Debat: Man kan hverken fyre eller betale sig til omsorg

Af Martin Godske
Adm. direktør, Habitus

Alle er enige om, at samfundets mest udsatte borgere skal behandles med respekt. Det, der er uenighed om, er, hvordan man sikrer det.

Den ene ende af det politiske spektrum kalder på flere ressourcer til sektoren: ”Udpinte systemer forråder den enkelte medarbejder”, er argumentet fra fagforeningerne og venstrefløjen, mens man fra arbejdsgiverne og højrefløjen ofte maner til individuel ansvarlighed og til, at de ansvarlige brodne kar bliver fyret.

Jeg tror, vi skal skele til supplerende forklaringer og løsninger på den grove tone, vi har set i omsorgssektoren.

Den menneskelige historie er én lang historie om forråelse. Som art bliver vi hurtigt nedsættende, krænkende og endda voldelige. Vi har alle set og hørt om frygtelige eksempler på, at mennesker behandler andre mennesker uden værdighed og respekt. De billeder, vi har set fra plejehjemmet Kongsgården er blot endnu et eksempel.

Tab af empati er motorvejen til forråelse
Jeg har set det gennem hele min karriere i specialpædagogikken. Dygtige, ordentlige mennesker, der pludselig negligerer borgernes behov og smerte. Jeg har set, hvordan personale går fra at tolke en borgers problemskabende adfærd som værende udtryk for dennes smerte eller frustration til at blive tolket som værende et udtryk for borgerens eksplicitte ønske om at ville være destruktiv, grænsesøgende eller provokerende. 

Den menneskelige historie er én lang historie om forråelse.

Martin Godske
Adm. direktør, Habitus

Bliver det ikke fanget i opløbet, eskalerer det til grovere former for forråelse. Det har vi både set og erfaret i organisationen Habitus.

Når det kommer til mennesker, er spørgsmålet måske ikke, om vi er forrådt eller ej. Måske vil det være mere retvisende at tale om et kontinuum. Groft sagt: Jo mere frustration vi oplever, jo større er chancerne for, at vi mister vores empati med andre mennesker.

Som mennesker løber vi fra tid til anden tør for empati. Jeg har for eksempel set, hvordan en borger afviste at spise et måltid med den konsekvens, at personalet følte sig modarbejdet og udfordret uden tanke for, at borgeren måske ikke kunne lide maden. Det er bare ét eksempel på, hvordan tab af empati kan udspille sig. 

Tab af empati er motorvejen til forråelse. Vi skaber ikke nødvendigvis mere empati blandt vores personale ved at tilføre plejesektoren flere ressourcer. Forråelse florerer også i miljøer med rigelige ressourcer.

Vi skaber mere empati blandt vores personale ved at have et organisationsdesign, der er sensitivt overfor optaktssignaler til forråelse. Vi skal udvikle organisationsstrukturer, der løbende registrerer forråelsesniveauerne – og organisationens evne til at handle empatisk. Empati er en muskel, vi skal træne dagligt.

Det handler om distancehandlinger
Billederne fra Kongsgården er grove, men optaktssignaler til adfærd som denne ses dagligt i mange af livets facetter. Særligt når man arbejder med mennesker.

Derfor undersøger vi i Habitus systematisk, om vi er begyndt at handle mindre empatisk. Potentialet til forråelsen er der altid, men ved at lede efter den kan vi hjælpe med at minimere konsekvenserne af den. Vi skal opfange svækket empati, inden det bliver til forråelse. Det gør vi ved at have fokus på distancehandlinger – både hos os selv, hos kollegaer og medarbejdere.

I praksis er distancehandlinger den adfærd, der viser sig som ikke-empatiske handlinger, ikke-mentaliserende negative tolkninger, generel mangel på refleksion over egen praksis, mangel på ligeværdigt syn på andre mennesker, automatisk at tillægge andre negative intentioner og mangel på indsigt i andres perspektiver.

Distancehandlinger er den synlige optakt til forråelse. Når distancehandlinger ikke bliver udfordret, bliver de med tiden normaliseret.

Det er gennem et manglende fokus på distancehandlinger, man ender man med at have en organisation, der er gennemsyret af forråelse. Som vi har set, går mangel på empati i omsorgssektoren altid ud over kvaliteten af den faglige omsorg.