Ældreordfører svarer Bjarne Hastrup: Lad os hellere tale om omsorgsnormeringer end garantier

Ældre Sagens Bjarne Hastrup har ret i én ting: Omsorgssvigt i ældreplejen er et alvorligt problem, og ingen mennesker skal frygte alderdommen i Danmark.
Det er godt og vigtigt, at Ældre Sagen holder politikerne fast på ansvaret for at sikre værdig omsorg.
Men hvis vi vil løse problemerne, er vi nødt til at tale om mere end garantier. Vi er også nødt til at tale om normeringer og om den måde, vi organiserer ældreplejen på.
Når der på nogle plejehjem er to medarbejdere til 18 beboere i en aftenvagt, siger det næsten sig selv, at omsorgen bliver presset. I sådan en virkelighed handler arbejdet hurtigt om drift. Medicin skal gives, borgere skal hjælpes i seng, og alarmer skal besvares.
Men hvor bliver tiden af til relationen? Til samtalen? Til bare at sidde lidt sammen med et menneske, der har brug for at blive set og hørt?
Hygge på skemaet
Jeg får næsten røde knopper, når jeg ser opslag på sociale medier om, at 'i aften er der hygge, vi ser Vild med dans'. Hygge burde ikke være et særligt arrangement. Der burde være plads til nærvær og samtale hver dag. Også en helt almindelig tirsdag aften.
Det samme gælder natten. Mange steder er én medarbejder alene på arbejde. Men hvem holder en hånd, når et menneske er bange? Hvem er til stede, når nogen skal forlade livet?
Ældrepleje kan ikke reduceres til drift. Den hviler på faglighed, omsorg og relationer. Det er netop relationen, der skaber værdighed i alderdommen. Oplevelsen af at blive set, hørt og mødt som det menneske, man er.
Vi skal tale om omsorgsnormeringer og om en forventning om, at kommunerne prioriterer ældreområdet anderledes.
Maria Duurhus (S)
MF, ældreordfører
I mange år har vi organiseret ældreplejen ud fra en driftslogik, hvor medarbejdere forventes at kunne håndtere alle opgaver, der måtte opstå. Samtidig presses arbejdet af dokumentation, minutstyring og stramme vagtplaner.
Resultatet er ikke kun dårligere omsorg. Det er også et arbejdsmiljø, hvor det faglige råderum bliver mindre og mindre.
Væk fra drift og optimering
Derfor bør vi begynde et andet sted i debatten. Vi skal tale om omsorgsnormeringer og om en forventning om, at kommunerne prioriterer ældreområdet anderledes. For faktum er, at 92 ud af landets 98 kommuner i 2024 ikke brugte hele den økonomi, der var afsat til ældreplejen.
Ældreloven er et vigtigt skridt, men dens vedtagelse løser ikke problemerne i sig selv. Den skal implementeres i praksis, og det kræver et samarbejde mellem civilsamfund, borgere, pårørende, medarbejdere og myndigheder.
Hvis vi virkelig vil vende den supertanker, der i årevis har styret ældreplejen med fokus på drift, effektivisering og optimering, så den igen handler om faglighed, omsorg og relationer, kræver det, at vi forpligter os på det sammen.
Omsorg kræver mennesker. Og mennesker kræver tid.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
Indsigt
Karina Lorentzen Dehnhardt spørger Peter HummelgaardEr der varetægtsfængslet på en retspsykiatrisk afdeling?
Mona Juul spørger Ane Halsboe-JørgensenKan ministeren garantere, at et forslag om formueskat ikke vil medregne boligens friværdi?
Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
- L 125 Lov om forskellige forbrugsafgifter med videre (Skatteministeriet)1. behandling
- B 100 At pensionsopsparinger i udgangspunktet skal deles ligeligt i tilfælde af skilsmisse (Social- og Boligministeriet)Fremsat
- L 115 Lov om engangsbeløb til modtagere af forsørgelsesydelser, folkepension, børne- og ungeydelse og uddannelsesstøtte m (Beskæftigelsesministeriet)Vedtaget
- Pia Kjærsgaard: Jeg sidder tilbage med uro og vrede efter at have læst denne bog
- De sloges om sundhedsvæsenet i forhandlinger og på Linkedin. Nu gør Wolf og Vendelbo regnskabet op
- En stribe partiledere blev væk, da Ældre Sagen jagtede løfte om omsorgsgaranti
- Ældres demokratiske indflydelse afhænger af deres postnummer
- Velux Fonden: I fremtiden vil hver tiende dansker være over 80. Vi fonde bør overveje, hvordan vi bidrager med løsninger


















