Professor: Frit valg i ældreplejen handler mest af alt om ideologi

Når man sammenligner den måde, som vi generelt producerer velfærdsydelser på i de nordiske lande, er der ofte ét karakteristika, som springer i øjnene, nemlig i hvor høj grad det er en kommunal opgave.

Ét sted har markedet dog fået sit indtog her i Danmark, og det er i leveringen af hjemmehjælp til ældre. Under Anders Fogh Rasmussens første VK-regering var der nemlig politisk opbakning til, at private leverandører skulle have mulighed for at indgå kontrakt med kommunerne om at levere disse ydelser.

I 2003 blev det frie valg i hjemmeplejen indført, og kommunerne blev forpligtede til at sørge for, at man kan vælge mellem den kommunale og én eller flere private leverandører. Der var flere bagvedliggende årsager, men overordnet set handlede det om ideologi, kvalitet og effektivitet.

Understøttede tidens trends
Først og fremmest var det et ideologisk valg, som handlede om at bryde det offentlige monopol og indføre øget konkurrenceudsættelse. Helt i tråd med de på den tid så populære new public mangement-styringsparadigmer.

Det var et ideologisk valg, som handlede om at bryde det offentlige monopol og indføre øget konkurrenceudsættelse. Helt i tråd med de på den tid så populære new public mangement-styringsparadigmer.

Tine Rostgaard
Professor på Roskilde Universitet og på Stockholm Universitet

Med andre ord handlede det om at indføre markedsprincipper i hjemmehjælpen og gøre det muligt at tjene penge på disse ydelser.

For det andet handlede det også om, at det var (og fortsat er) svært at vurdere kvaliteten af den hjælp, der udføres i de ældres eget hjem.

Tanken var, at den ældre med det frie valg var i stand til at vælge den bedste service og dermed på bedste (markeds)beskub sikre, at kun de bedste leverandører overlevede.

Dette understøttede også en tidstrend, hvor borgeren blev set som en kunde i velfærdsbutikken, der med det frie valg fik mulighed for at skabe sig mere individuelle og personcentrerede ydelser.

Endelig var der en antagelse om, at man kunne opnå en effektivitets- og produktivitetsgevinst, når man brød monopolet og lod flere leverandører byde ind på opgaven, herunder kommunen selv.

Borgere udnytter ikke 'exit'-mulighed
I dag er det omkring en tredjedel af modtagerne af hjemmehjælp, som anvender en privat leverandør.

Det er først og fremmest til rengøring, hvor lige under halvdelen af brugerne anvender det private alternativ. Det er færre blandt dem, der modtager personlig pleje, der anvender en privat leverandør. Cirka hver tiende borger.

Årsagen er ikke mindst, at mange af de mest skrøbelige borgere og dermed dem med behov for personlig pleje føler sig mere trygge ved den kommunale leverandør. De ældre er dog generelt tilfredse med kvaliteten af hjemmehjælpen, og det er, uanset hvilken leverandørtype de bruger.

Utilfredsheden blandt de ældre har især koncentreret sig om den manglende kontinuitet. En del private leverandører slår sig derfor også op på, at de i højere grad end kommunen kan sikre, at det er den samme medarbejder, som kommer.  

Behovet for kontinuitet går også den anden vej. Svage ældre skifter sjældent leverandør og bruger dermed ikke sin 'exit'-mulighed, som jo ellers er det, der er præmissen for at opnå en kvalitetsudvikling på området.