Debat: Man kan hverken fyre eller betale sig til omsorg

DEBAT: Det handler ikke kun om mængden af ressourcer eller brodne kar, når vi er vidner til den forråelse, som sker i plejesektoren, skriver direktør i organisationen Habitus Martin Godske.

Af Martin Godske
Adm. direktør, Habitus

Alle er enige om, at samfundets mest udsatte borgere skal behandles med respekt. Det, der er uenighed om, er, hvordan man sikrer det.

Den ene ende af det politiske spektrum kalder på flere ressourcer til sektoren: ”Udpinte systemer forråder den enkelte medarbejder”, er argumentet fra fagforeningerne og venstrefløjen, mens man fra arbejdsgiverne og højrefløjen ofte maner til individuel ansvarlighed og til, at de ansvarlige brodne kar bliver fyret.

Jeg tror, vi skal skele til supplerende forklaringer og løsninger på den grove tone, vi har set i omsorgssektoren.

Den menneskelige historie er én lang historie om forråelse. Som art bliver vi hurtigt nedsættende, krænkende og endda voldelige. Vi har alle set og hørt om frygtelige eksempler på, at mennesker behandler andre mennesker uden værdighed og respekt. De billeder, vi har set fra plejehjemmet Kongsgården er blot endnu et eksempel.

Tab af empati er motorvejen til forråelse
Jeg har set det gennem hele min karriere i specialpædagogikken. Dygtige, ordentlige mennesker, der pludselig negligerer borgernes behov og smerte. Jeg har set, hvordan personale går fra at tolke en borgers problemskabende adfærd som værende udtryk for dennes smerte eller frustration til at blive tolket som værende et udtryk for borgerens eksplicitte ønske om at ville være destruktiv, grænsesøgende eller provokerende. 

Bliver det ikke fanget i opløbet, eskalerer det til grovere former for forråelse. Det har vi både set og erfaret i organisationen Habitus.

Når det kommer til mennesker, er spørgsmålet måske ikke, om vi er forrådt eller ej. Måske vil det være mere retvisende at tale om et kontinuum. Groft sagt: Jo mere frustration vi oplever, jo større er chancerne for, at vi mister vores empati med andre mennesker.

Som mennesker løber vi fra tid til anden tør for empati. Jeg har for eksempel set, hvordan en borger afviste at spise et måltid med den konsekvens, at personalet følte sig modarbejdet og udfordret uden tanke for, at borgeren måske ikke kunne lide maden. Det er bare ét eksempel på, hvordan tab af empati kan udspille sig. 

Tab af empati er motorvejen til forråelse. Vi skaber ikke nødvendigvis mere empati blandt vores personale ved at tilføre plejesektoren flere ressourcer. Forråelse florerer også i miljøer med rigelige ressourcer.

Vi skaber mere empati blandt vores personale ved at have et organisationsdesign, der er sensitivt overfor optaktssignaler til forråelse. Vi skal udvikle organisationsstrukturer, der løbende registrerer forråelsesniveauerne – og organisationens evne til at handle empatisk. Empati er en muskel, vi skal træne dagligt.

Det handler om distancehandlinger
Billederne fra Kongsgården er grove, men optaktssignaler til adfærd som denne ses dagligt i mange af livets facetter. Særligt når man arbejder med mennesker.

Derfor undersøger vi i Habitus systematisk, om vi er begyndt at handle mindre empatisk. Potentialet til forråelsen er der altid, men ved at lede efter den kan vi hjælpe med at minimere konsekvenserne af den. Vi skal opfange svækket empati, inden det bliver til forråelse. Det gør vi ved at have fokus på distancehandlinger – både hos os selv, hos kollegaer og medarbejdere.

I praksis er distancehandlinger den adfærd, der viser sig som ikke-empatiske handlinger, ikke-mentaliserende negative tolkninger, generel mangel på refleksion over egen praksis, mangel på ligeværdigt syn på andre mennesker, automatisk at tillægge andre negative intentioner og mangel på indsigt i andres perspektiver.

Distancehandlinger er den synlige optakt til forråelse. Når distancehandlinger ikke bliver udfordret, bliver de med tiden normaliseret.

Det er gennem et manglende fokus på distancehandlinger, man ender man med at have en organisation, der er gennemsyret af forråelse. Som vi har set, går mangel på empati i omsorgssektoren altid ud over kvaliteten af den faglige omsorg.

Stop og tænk
Derfor er det vigtigt at have en praksis, hvor vi stopper op og tænker over, hvad vi gør. Det gør vi ved systematisk at samle op på vores erfaringer. I Habitus foregår det ved at vi fire gange om året får alt vores pædagogiske personale til, helt anonymt, at svare på ti spørgsmål om, hvordan de oplever forråelse. Ovenpå hver måling laver vi refleksive processer, hvor vi tematiserer begrundelsen for besvarelserne og undersøger, hvordan empatien har det.

I hele omsorgssektoren er vores evne til at handle empatisk omdrejningspunkt for vores primære ydelser. Mangel på empati i omsorgssektoren handler om meget andet end mangel på ressourcer og brodne kar i ledelsen og hos personalet.

Dårlig pleje opstår, når man ikke har organisationsdesigns, der opfanger distancehandlinger i personalets adfærd, inden de er blevet forråede, og alle ledere bør trænes i at se distancehandlinger og optaktssignaler til forråelse, så de løbende kan luge ud i forråelsestendenser blandt deres personale.

Forråelse er en grundpræmis ved at være menneske. Det må vi acceptere for, at vi kan arbejde med det, der er væsentligt – nemlig hvordan vi skaber en omsorgssektor, der er empatisk.

Forrige artikel Forsikring & Pension: Gør verdens bedste pensionssystem bedre Forsikring & Pension: Gør verdens bedste pensionssystem bedre Næste artikel Cykling uden alder: Ny ældrepolitik skal give ældre ret til vind i håret Cykling uden alder: Ny ældrepolitik skal give ældre ret til vind i håret