Debat

Fra hver side af skrivebordet: Sådan oplever den frivillige og kommunale medarbejder samskabelsen

De frivillige foreninger vil ikke degraderes til ‘kommunale frivillige’. De vil have medbestemmelse og anerkendelse af kompetencer. Kommunen vil gerne give plads, men kommer med et andet udgangspunkt og krav, de skal opfylde. Sådan lyder nogle af meldingerne om samskabelse fra hver side.

“Man skal være villig til at undersøge sin egen rolledefinition nærmere og lægge den væk. Et ønskescenario ville være, at alle kunne træde ud af deres roller, lægge en given sag foran sig på bordet og så se på, hvad man hver især kunne byde ind med for at yde den bedst mulige rådgivning til en given flygtning,” siger Birthe Pedersen, der er frivillige for Dansk Flygtningehjælp og har hjulpet flygtninge med at finde arbejde i et samskabelsesprojekt med kommunen.
“Man skal være villig til at undersøge sin egen rolledefinition nærmere og lægge den væk. Et ønskescenario ville være, at alle kunne træde ud af deres roller, lægge en given sag foran sig på bordet og så se på, hvad man hver især kunne byde ind med for at yde den bedst mulige rådgivning til en given flygtning,” siger Birthe Pedersen, der er frivillige for Dansk Flygtningehjælp og har hjulpet flygtninge med at finde arbejde i et samskabelsesprojekt med kommunen.
Maria Neergaard Lorentsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skulle man tro ordets bogstaveligste forstand - samskabelse - bør det handle om at skabe noget sammen.

Virkeligheden ser imidlertid anderledes ud, hvis man læser dette forskningsprojekt fra Aalborg Universitet. Ofte er det nærmere blot et regulært samarbejde mellem civilsamfund og kommune, hvor sidstnævnte er storebror.

“De frivillige har svært ved at få adgang til kommunen. Det er svært for de frivillige at få lov til at gøre de ting og byde ind med det, de gerne vil, fordi kommunen kommer med nogle bestemte forventninger til, hvad de frivillige skal bidrage med,” forklarer projektets leder Morten Frederiksen.

“Det største problem for den kommunale medarbejder er at få de frivillige til at forstå den kommunale virkelighed og få dem til at være med til at arbejde på en måde, uden kommunen skal gå på kompromis med eksempelvis juridisk regulering og tavshedsforpligtelser,” fortæller han.

Men hvordan oplever parterne det selv? Civilsamfundets Videnscenter har talt med en række praktikere fra kommunen og civilsamfundet om samarbejdet med hinanden.

De frivilliges selvstændighed
Gunver Folman er lokalformand for Alzheimerforeningen i Nordjylland gennem 17 år og har en hel del erfaring i forhold til at samarbejde med kommunen.

"Vi forventer en lydhørhed over for vores input, som er blevet til ved kontakt med mange pårørende. En form for brugerinddragelse," siger hun. 

“Men nogle gange føler kommunen, at de skal bestemme over de frivillige. Det vil vi ikke være med til. Vi er en selvstændig forening. Vi vil ikke trækkes ind og blive ‘en kommunal frivillig’.”

Birthe Pedersen fra FrivilligAalborg, en del af DRC Dansk Flygtningehjælp, har en lignende oplevelse. Hun har medvirket i samskabelsesprojektet Jobklubben, hvor hun har hjulpet flygtninge med at komme i arbejde eller praktikforløb.

“Jeg oplevede ikke, at der var plads til at gøre tingene på vores måde. Kommunen har ikke interesse i, hvilke kvalifikationer og kompetencer de frivillige kommer med. Mange har haft et langt arbejdsliv, gjort sig mange erfaringer og har en rigtig god uddannelse, der kvalificerer dem til at varetage forskellige måske mere krævende opgaver,” siger Birthe Pedersen. 

“Jeg får ofte indtryk af, at kommunen blot kategoriserer os som ”Frivillige” i én stor rodekasse. Jeg kunne også have ønsket mig en højere grad af tillid fra kommunens side,” siger hun.

Kommunen: Svært at overføre til praksis
Den kommunale medarbejder Kirsten Sværke er projektleder for samskabelsesprojektet ‘Aktive med demens’ med Alzheimersforeningen. Hun genkender kritikken af, at samskabelse er svært.

“Vi får meget ud af at samarbejde med frivillige. De frivillige er et ekstra talerør ud i civilsamfundet, hvilket er en stor fordel i forhold til at formidle et tilbud til brugerne. Men det er ikke altid nemt,” siger hun og uddyber: 

“Vi ser forskelligt på problematikkerne, og vi kan helt forskellige ting. Når vi arbejder med foreninger, sker kommunikationen tit gennem formanden. Og så bliver det ofte en forhandling, hvor foreningen melder ind til det, de gerne vil være med til og det, de gerne vil stå for - men der er også ofte ting, de ikke vil være med til,” fortæller Kirsten Sværke.

Udfordringerne opstår ofte, når man skal overføre de gode hensigter fra papiret til virkeligheden.

“Det er nemmere at planlægge på et møde. Det ser jo flot ud på papiret, hvis man for eksempel vil hjælpe en bestemt udsat gruppe. Men når det bliver virkelighed, er det svært, for så kan det betyde, at der er borgere, man skal sige nej til - og det er svært, når man har et stort hjerte som Alzheimerforeningen.”

Fællesspisningen der gik galt
Både Kirsten Sværke fra Aalborg Kommune og Gunver Folmand fra Alzheimerforeningen henviser til den samme episode, hvor samskabelsen gik skævt - men som konkretiserer problematikken fra de forskellige perspektiver.

Som en del af “Aktive med demens”-projektet, ville Alzheimerforeningen arrangere fællesspisning for demente, som skulle foregå i kommunens lokaler.

“Fællesspisningen var en del af et projekt, hvor vi havde fået midler til at hjælpe yngre demensramte eller folk i et tidligt stadie. Det kan være svært for den målgruppe at være sammen med ældre fra plejehjemmene, som er længere i deres sygdomsforløb,” forklarer Kirsten Sværke.

“Så vi ville fra kommunens side gerne fokusere udelukkende på de yngre lige i denne sammenhæng.” 

Men den idé var Alzheimersforeningen ikke med på. De så gerne, at arrangementet skulle være for alle medlemmer - også dem fra plejehjemmet.

"Vi var glade for at have et lokale, og efter kl. 15.00 var huset lukket. Vi betragtede det som vores eget arrangement og havde et godt kendskab til deltagerne. Men kommunen ville bestemme, hvem der skulle med til fællesspisningen, og det blev ikke godt modtaget hos os,” siger Gunver Folmand for Alzheimerforeningen. 

“De (kommunen, red.) gav udtryk for, at de vidste, ‘hvad der var bedst’, selv om vi som frivillige har en lang mangeårig erfaring med sygdommen og har haft demens tæt inde på livet.” 

Det resulterede i, at Alzheimerforeningen trak sig fra samarbejdet og arrangerede fællesspisningen et andet sted end i kommunens lokaler.

Et samarbejde i tavshed
Selvom begge parter ønsker at hjælpe målgruppen, går de skævt af hinanden. Kommunen er tvunget til at bruge midlerne til det, de er søgt til - nemlig yngre demensramte - mens det får de frivillige til at føle sig dikteret af kommunen.

“Mange frivillige er pensionister - og så retter man ikke bare ind. Hvis jeg bruger min tid, skal det også være noget, jeg kan se en mening med,” forklarer Gunver Folmand.

Det kan være svært for parterne at tale med hinanden om de indbyrdes udfordringer.

“Der er ting, vi ikke får talt om. Måske kunne vi godt være mere konfrontatoriske - men vi skal stadig samarbejde i morgen, og det er vigtigt, at vi har en god relation,” siger projektleder Kirsten Sværke.

Både Alzheimerforeningen og kommunen oplever dog at have et godt samarbejde på trods - og rækker ofte ud til hinanden.

"Vi har stadig samarbejde. Det er kun fællesspisningen, som ikke er med i samarbejdet. Det har lært os, at vi skal blive bedre til at få afklaret, hvad der passer ind i de rammer, vi skal samarbejde i," siger Gunver Folmand.

“Vi skal hverken bekrige hinanden eller stjæle borgere fra hinanden. Det er altid fedt, at flere bakker op om en fælles sag. Hvis vi skal holde åbent hus, er formanden for Alzheimerforeningen den første, jeg ringer til,“ siger Kirsten Sværke.

Den ægte samskabelse
Ifølge Birthe Pedersen fra FrivilligAalborg ville samarbejdet blive bedre, hvis alle parter sænker paraderne.

“Man skal være villig til at undersøge sin egen rolledefinition nærmere og lægge den væk. Et ønskescenario ville være, at alle kunne træde ud af deres roller, lægge en given sag foran sig på bordet og så se på, hvad man hver især kunne byde ind med for at yde den bedst mulige rådgivning til en given flygtning,” siger hun og fortsætter: 

“Den ægte samskabelse har fuldt fokus på sagen og ikke på, hvem der får en følelse af at afgive magt.” 

Spørger man Kirsten Sværke fra Aalborg Kommune, er det et spørgsmål om at overveje, hvornår det egentlig giver mening, at civilsamfundet og kommunen samarbejder.

“Vi kan ikke samarbejde om hele paletten. Men vi bør se nærmere på, hvor vi egentlig kan samarbejde, og så give hinanden plads og bruge hinandens kvaliteter. Vi skal være åbne overfor, hvordan tingene ser ud fra modpartens synspunkt, og hvorfor de siger, som de gør,” siger Kirsten Sværke og tilføjer: 

“Og så skal vi måske bare kalde det samarbejde frem for samskabelse. For nogle gange kan vi samarbejde, og andre gange kan vi ikke.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00