Ngo: Ældreministeren vil løfte socialt ansvar for filippinske og indiske sosu'er. Sådan kan hun gøre det

Det er ikke til at komme uden om, at vi står over for en voksende demografisk udfordring i ældreplejen.

Andelen af ældre, der har brug for omsorg, vil om få år være langt større, end den er i dag, og der vil ikke være tilnærmelsesvis nok sosu'er til at tage hånd om dem.

Problematikken med manglende sundhedspersonale gælder både i Danmark og andre steder i Europa, som man kan læse i en rapport, som paraplyorganisationen for europæiske Caritas-organisationer for nylig har udsendt.

Man kan derfor sige, at det er et udtryk for rettidig omhu, når regeringen over de seneste år har kigget mod andre lande for at se, om vi dér kan uddanne og rekruttere det sundhedspersonale, som vi har brug for.

Det har været en længere proces, der er blevet varetaget af forskellige ministerier, men som nu når sin foreløbige kulmination.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) har nemlig i løbet af den seneste måneds tid underskrevet partnerskabsaftaler med først Filippinerne og siden Indien om rekruttering af sosu'er fra landene.

Vores fintmaskede sociale sikkerhedsnet

Det er selvfølgelig ikke kun sundhedssektoren, der mangler hænder.

Også arbejdsgivere i eksempelvis byggebranchen og service-, turisme- og restaurationsindustrien skriger på arbejdskraft og gør i vid udstrækning brug af migrantarbejdere.

Virkeligheden er desværre den, at mange arbejdsmigranter falder igennem vores ellers fintmaskede sociale sikkerhedsnet.

Maria Krabbe Hammershøy
Generalsekretær, Caritas Danmark

Og som generalsekretær for Caritas Danmark har jeg gennem flere år oplevet, at jeg i debatten om udenlandsk arbejdskraft gang på gang ender med at indtage en noget ambivalent position.

For på den ene side hilser jeg det velkomment, at vi åbner vores samfund for mennesker udefra, der kommer hertil for at bidrage.

Men på den anden side ved jeg også, at vi alt for ofte negligerer vores egen forpligtelse til at sikre en god social modtagelse af disse mennesker.

Derfor var det opløftende for nylig i Kristeligt Dagblad at læse, at ældreministeren er sig bevidst om, at der også følger et socialt ansvar med, når man inviterer så mange mennesker til landet.

Her udtalte hun blandt andet, at det ikke bare er "et spørgsmål om at flytte arbejdskraft, men om at få mennesker ordentligt ind i både arbejdspladser og lokalsamfund".

Jeg kunne ikke være mere enig.

For virkeligheden er desværre den, at mange arbejdsmigranter tit falder igennem vores ellers fintmaskede sociale sikkerhedsnet.

Det enkelte menneskes værdighed

Jeg har i talrige andre indlæg beskrevet nogle af de problemer, som migrantarbejderne typisk står med.

Den liste vil jeg ikke gengive her, men noget af det, der går igen, er manglende kendskab til egne rettigheder, usikre ansættelser og frygten for, at man ved en opsigelse kan miste grundlaget for sit ophold i Danmark.

Der er behov for en ny arbejdsmigrationspolitik, der i større omfang tager sit afsæt i det enkelte menneskes værdighed.

Maria Krabbe Hammershøy
Generalsekretær, Caritas Danmark

Samtidig er social isolation et velkendt fænomen, og migrantarbejderne står tit meget alene med deres problemer.

Det ved jeg, fordi vi møder mange af dem i vores migranthus ved Københavns Hovedbanegård, hvor vores frivillige jurister, terapeuter og socialrådgivere forsøger at give dem den hjælp, som de går forgæves efter andre steder.

På den baggrund vil jeg gerne komme med nogle anbefalinger til regeringen, så vi kan sørge for, at bekymringen for den sociale integration af arbejdsmigranterne ikke bare er et udtryk for ændret sprogbrug, men også følges op af konkret handling.

Der er, kort sagt, behov for en ny arbejdsmigrationspolitik, der i større omfang tager sit afsæt i det enkelte menneskes værdighed frem for blot at se migrantarbejderne som den lappelim, der skal redde vores samfund fra at falde fra hinanden.

Den politik bør indebære:

• Obligatorisk rettighedsoplysning for alle arbejdsmigranter, så de kender deres rettigheder og har adgang til rådgivning og bistand.
• Arbejdstilladelse, der følger personen, ikke arbejdsgiveren, så man ikke er tvunget til at blive i et dårligt job af frygt for at blive sendt hjem.
• Et socialt migrationsprogram, hvor civilsamfund og fagbevægelse i samarbejde sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår og en stabil tilknytning til samfundet.

Hvis man implementerer en sådan ramme, vil det være et skridt i den rigtige retning, der selvfølgelig bør ledsages af fornyede investeringer i civilsamfundet, som på mange måder løfter den sociale indsats på arbejdsmigrationsområdet.