Søren Hove: Pensionskommissionens anbefalinger vil koste statskassen dyrt

I maj landede en kommissionsrapport, som med tiden kan få stor betydning for mange danskere.

Det var regeringens kommission om tilbagetrækning og nedslidning, populært kaldet pensionskommissionen, som fremlagde sine overvejelser og anbefalinger. Det mest omtalte element var, at kommissionen ikke helt overraskende anbefaler regeringen og Folketinget at slække på den såkaldte levetidsindeksering af tilbagetrækningsalderen.

Det betyder på almindeligt dansk, at kommissionen foreslår en mindre stigning i pensionsalderen over de kommende årtier, end de nuværende regler lægger op til. Hvis politikerne vælger at følge anbefalingen, vil det betyde, at fremtidens politikere får markant færre penge at fordele til andre politiske mærkesager.

Den omtalte levetidsindeksering blev indført med velfærdsforliget i 2006. Dengang handlede det meste af debatten om, at politikerne satte pensionsalderen op fra 65 til 67 år med virkning fra 2027. Dette blev senere fremrykket til 2022. Nok så væsentligt aftalte politikerne samtidig, at man fremover vil sætte tilbagetrækningsalderen yderligere op i takt med, at vi lever længere.

Siden da er danskernes levetid kun fortsat med at stige. Derfor har Folketinget allerede vedtaget, at pensionsalderen stiger til 68 år i 2030, og til 69 år i 2035. Aftalen indebærer, at politikerne hvert femte år vedtager en ny stigning i pensionsalderen, såfremt levetiden er fortsat med at stige.

Det er denne mekanisme, som pensionskommissionen nu foreslår at slække på. Pensionsalderen skal fortsat stige, men i et mindre strabadserende tempo, hvis det står til kommissionen. Den oprindelige idé i velfærdsforliget var, at hvis levetiden steg ét år, så skulle tilbagetrækningsalderen også stige med et år. Det indebærer, at nutidige og fremtidige generationer kan se frem til samme antal år på pension.

Fremtidens politikere bliver tvunget til at medbringe finansiering, hver gang de fremlægger nye politiske ønsker, som belaster de offentlige finanser

Søren Hove Ravn
Lektor, Økonomisk Institut, Københavns Uni.

Kommissionen foreslår i stedet, at fremtidige stigninger i levetiden omsættes til 80 procent arbejdstid og 20 procent fritid, eller med andre ord, at hvis levetiden stiger med ét år, så stiger tilbagetrækningsalderen med cirka ni en halv måned. Dermed får de forskellige generationer udsigt til at tilbringe den samme andel af livet som pensionister.

Konkret betyder kommissionens forslag, at pensionsalderen frem mod år 2100 forventes at stige til 74 år i stedet for 77 år med de nuværende regler. Denne skribent kan med en dåbsattest fra 1984 se frem til en pensionsalder på 71 år i stedet for 72 et halvt år, hvis kommissionens forslag gennemføres. Det er dog ikke alle læsere, som kan se frem til længere tid på pension, idet kommissionen ikke anbefaler at ændre de gældende regler før 2045.

Der kan være gode grunde til de foreslåede lempelser. Dels er det naturligt, at vi vil ønske at omsætte en del af de kommende årtiers forventede stigning i levestandarden til mere fritid. Samtidig kan der være en bekymring for, hvorvidt de planlagte stigninger i pensionsalderen nu også var realistiske på alle dele af arbejdsmarkedet.

Dertil kommer, at vi i Danmark i nogle år har været i den situation, at de offentlige finanser ikke bare er langtidsholdbare, men decideret overholdbare. Det betyder, at der på langt sigt er plads til at lempe finanspolitikken i form af højere offentlige udgifter eller lavere skatter. Pensionskommissionens forslag vil i sig selv koste omkring to tredjedele af denne overholdbarhed, hvis det bliver gennemført.