Om  
Britta Schall Holberg

Dødsfald: Fhv. V-minister, politisk redaktør Britta Schall Holberg (80)

Godsejer, hofjægermester Britta Schall Holberg, Hagenskov Gods på Fyn, der tidligere har været både indenrigs-, sundheds- og landbrugsminister samt viceborgmester for Venstre, er død, 80 år gammel. Hun blev den første kvindelige, danske indenrigsminister. Begraves 5. marts 2022.

Foto: Kim Rune/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Redaktionen

Britta Schall Holberg blev medlem af Venstres hovedbestyrelse helt tilbage i 1969, hvor hun sad frem til 1988. Hun var medlem af Holbæk Byråd 1970-78, før hun i 1982 - som viceborgmester i Assens - blev hentet ind til Christiansborg, da Konservatives Poul Schlüter dannede firkløverregeringen.

Britta Schall Holberg var medlem af Folketinget i to omgange: 1983-88 for Kolding-kredsen og igen 2005-11 for sin hjemlige Assens-kreds. Samtidig hun igen medlem af Venstres hovedbestyrelse i årene 2010-13.

Den læreruddannede Venstre-politiker blev Danmarks første kvindelige indenrigsminister. Hun blev offentligt kritiseret for den såkaldte blødersag, hvor blødere fik ikke-screenet blod fra hiv-smittede. Som daværende ansvarlig for sundhed måtte hun tage imod kritikken. Efter tre et halvt år som indenrigsminister blev hun landbrugsminister, som nok lå mere naturligt for godsejerdatteren.

Efterfølgende blev hun politisk redaktør på Fyens Stiftstidende i årene 1998-2001.

Britta Schall Holberg, der mistede sin mand siden 1966, Jørgen, sidste år, var ejer af Hagenskov Gods 1977-2009, som derefter blev overdraget til sønnen, advokat Jacob Claus Schall Holberg 2009. 

Den afdøde minister og parlamentariker var en sammensat personlighed, der gerne markerede sin opposition til Venstres officielle partilinje. Hun kritiserede i 10'erne sammen med blandt andre sin daværende partifælle Jens Rohde, at der var sket et skred mod højre i Venstre-regeringens udlændingepolitik med DF - væk fra den tidligere mere tolerante linje.

Hun havde kontakter bredt på Christiansborg: Hendes dyr fra det fynske gods blev parret med kvæg fra den daværende konservative leder Bendt Bendtsens fynske husdyrbrug.

Og hun påtog sig en lang række tillidshverv, blandt andet som Venstres repræsentant i Nævnet vedrørende EU-oplysning.

Britta Schall Holberg var et kristent menneske og sagde i 2017 til Informations David Rehling: 

"Vi er så bange for de der muslimer. Og det er jo meningsløst. Men hvis ikke vi ved, hvad vi selv tror på, så kan vi jo blive væltet omkuld. Når som helst. Selv er jeg ikke bange. Det er man ikke, når man ved, hvad man selv står for. Så tør man også tale med andre, der har andre holdninger. Det lærer man af. Hvad er forskellen på en lovreligion og en kristen religion? Hvorfor er vi ikke muslimer? Det er, fordi vi har en frihedstradition. Kristendom kan bidrage til en diskussion om, hvad der er ordentligt – også i politik. Hvis man vil noget, må man sige frem."

Britta Schall Holberg var fornemt dekoreret af Dronningen som Kommandør af Dannebrog.

Begravelse fra Sønderby Kirke lørdag 5. marts kl. 12.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Britta Schall Holberg

Fhv. minister (V) & MF, administrator og godsejer, Hagenskov Gods, hofjægermester
lærer (Zahles Seminarium 1964)

0:000:00