Debat

Dansk Industri: Ældre har krav på mere åbenhed om leverandørernes kvalitet

DEBAT: Ældre skal have mulighed for at vælge en velfærdsleverandør på et oplyst grundlag. Kvaliteten hos både kommunale og private leverandører skal derfor synliggøres langt mere end i dag, skriver DI-direktør Jakob Scharff.

Private leverandører og deres medarbejdere er ikke onde. De arbejder hver dag hårdt for at give borgerne den bedst mulige pleje og omsorg, skriver DI-direktør Jakob Scharff.
Private leverandører og deres medarbejdere er ikke onde. De arbejder hver dag hårdt for at give borgerne den bedst mulige pleje og omsorg, skriver DI-direktør Jakob Scharff.Foto: Dansk Industri
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Scharff
Branchedirektør, Dansk Industri

Det frie valg handler ganske enkelt om, hvorvidt vi sætter systemet eller borgerne først. Skal systemet tilpasses borgerne, eller skal borgerne tilpasses systemet? Altså, ser vi os mennesker som værende ens, eller er vi forskellige?

Tanker og forslag om genindførelsen af offentlige monopoler på velfærdsområderne og en ensretning af tilgangen til borgerne burde høre hjemme på et museum og ikke i et moderne velfærdssamfund som det danske.

I Dansk Industri har vi det menneskesyn, at vi som mennesker er forskellige. Deraf mener vi naturligt, at den skattefinansierede velfærd skal indrettes med det for øje. Vi tror på, at den enkelte borger med deres pårørende er i stand til at vurdere, hvilken leverandør der bedst leverer velfærden i overensstemmelse med den enkeltes ønsker og behov.

Kvaliteten hos de enkelte leverandører – uanset om de er kommunale, private eller selvejende – skal synliggøres for borgere og pårørende på en enkelt og gennemsigtig måde.

Jakob Scharff
Branchedirektør, Dansk Industri

Men som det fremgår af Dansk Industris udspil 'Mere selvbestemmelse - bedre velfærd' er der udfordringer i indretningen af det frie valg i dag. Kort sagt er det dem med de højeste uddannelser og indkomster, der bedst er i stand til at benytte muligheden for selvbestemmelse.

Giv bedre adgang til kvalitetskontrol
Vi mener, at det frie valg skal være for alle og ikke kun en mindre privilegeret gruppe. Derfor har vi præsenteret en række konkrete forslag, der blandt andet skal sikre, at der er noget at vælge imellem for alle. Og at det ikke kun er borgere, der kan tolke en tilsynsrapport, der kan få et glimt af den leverede kvalitet.

Konkret foreslår vi blandt andet, at kvaliteten hos de enkelte leverandører – uanset om de er kommunale, private eller selvejende – skal synliggøres for borgere og pårørende på en enkelt og gennemsigtig måde. Det skal sikre, at alle har muligheden for at vælge leverandør på et oplyst grundlag.

En forenklet kommunikation af kvaliteten kender vi på mange andre områder - eksempelvis fra Trustpilot eller Fødevarestyrelsens kontrolrapporter, der hænger synligt ved alle spisesteder. På ældreområdet har anbefalingerne til kvalitetsindikatorer i øvrigt ligget klar siden foråret 2019.

Vi ønsker med vores forslag at sikre en større lighed i velfærden. Alternativet er, at selvbestemmelse kun er for personer med videregående uddannelser og/eller store pensionsformuer. Det ønsker vi ikke i Dansk Industri. Det frie valg skal være for alle.

Læs også

Private leverandører er ikke onde
Thomas Enghausen fra FOA giver i sit indlæg på Altinget de private leverandører skylden for stort set alt, der er gået galt på ældreområdet. Herunder også skylden for politikernes fejl og manglende prioriteringer. Og i sin iver efter at udskamme de private leverandører kan ingen vist helt regne ud, om han mener, at private på socialområdet eller ældreområdet er værst.

Den form for angreb skaber splittelse og er ikke rimelig i forhold til de mange dygtige sosu'er og sygeplejersker, der er ansat privat, og som arbejder på vilkår aftalt med fagbevægelsen – ikke mindst med FOA selv.

De private leverandører og deres medarbejdere er ikke onde. De arbejder hver dag hårdt for at give borgerne den bedst mulige pleje og omsorg – præcis ligesom kollegaerne i det kommunale og hos de selvejende.

Kommunalisering løser ikke problemerne
De enkelte kommunale, private og selvejende leverandører har alle deres styrker og svagheder, og det er samspillet mellem dem, der er nøglen til fortsat udvikling af ældreområdet.

Hvis vi skal udvikle kvaliteten på ældreområdet – og det skal vi – så er flere penge ikke hele svaret. Og kommunalisering er det slet ikke.

Vi skal udnytte dynamikken og samspillet mellem de forskellige leverandører til at få udviklet kvaliteten, som det tidligere er sket i blandt andet Københavns Kommune.

Vi skal skabe gennemsigtighed i leverandørernes kvalitet og brugertilfredshed, og vi skal oplyse borger og deres pårørende om, at de faktisk selv kan vælge, hvor den sidste tid skal tilbringes.

Dokumentation

Ny debat: Er frit valg en fordel eller hæmsko for kvaliteten af ældreplejen?

Siden 2003 har ældre frit kunnet vælge mellem en kommunal eller privat udbyder af plejeboliger og hjemmehjælp.

Lige så længe har fritvalgsordningen udgjort en politisk kampplads mellem rød og blå blok, og aktuelt udfordres den også af den socialdemokratiske regering. 

Regeringen og støttepartierne giver det frie valg skylden for en del af det ”minuttyranni” og bureaukrati i hjemmeplejen, som de har en ambition om at komme til livs.

SF mener, at tiden er inde til et opgør med de offentlige udbudsregler på ældreområdet, som ifølge partiet øger bureaukratiet, hæmmer fleksibiliteten og i sidste ende medfører ringere ældrevelfærd. 

Omvendt ser blandt andet Venstre, hvilket Jakob Ellemann-Jensen satte en tyk streg under i sin landsmødetale, helst en øget privatisering af ældreplejen.

Derfor tager Altinget Ældre nu debatten og spørger: Er det tid til et opgør med det frie valg på ældreområdet, eller skal ordningen styrkes? Er de offentlige udbudsregler skruet fornuftigt sammen? Bør private leverandører overhovedet kunne tjene penge på ældreomsorg? 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Scharff

Branchedirektør, DI Service og Offentlig-Privat Samspil
cand.scient.adm. (RUC 2000)

0:000:00