise) og på overbevisende måde sandsynliggøre, at Danida og skatteborgerne får mere udvikling for pengene, hvis midlerne kanaliseres gennem private organisationer i Danmark til folkelige organisationer i Syd frem for direkte til organisationerne i Syd via ambassaderne og lokale donorstøttede fonde. Rapporteringskravene skærpes naturligvis i overensstemmelse hermed.

NGO'er skal endvidere i højere grad fremover overlade ansvaret for gennemførelsen af de støttede aktiviteter til de lokale partnere i Syd og træde yderligere et skridt tilbage. Det siges endvidere direkte, at flere midler til styrkelse af civilsamfundets rolle i udviklingslandene i øget omfang vil blive kanaliseret uden om de danske NGO'er via ambassaderne eller direkte til civilsamfundsfonde i Syd samt til internationale NGO'ers arbejde I Syd. Desuden vil Danida direkte støtte et øget Syd-Sydsamarbejde.

Der er ikke noget særligt overraskende (eller urimeligt) i ovenstående. De skærpede krav har ligget i kortene siden den seneste revision af civilsamfundsstøtten i 2008. Men er NGO'erne klædt på til at opfylde de nye krav - og måske samtidig få indskrænket deres aktivitetsområder (se herom senere)?

Næppe alle organisationer, der hidtil har modtaget statslig støtte til udviklingsaktiviteter i Syd, vil kunne leve op til de øgede krav. Handels- og udviklingsministeren forsikrer ganske vist i forordet, at Danmark fortsat vil støtte små og mellemstore NGO'ers udviklingsarbejde.

Hvis NGO'erne skal overleve, må de selv komme med overbevisende bud på deres fremtidige rolle og opstille de specifikke mål, som de gerne vil måles på i 2020.

Uffe Torm
NGO-konsulent

Men ovenstående udmeldinger vil alt andet lige betyde (hvis de skal tages alvorligt - og det skal de vel!), at den andel af udviklingsbistanden, der kanaliseres via danske NGO'er, vil falde i de kommende år og blive koncentreret om færre og især større NGO'er både hjemme og ude, sådan som det allerede er sket med støtten til nødhjælpsindsatser.

Stærke analyser, men svage anbefalinger
Udkastet til en ny civilsamfundspolitik skal roses for en, ganske vist kortfattet, men relevant analyse af de udfordringer, udviklingsarbejdet i de fattige lande aktuelt står overfor og nødvendigvis må forholde sig til.

For det første konstateres det, at nye uformelle og hurtigt opstående sociale bevægelser, som benytter sig af it-teknologien og de sociale internetmedier, i stadig højere grad formår at præge den samfundsmæssige og udviklingspolitiske dagsorden, end de traditionelle NGO'er er i stand til. Eksempler herpå er f.eks. "det arabiske forår" samt sidste års protestbevægelser i Brasilien og Tyrkiet og senest i Ukraine.

De unge under 30-35 år udgør befolkningsflertallet i mange udviklingslande. Og det er især de unge, som driver disse nye sociale og ofte spontane bevægelser, og som har opgivet de traditionelle og formelle organisationer og deres ofte stive, langsomme bureaukrati på grund af manglende resultater. De traditionelle NGO'ers rolle vil derfor blive mindre, hvis de ikke formår at tilpasse sig de nye tider præget af nye kommunikations-, mobiliserings- og aktionsformer.

For det andet påpeges det, at civilsamfundets råderum (dvs. frie aktivitetsmuligheder) begrænses i en række udviklingslande i disse år. Det skyldes bl.a., at magthaverne føler sig presset af de vestlige landes værdibaserede dagsorden med kommercielle undertoner om menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, demokrati, åbenhed i lovgivning og forvaltning af offentlige midler og god regeringsførelse samt liberalisme og frihandel.

Lokale NGO'er, der med økonomisk støtte udefra fremfører en sådan dagsorden, bliver i stigende grad mistænkeliggjort som "agenter for udenlandske interesser" og pålagt restriktioner eller direkte forbud mod at arbejde med politisk betonede emner eller modtage støtte hertil udefra.

For det tredje konstateres det, at betydningen af den offentlige udviklingsbistand fra de vestlige lande for udviklingslandene er mindsket betydeligt i de senere år. Det skyldes dels besparelser på de statslige udviklingsbudgetter, dels at finansielle overførsler både i form af private erhvervsinvesteringer og overførsler fra familiemedlemmer, som arbejder i Nordamerika, Europa og de arabiske golflande, nu langt overstiger den skrumpende offentlige udviklingsbistand. Dertil kommer nye aktører på bistandsmarkedet, især Kina og Indien, der ikke stiller værdimæssige krav som betingelse for udviklingsbistand og investeringer.

For det fjerde fremhæves den tidligere noget suspekte private sektors potentielt positive men hidtil undervurderede rolle i bestræbelserne på at skabe de nødvendige arbejdspladser og den deraf følgende økonomiske vækst i de fattige lande. Det er først og fremmest handel og investeringer og ikke udviklingsbistand alene, der kan skabe nye jobs og vækst, som kan finansiere sociale fremskridt i udviklingslandene, især hvis fokus er på grøn vækst, bæredygtig lokal produktion og fair handel.

For det femte understeges det, at den politiske og økonomiske magtbalance mellem Nord og Syd er ved at skifte til fordel for de frembusende vækstøkonomier i Syd - især Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. Det betyder, at udviklingslandene i Afrika og Sydøstasien nu har reelle alternativer til vestlig udviklingsbistand og derfor ikke længere behøver at underkaste sig en vestlig værdidagsorden. Ugandas reaktion på Vestens kritik af landets lovgivning mod homoseksualitet er et eksempel herpå, som bør vække til seriøs eftertanke.

Lavt ambitionsniveau for NGO-bistanden
Analysen følges desværre ikke op af konkrete forslag til strategier og handlingsplaner. Der er ingen konkrete bud på, hvordan civilsamfundene i Nord og Syd bør forholde sig til de ovennævnte udfordringer.

De få anbefalinger går på mere af det samme som i de sidste 10 år - støtte til kapacitetsopbygning af partnerne, fortalervirksomhed, netværksaktiviteter samt ukonkrete anbefalinger om støtte til nye, såkaldte innovative partnerskaber med f.eks. sociale bevægelser, private virksomheder samt lokale og traditionelle autoriteter samt øget deltagelse i internationale alliancer.

Det er dog uklart, hvad dette konkret vil betyde. Ambitionsniveauet er ikke højt. "Do no harm" er et af de nævnte principper for civilsamfundsstøtten!

NGO'ernes mulige direkte bidrag til fattigdomsbekæmpelse nævnes slet ikke og synes at være skåret helt væk i forhold til den nugældende politik, når der ses bort fra indsatser i skrøbelige stater, hvor myndighederne ikke fungerer. Målgruppen for de danske indsatser skal åbenbart ellers kun være aktører i civilsamfundet i Syd.

Derimod fremhæves den betydning danske NGO'er har for danskernes forståelse for og opbakning til den statslige udviklingsbistand. Men uden mulighed for et direkte folkeligt engagement i udviklingsarbejdet i de fattige lande vil den folkelige interesse for udviklingsbistand uden tvivl svinde ind.

Udkastet til ny civilsamfundspolitik for udviklingsstøtte får samlet ganske godt op på de aktuelle problemer. Men den får desværre ikke rigtigt forholdt sig til fremtidens udfordringer. Der mangler både realistiske handleplaner og klare målsætninger. Hvis NGO'erne skal overleve, må de derfor nu selv komme med overbevisende bud på deres fremtidige rolle og opstille de specifikke mål, som de gerne vil måles på i 2020.