Forfatter: Muslimers endeløse krav om særbehandling viser, at integration ikke kan læres

Stadig en lukket kreds

Så nej. Hverken ramadan, endsige islam, fylder for lidt i det danske samfund. Tværtimod. Islam er alle steder. Ikke siden reformationen har en religiøs overbevisning fyldt så meget i Danmark, som islam gør i dag.

Der er nemlig islam alle vegne. Når der er ramadan, i folkeskolen og foreningslivet samt nu også i svømmehallen.

Det danske samfund har i alt for mange år set magtesløst til, at muslimer har nægtet at integrere sig ved at lade islams religiøse doktriner overtrumfe det kulturelle fællesskab i Danmark. Derfor ønsker danske politikere glædelig eid, mens ikke én muslim med respekt for sit religiøse, kulturelle fællesskab kunne finde på at ønske jøderne glædelig hanukkah, når de til december fejrer lysets fest.

Det kræver ikke et nyt integrationsprogram. Kun viljen til at blive en fuldgyldig borger i Danmark med alt, hvad der hører sig til. 

Rami Zouzou
Cand. mag og forfatter

Det er en trist erkendelse. Til trods for de massive integrationsindsatser udgør muslimer i Danmark stadig en lukket kreds, der hverken kan, må eller vil være en del af det danske kulturelle fællesskab.

Det er derfor, de insisterer på, at muslimske piger pine død skal bære tørklæde i folkeskolen, ikke må gifte sig uden for islams fællesskab, at der skal være kønsopdelt svømmeundervisning, og at ramadanen skal fylde endnu mere, end den allerede gør.

Den kulturelle samfundskontrakt

Erkendelsen kan dog også vække en smule optimisme. Det kan nemlig kan markere et nybrud i den måde, vi tænker og taler om integration.

Vi ved i dag, at integration ikke kan læres. For hvor det danske samfund igennem flere år har vist sin villighed til at prøve at integrere vores muslimske medborgere, så er tiden måske moden til, at de muslimske talsmænd, der skriver sange og advokerer for mere ramadan i Danmark, råber det muslimske civilsamfund op.

Appellerer til, at man gør alt, hvad man kan, for at integrere sig kulturelt i det land, hvor de hævder at have hjemme.

At de med andre ord dropper alle de særkrav, der blot understøtter det muslimske parallelsamfund, og i stedet køber ind på den kulturelle samfundskontrakt, vi har i Danmark, hvis vi skal undgå en ny billedstorm i fremtiden, fordi nogle mener, at religiøse doktriner står over lovens bogstav.

Det kræver ikke et nyt integrationsprogram. Kun viljen til at blive en fuldgyldig borger i Danmark med alt, hvad der hører sig til økonomisk, socialt og kulturelt.

Det ville i sandhed være integration at styrke sammenhængskraften i det Danmark, man hævder at være en del af. Og så koster det ikke engang penge.