Formand for landets velfærdschefer: Her er tre bud på en styrket præhospital indsats

Det med ambulancer og indlæggelser har traditionelt været et område for det regionale sundhedsvæsen. Men kommunerne kan sagtens spille en langt større rolle, hvis presset på sundhedsvæsenet skal lettes og unødige indlæggelser undgås.

Her præsenteres tre gode grunde. Udover hænder og penge kræver de, at vi får et mere fælles syn på ledelse.

Indrømmet, kommunerne har længe været involveret i indlæggelser - men kun af de mennesker, vi er fælles om at hjælpe. Det vil sige de borgere, som enten modtager kommunal hjemmepleje eller bor på et plejehjem.

Når en indlæggelse bliver nødvendig, har kommunerne længe haft fokus på at sikre, at dokumentation og medicin følger med i bilen, afmelde madudbringningen næste dag og andre praktiske forhold.

Men vurderingen af, hvorvidt indlæggelsen egentlig er nødvendig, og om den kunne undgås, har primært tilhørt den indlæggende læge og den præhospitale indsats.

Det understreges måske også meget godt af, at dette debatindlæg stikker ud i denne debat, hvor forholdet mellem regionale og kommunale repræsentanter er i omegnen af 7:1 (undertegnede).

Kommunerne kan bidrage mere

Hvis præmissen er, at der fremover skal gøres meget mere for at udvikle indsatser og behandlinger udenfor sygehusene for at reducere trykket på den præhospitale indsats og sygehusvæsenet i det hele taget, så kan kommunerne godt bidrage mere – især fordi det giver god mening for de borgere, som vi deler ansvaret for.

Forudsætningen er, at pengene følger med, at vi kan rekruttere personale til opgaverne, og dermed at patientsikkerheden på ingen måde bringes i tvivl. Er de forudsætninger på plads, kan kommunerne eksempelvis byde ind på tre områder. 

Lægerne skal tættere på

For det første skal lægerne tættere på kommunerne. Alle kommuner har siden 2017 skullet leve op til Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for akutfunktioner i hjemmesygeplejen. Det har man løst forskelligt.

Nogle har etableret akutfunktioner, andre har udkørende teams. Men kommunerne kan medvirke til at reducere behovet for indlæggelser yderligere, hvis det lægefaglige ansvar placeres tydeligt, og kommunikationen går hurtigt og smidigt.

Der er derfor brug for mere samarbejde og fælles organisationsformer på tværs af sektorer og større brug af teknologi, så vi eksempelvis kan gå virtuel stuegang på akutpladserne med lægen med på iPad. Det prøver vi for tiden af i Næstved.

Mere og bedre diagnostik

For det andet kan diagnostikken meget mere. Når en medarbejder i ældreplejen i dag ringer til lægen, har vi forinden målt blodtryk, puls, temperatur og vejrtrækningsfrekvens. Men vi kan godt gøre mere.

{{quote:123723:L}}

Med en rammedelegation af kompetencer fra sygehuslæge til en kommunal sygeplejerske bliver det eksempelvis muligt også at tage blodprøve og derved aflæse infektionstal og blodprocent.

Det er under afprøvning i dag, blandt andet i Næstved, og giver lægen et langt bedre diagnostisk beslutningsgrundlag og dermed mulighed for at vurdere behovet for en indlæggelse. Men det kræver – som nævnt - mere fælles organisation med hurtig og effektiv kommunikation på tværs.

Tættere samarbejde

Et tættere samarbejde mellem den præhospitale indsats og kommunen er tredje bud. Allerede i dag er der krav om, at ambulancebehandlerelever kommer i kommunal praktik. Et vigtigt formål er at øge kendskabet til hinandens arbejdsfelter tværsektorielt og styrke samarbejdet, når man senere står i mødet ude hos borgerne

{{quote:123722:R}}

Men igen kan vi godt gøre mere. Hjemmesygeplejen kan eksempelvis træde til, når Region Sjælland på det seneste er gået i gang med at reducere behovet for indlæggelser ved at uddanne særlige paramedicinere, udstyre ambulancer og sikre hurtig lægelig vurdering.

Forudsætningen er igen, at det tværsektorielle samarbejde fungerer effektivt, så de kommunale akutfunktioner kan understøtte den behandling, som er sat i gang.

Sundhedsvæsenet er allerede fælles

Det var tre bud, som viser, at sundhedsvæsenet allerede i dag er et fælles sundhedsvæsen på tværs af sektorer. Derfor har vi også længe været fælles om at mærke belastningen og presset på sundhedsvæsenet.

Presset findes ikke kun på travle sygehusafdelinger eller i den præhospitale indsats. Det er også en realitet i kommunerne. Glædeligvis har coronapandemien med tydelighed vist os, at vi kan samarbejde meget hurtigt og effektivt om sårbare borgere.

De ledelsesmæssige erfaringer skal vi tage med os ind i en kommende sundhedsreform. Den skal sikre, at vi bruger vores fælles sundhedsvæsens kræfter bedst muligt på tværs, så sårbare borgere kan forblive hjemme, når det er muligt og dermed undgå de funktionstab, vi ofte ser forbundet med indlæggelse.