Ældreminister om ny sundhedsreform: “Nu får vi en helhedspleje 2.0”
Regeringens sundhedsudspil svarer på, hvordan ældre- og sundhedsområdet skal hænge bedre sammen, mener ældreministeren. Altinget har stillet hende fem spørgsmål til reformen.
Ninna Gøbel Rønberg
JournalistRegeringen har fremlagt sit bud på, hvordan den vil sy ældre- og sundhedsområdet bedre sammen.
Herunder hvordan sundheds- og ældrereformen skal spille sammen.
De mange forslag præsenterede regeringen onsdag i et samlet udspil for en ny sundhedsreform.
Det har nemlig været en kerneopgave at løse en af sundhedsvæsenets største udfordring med de stadig flere syge ældre med den nye sundhedsreform.
Blandt initiativer, der skal koble områderne bedre sammen er:
- Oprette regionale hjemmebehandlingsteams, der skal kunne behandle borgere i eget hjem, på botilbud, plejehjem.
- Oprette regionale sundheds- og omsorgspladser til patienter, der er blevet udskrevet fra sygehuset – uden krav om egenbetaling.
- Integrere den almene sygepleje i den kommende helhedspleje for ældre borgere
- At flytte en række kommunale opgaver til regionerne. Det inkluderer blandt de fleste midlertidige pladser til svækkede og særligt ældre patienter, akutsygepleje, nogle genoptræningstilbud og patientrettet forebyggelse.
- Oprette nye kronikerpakker inspireret af kræftpakkerne.
Når sundhedsreformen engang er færdigforhandlet, bliver det ældreministerens opgave at samle aftalepartierne bag ældreaftalen og drøfte sundhedsreformens implikationer for den.
Men hvad synes ældreminister Mette Kierkgaard om sundhedsudspiller, og mener hun, der bliver skabt bedre sammenhæng mellem ældre- og sundhedsområdet?
Altinget har stillet ministeren fem spørgsmål.
Som ældreminister - hvad synes du er det vigtigste i regeringens sundhedsudspil?
"Nu bliver det et “skal”, at man skal integrere den almene hjemmesygepleje i den kommende helhedspleje. Det giver en kæmpe fordel."
"Man kan jo næsten tale om en helhedspleje 2.0, fordi det kommer til at sikre endnu større sammenhæng og kontinuitet, som er hele ideen i helhedsplejen ude hos de ældre."
I flytter nogle opgaver væk fra kommunerne, men siger samtidig at I vil skabe sundhedstilbud tæt på borgeren. Hvordan hænger det sammen?
“Jeg synes, der kommer en større sammenhæng mellem sundhed og ældre, fordi den almene hjemmesyge pleje integreres i helhedsplejen, som omfatter praktisk hjælp, personlig pleje, genoptræning og rehabilitering.”
“Der bliver også lagt op til, at hjemmebehandlingsteamsene, som er nogle sundhedsfaglige teams, skal arbejde tæt sammen med det hav af tværfaglig viden, som der eksisterer i helhedsplejen. Der bliver også lagt op til, at nogle af opgaver i hjemmebehandlingsteamsene kan løses af medarbejdere i helhedsplejen. Men det bliver to knudepunkter, der bliver vigtige at koble sammen.”
Regeringens egen kommission og interesseorganisationerne bag læger, patienter, personer med handicap, ældre og industrien har anbefalet, at kommunerne skulle afgive alle væsentlige sundheds- og ældreopgaver til regionerne for at sikre bedre sammenhæng og behandling. Hvorfor har I ikke valgt at gøre det?
Vi har valgt at gå en anden vej, fordi vi tror, at det at være ældre i vores samfund også handler meget om andet end sundhed. Men der skal være tætte koblinger.
Det her er vores svar på, hvordan man skaber nærhed og specialiseret kraft, hvor der er brug for det i sundhedsvæsenet. og det her nærhedsprincip og sammenhæng er jo også noget, der går igen i ældrereformen.
Men det er også nogle af de samme medarbejdere, som løser opgaver i helhedsplejen og den almene sygepleje. Vi står også på ryggen af kommuner, der har erfaringer med at koble helhedsplejen og den almene hjemmesygepleje.
Hvad kommer den nye sundhedsreform konkret til at ændre i hverdagen, hvis man er syg ældre?
Den får en lang række konsekvenser for de ældre, fordi det også ofte er dem, der er multisyge. Men i forhold til mit område, som er helhedsplejen og plejehjemmene er det en positiv ting, at vi får mere sammenhæng og kontinuitet i de ældres hjem.
Det er også positivt, at hjemmebehandlingsteams kan komme ud på plejehjemmene.
Flere partier og aktører har savnet sundhed i ældreaftalen. Af den grund er aftalen også blive kaldt for “lille”. Hvad betyder sundhedsudspillet for ældreloven?
Vi får en mere hel helhedspleje, fordi vi får hjemmesygeplejen ind i helhedsplejen.
Jeg synes jo, ældreaftalen er en kæmpe omfattende aftale, fordi vi kommer til at ændre hele styresystemet.