Psykolog: Fravalg af genoplivning giver mig etisk ubehag

I en række debatindlæg i Altinget har fagfolk og organisationsrepræsentanter givet udtryk for deres velmenende opfattelse af, at ikke kun alvorligt syge ældre, men også alment alderdomssvækkede mennesker, skal gives ret til at fravælge genoplivning ved hjertestop.

Jeg forstår de gode intentioner, men læsningen efterlader mig alligevel med en god portion etisk ubehag. Grunden hertil er, at jeg læser dem igennem en række forskelligartede erfaringer, jeg har indhøstet efter godt 20 års arbejde inde nfor ældresektoren, som jeg med eksempler vil illustrere nedenfor.

I 2013 kom den japanske finansminister for skade at sige, at Japan burde lade de ældre skynde sig at dø i stedet for at investere kostbare skattepenge i livsbevarende behandlinger.

"Man kan ikke sove godt, hvis man ved, at det hele er betalt af regeringen," udtalte han blandt andet.

Sukker dybt over ordet ældrebyrde
I mit arbejde som psykolog inden for ældresektoren har jeg haft tusindvis af samtaler med svækkede ældre og plejehjemsbeboere. Jeg har mange gange hørt et dybt suk eller iagttaget et bortvendt blik, når ordet "ældrebyrde" er strømmet ud fra det snurrende fjernsyn eller den tændte radio.

I mange samtaler med plejehjemsbeboere har de på et tidspunkt udtrykt ønske om at dø.

Henrik Brogaard
Psykolog, U9vers

Lige nu har mange af dem formentlig forstået, at mange siger eller tænker, at så længe at det primært eller "kun" er svækkede ældre, der risikerer at dø af coronavirus, så bør samfundet lukkes meget mere op.

I mange samtaler med plejehjemsbeboere har de på et tidspunkt udtrykt ønske om at dø. I de længerevarende samtaler har jeg udtrykt min forståelse for, at tanken kan opstå. Og vi er ofte nået frem til, at ønsket om at dø beror på to ting: en oplevelse af at livet er blevet svært og lidelsesfuldt, og at døden jo alligevel venter i den nærmeste fremtid.

Jeg har altid sagt, at jeg ikke kan hjælpe dem med at dø, men at jeg gerne vil hjælpe dem med at leve. Herefter kan samtalen fortsætte med at lede efter meningen med livet. På trods.

Selvmordstanker forsvandt efter flere samtaler
En stærkt svækket 89-årig kvinde havde to gange forsøgt selvmord og fortalte mig, at da hun anden gang vågnede op på hospitalet og udtrykte sin vrede og frustration over at være i live overfor lægen, gav han sig tid til at snakke med hende. Over flere omgange.

Hun fortalte, at han viste hende forståelse for ønsket om at slutte livet for egen hånd, men at det havde prentet sig ind i hende, da han på et tidspunkt havde sagt: "Du må jo gøre, som du vil, men jeg har nu altid ment, at man skal drikke livets bæger op".

Vi skal respektere selvbestemmelsesretten og lytte til menneskers ønsker om fravalg af genoplivning. Men vi skal også lytte dybt, for hvad ligger egentlig bag deres ønske om at fravælge genoplivning?

Henrik Brogaard
Psykolog, U9vers

Hendes selvmordsønsker forsvandt, og hun levede flere år derefter på plejehjemmet og genfandt en mening med livet.

For nogle år siden overhørte jeg en dialog mellem to sygeplejersker, der jævnligt kom hos en hjemmeboende 60-årig plus kvinde, der led af Amyotropisk lateral sklerose. Hun havde tiltagende vejrtræknings-, synke – og talebesvær og modtog sygeplejefagligt besøg otte gange om dagen. De var begge dygtige, omsorgsfulde og fagligt professionelle i plejen. Den ene gav udtryk for, at kvindens udtrykte ønske om genoplivning ved hjertestop bød hende imod.

Hun sagde, at hun havde lyst til at fortælle hende om, hvordan genoplivning efter et hjertestop ville give hende et endnu sværere og belastende dagligliv, og at hun burde genoverveje sit ønske. Og hun nævnte også en passant, at de mange besøg hos kvinden jo også var tids- og økonomisk ressourcekrævende.

Kollegaen sagde, at hun var uenig og at hun for mange år siden havde haft en lignende samtale med borger i en tilsvarende livssituation. Omtalte kvinde havde sagt, at om så hun efter en genoplivning kun fik en halv dag mere i livet, så ønskede hun det. For som hun sagde: "Når jeg dør, så har jeg ingenting, altid".

Opgaven er at lytte dybt
Vi skal respektere selvbestemmelsesretten og lytte til menneskers ønsker om fravalg af genoplivning. Vi skal lytte, men vi skal også lytte dybt. For hvad mener de egentlig med dette udtrykte ønske, og hvad er baggrunden?

Måske var det bedre at forene de mange gode kræfter bag, at de tillige tildeles en anden rettighed end den ovenfor omtalte. For eksempel rettigheden til minimum to samtaler med en kompetent sundhedsarbejder, som er noget andet og mere end at blive informeret om konsekvenserne af fravalg af genoplivning.

Samtaler om, hvorvidt det udtrykte ønske i grunden dækker over en bagved liggende ambivalens vedrørende lysten til livet, ønsket om ikke at være til besvær og trangen til at opnå den endelige fred.