Debat

Knud Aarup: Civilsamfundet skal drive daginstitutioner, skoler og plejehjem

DEBAT: Borgerne skal have valgmuligheder i ældretilbud og daginstitutioner. Den offentlige velfærds fokus på drift og budgetter skal udfordres – ikke fra markedet, men fra civilsamfundet, skriver Knud Aarup.

Civilsamfundet skal udfordre den offentlige velfærd, der har mistet blikket for værdierne, skriver Knud Aarup.
Civilsamfundet skal udfordre den offentlige velfærd, der har mistet blikket for værdierne, skriver Knud Aarup.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Knud Aarup 
Debattør, forfatter og tidligere direktør i Socialstyrelsen

Plejehjemsskandalerne, skolernes manglende sociale resultater og skjult kamera med uengagerede medarbejdere i daginstitutionerne har vist, at der er behov for konstruktivt at udfordre den måde, den offentlige velfærdssektor fungerer på i dag.

Der er selvfølgelig fortsat mange engagerede og fagligt dygtige medarbejdere i de offentlige institutioner. Men der er også mange, som har mistet deres fagprofessionelle fokus på at hjælpe dem, som ikke kan selv.

De passer deres ”arbejde” og har glemt, hvorfor de blev lærere, sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er, socialrådgivere og så videre. De har mistet værdier.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Derfor skal Danmarks velfærd udfordres, og borgerne skal have reelle valg. Det skal være civilsamfundets store opgave over de næste 10-15 år at udvikle og etablere værdibaserede og socialt ansvarlige velfærdsinstitutioner.

Civilsamfundet skal drive daginstitutioner, skoler og ældreinstitutioner på en ny og inspirerende måde. De skal udfordre det offentlige.

Mange offentlige institutioner er de sidste 30 år blevet mere og mere strømlinede serviceproducenter med fokus på rationel drift og budgetoverholdelse frem for grundlæggende fagprofessionelle værdier.

Knud Aarup
Formand, Røde Kors Aarhus

Private løsninger duer ikke i Danmark
Nogle af de bedste ældreinstitutioner har jeg set i New Zealand. De er drevet af en privat engelsk kæde – Lifecare Residenses.

Men Lifecare Residenses bygger ældreboliger for de rige. I Auckland har de blandt andet bygget en 10-etagers ejendom med en fantastisk udsigt over kysten.

Ældrecentret er solgt som ejerlejligheder med en startpris på fire millioner kroner, og på de øverste etager koster en lejlighed fra ti millioner kroner og op.

Ud over køb af lejlighed betaler man månedligt et større beløb til den løbende drift. Det giver så til gengæld adgang til 24/7 dækning med læger, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter med videre. Privat motionscenter med tennisbaner, svømme- og varmvandsbassin samt en første klasses restaurant med a la carte retter.

På samme måde har man i New Zealand eksempler på privatejede daginstitutioner. Den største privatejede pasningsvirksomhed hedder ”BestStart”, og den driver mere en 260 institutioner med rigtig gode normeringer og meget velkvalificeret og dedikeret personale.

Det eneste problem er, at en daginstitutionsplads koster fra 10.000 kroner om måneden for seks timer dagligt.

Begge er eksempler på private velfærdstilbud af helt utvivlsom høj kvalitet.

Men de er private, markedsbaserede og oprettet med profit for øje. Og så er de reelt forbeholdt de rigeste ti procent af befolkningen.

En satsning på private institutionsløsninger vil ikke hjælpe de mennesker i samfundet, som har sociale problemer. Tværtimod vil det øge uligheden og svække sammenholdskraften i det danske samfund.

De rige vil sikres rigtig velfungerende institutioner fra vugge til grav. Mens de mange i samfundet bliver henvist til dårlige offentligt drevne velfærdsinstitutioner.

Udfordringen af de offentlige velfærdsinstitutioner skal derfor ikke komme gennem mere privatisering. Men hvor skal udfordringen så komme fra?

Civilsamfundet kan forny og udvikle velfærden
Først i 1980’erne var 50 procent af alle daginstitutioner drevet som selvejende institutioner. De var drevet af menighedsplejen, det vil sige kirkerne, eller Røde Kors eller nogle af de store børnesociale organisationer.

Så gik der new public management (NPM) i styringen af den offentlige sektor, og over de næste 40 år blev flere og flere daginstitutioner kommunaliseret. I dag er mindre end ti procent af dagtilbud selvejende.

Lidt på samme måde har udviklingen været på ældreområdet. Mens der på skoleområdet altid har været en friskoletradition, og i mange år har niveauet af selvejende friskoler ligget på en 12-15 procent.

Friskoletraditionen går tilbage til grundlovens vedtagelse og hænger sammen med muligheden for at lade værdier være styrende for skoledriften.

Der har altid været forbud mod at drive skoler som virksomheder på almindelige markedsvilkår. Det har i Danmark altid været betragtet som uetisk – ja umoralsk - at lade uddannelse af de kommende generationer være styret af profithensyn.

Skolen var jo netop ”for livet”, og derfor var det hensynet til almenvellet og det fælles gode, som skulle være bestemmende.

Der kunne godt være forskelle imellem de enkelte skoler, men de måtte bero på forskelle imellem værdier eller pædagogiske grundholdninger, og det blev blandt andet sikret gennem kravet i folkeskoleloven om, at frie skoler skulle være selvejende.

Diskussionen om skolens formål har vekslet over tid, men muligheden for etablering af friskoler har overlevet og dermed også kravet om selveje som styringsform.

Men det giver måske også en ide om, hvordan man kan løse det åbenlyse behov for udfordring af velfærdssamfundet, dets institutioner og fagprofessionelle.

Jeg er overbevist om, at svaret skal findes ved at lade de ”ideelle” eller værdibårne civilsamfundsorganisationer i fremtiden give det modstykke, som de offentlige velfærdsinstitutioner har brug for.

Sæt fællesskabsværdierne i spil
Mange offentlige institutioner er i de sidste 30 år blevet mere og mere strømlinede serviceproducenter med fokus på rationel drift og budgetoverholdelse frem for grundlæggende fagprofessionelle værdier.

Det har ført til, at civilsamfundet er blevet skubbet ud, og institutionerne er blevet kommunaliseret. Det har negativt påvirket de ansattes motivation, fordi de blot skulle levere pasningsservice, standardiseret undervisning eller minutstyret ældrepleje. Fagprofessionalisme er blevet erstattet med standardiseret service.

Et eksempel er børnehaven Villa Kastanie, som ligger i Lyngby-Taarbæk Kommune. Den blev i sin tid oprettet af lokalafdelingen under Dansk Røde Kors, da behovet for børnehaver eksploderede i slutningen af 60'erne.

I 2014 skiftede den navn fra Dansk Røde Kors Børnehave til Børnehaven Villa Kastanie. Det hang sammen med de ændrede styringsvilkår, som institutionerne i stigende omfang blev underlagt fra en NPM-drevet offentlig sektor fra 90’erne og frem.

Villa Kastanie har stadig rester af en værdistyret tilgang, som man kan se af hjemmesiden. Men i praksis er den som offentlig institution underlagt en driftsoverenskomst fra kommunen med krav om alt fra regnskabssystem, kvalitetskrav, personalepolitik, ansættelse af leder med videre.

Indflydelsesrummet for en selvejende bestyrelse er over tid blevet voldsomt indskrænket. Og i den proces er ideudviklingen og den pædagogiske forskellighed efterhånden blevet kvalt.

Læs også

Hele udviklingen de sidste 30 år har betydet, at civilsamfundsorganisationerne efterhånden har opgivet at drive offentlige velfærdsinstitutioner.

Det har gjort velfærdssamfundets institutionslandskab mere uniformt – der er ikke længere nogen form for social- eller pædagogisk ”biodiversitet”. Det skal der gøres op med, hvis vi skal have et godt velfærdssamfund også i 2050.

Civilsamfundets organisationer kan blive en afgørende motor i en sådan frisættelse af store dele af velfærdsinstitutionerne. Civilsamfundet vil kunne gøre op med servicetænkningen og fremme en mangfoldighed af institutionsudbud.

De vil kunne skabe institutioner på børne-, skole- og ældreområdet, som afspejler de forskellige behov for social- og pædagogisk støtte og giver bedre støtte til de ældre, som har det sværest. Og det vil samlet set sikre et institutionsudbud, der ikke resulterer i et A og et B hold i velfærds Danmark.

Ved at give civilsamfundet mulighed for at løfte et nyt velfærdsansvar, vil vi kunne få igangsat en proces med en blomstrende velfærdsideudvikling, hvor der kommer fokus på at lære af hinanden frem for gold institutionskonkurrence.

Og samtidig vil det fremme et velfærdssamfund, hvor der er valgmuligheder for borgerne baseret på ideen om lige muligheder for alle i samfundet og en fællesskabsfølelse, som holder hånden under mennesker, som har særlige behov for støtte, hvis de skal have en chance for at stå på egne ben.

I den sammenhæng kan de store værdibårne civilsamfundsorganisationer som eksempelvis Røde Kors, Børns Vilkår eller de kirkelige organisationer være initiativtagere til en anderledes måde at drive børne-, skole- og ældreinstitutioner på - netop fordi de er styret af værdier som lighed, medmenneskelighed og næstekærlighed.

Det vil være udviklende for et personale, at det ikke er traditionelle styringskategorier, man bliver målt på, men netop værdier som handler om at støtte børn, familier og ældre med de største udfordringer i livet – frem for bare at give service til de bedst stillede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knud Aarup

Debattør, hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark, faglig leder, Altingets socialpolitiske netværk, fhv. direktør, Socialstyrelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

0:000:00