Kommentar af 
Jacob Birkler

Tidligere Etisk Råd-formand: Vi skal redde liv, men i nogle tilfælde bør vi redde døden, når den kommer

Hjertestarteren er et billede på førstehjælpen, der redder liv. Men måske glemmer vi, at hjertestarteren også i nogle tilfælde kan tage livet af døden, som nogle ønsker den, skriver Jacob Birkler.

Misforstå mig ikke. Vi skal være taknemlige for hjerteløbere og muligheden for let adgang til hjertestartere. Vi har tilmed en årlig hjertestarterdag, hvilket jeg ikke vil kritisere, skriver Jacob Birkler.
Misforstå mig ikke. Vi skal være taknemlige for hjerteløbere og muligheden for let adgang til hjertestartere. Vi har tilmed en årlig hjertestarterdag, hvilket jeg ikke vil kritisere, skriver Jacob Birkler. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
Jacob Birkler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Som formand for Det Etiske Råd blev jeg for nogle år siden kontaktet af en ældre kvinde, som var urolig. Hun havde dårligt hjerte, og hun var bekymret for at falde om med hjertestop på åben gade.

Hun understregede gennem telefonen, at problemet ikke handlede om at skulle dø, hvilket hun var klar til. Problemet var, at faldt hun om med hjertestop, ville der med stor sandsynlighed komme nogen løbende med en hjertestarter, hvilket hun var inderligt imod.

Hun spurgte derfor hvad hun skulle gøre. Jeg havde ikke noget godt svar. Det, som fortsat frustrerer mig i dag, er det forhold, at hverken jeg eller andre kan give kvinden et godt svar.

Misforstå mig ikke. Vi skal være taknemlige for hjerteløbere og muligheden for let adgang til hjertestartere. Vi har tilmed en årlig hjertestarterdag, hvilket jeg ikke vil kritisere.

Chancerne for overlevelse øges ved brug af en hjertestarter. Men overlevelse til hvilket liv?

Jacob Birkler, filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd

Det jeg til gengæld vil adressere, er den omstændighed, at der er flere i dette land, heriblandt den omtalte kvinde, som ønsker, at døden skal have en plads, når den kommer.

Umiddelbart kan man foreslå flere muligheder. Hvis man eksempelvis ikke ønsker genoplivning, kan man gå med et armbånd, som klart indikerer, at denne person ikke ønsker, at man gør forsøget. Men her åbner man flere former for misbrug, og især hvis nogle pludselig får den ide, at ens demente mor skal gå med et armbånd.

Et andet eksempel er en mere klar markering af ens ønske, hvor man henover brystkassen får tatoveret "Ikke genoplivning!". Men som loven er i dag, skal dette tydelige signal ikke respekteres. Reelt vil der være tale om lovbrud, hvis jeg ikke forsøger genoplivning. Af åbenlyse grunde vil det givetvis også være vanskeligt at regulere en praksis, hvor en bestemt type tatovering skal respekteres af forbipasserende, som helst ikke vil tvivle i rollen som barmhjertig samaritaner.

Vi er langt bedre stillet, hvis vi er blandt personer, vi kender, som har fået fuldmagt. Vi kan også bo på et plejehjem, hvor der er truffet en aftale med lægen. Ønsker vi respekt omkring vores vilje, er vi mest sikre ved indlæggelse på sygehuset, hvor personalet skal tilgå ens ønsker via et behandlingstestamente. Her er der tale om forbedringer. Men det er stadig ikke dilemmafri zone.

Lad os antage, at du bor på et plejehjem og som alderssvækket 90-årig falder om med et hjertestop lige ved siden af hjertestarteren, som hænger på væggen. Her kan der fortsat opstå tvivl om de tilfælde, hvor man (ikke) bør bruge den.

Læs også

Som udgangspunkt er vi sikkert enige om, at ældre borgere, der bor på et plejehjem, har samme krav på førstehjælp som alle andre. Men ved opsætning af hjertestartere udstiller man det etiske dilemma, som nu billedligt hænger og lyser på væggen. Nogle kan ligefrem blive utrygge alene ved synet af hjertestarteren, fordi man ikke ønsker, at den skal bruges i eget tilfælde.

Chancerne for overlevelse øges ved brug af en hjertestarter. Men overlevelse til hvilket liv? I nogle tilfælde vil man blive genoplivet til 14 dage på en intensivafdeling med brækkede ribben. Spørgsmålet bliver derfor, om man reelt forlænger livet eller snarere forlænger dødsprocessen.

Hvis genoplivningsforsøget lykkes, ender personen på sygehuset. Men måske var det slet ikke stedet eller måden, personen ønskede at dø. Dog kender vi aldrig udfaldet på forhånd – kun det sandsynlige udfald.

Muligvis har den ældre person allerede udfyldt et behandlingstestamente, hvor man kan frasige sig livsforlængende behandling. Men her er problemet, at man som beboer på et plejehjem ikke er patient, og derfor har behandlingstestamentet kun en begrænset formel funktion.

På et plejehjem benyttes hjertestarteren ikke som led i en behandling, men som førstehjælp

Jacob Birkler, filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd

En beboer kan derfor ikke mundtligt stille krav om fravalg af livsforlængende behandling, når hun ikke er tilknyttet et aktuelt behandlingsforløb. Principielt kan man derfor sige, at beboeren på et plejehjem er dårligere stillet set i forhold til en patient, der er indlagt på et sygehus.

På et plejehjem benyttes hjertestarteren ikke som led i en behandling, men som førstehjælp. Der er ikke mulighed for løbende at foretage lægefaglige vurderinger, som det er tilfældet på sygehuset. Derfor kan der opstå bekymring for, at den ældre beboers ønske om ikke at blive genoplivet ikke bliver respekteret i samme grad på plejehjemmet, som det er tilfældet på sygehuset.

Hvis den ældres ønske imødekommes, og hvis personalet handler, uden at lægen har været kontaktet, vil man i sidste instans risikere fængselsstraf. Problemet er, at hvis vi bevidst fravælger brugen af hjertestarter, vil det svare til, at vi undlader at ringe 112. 

Hertil vil nogle måske bruge udtrykket "vi skynder os langsomt". Men det skjuler blot problemet – et problem, hvor ingen har taget stilling, og hvor der tavst træffes en beslutning, uden at nogen tildeles et ansvar.

Her kan man pege på, at det i nogle situationer kan være hensigtsmæssigt, at personalet efter omstændighederne har mulighed for at undlade genoplivningsforsøg efter hjertestop.

Jeg ved fortsat ikke, hvad jeg skal svare den ældre kvinde som kontaktede mig for år tilbage

Jacob Birkler, filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd

Men dette er heller ikke uden problemer. Det vil reelt betyde, at en vilkårlig sosu-hjælper fravælger førstehjælp i en given situation.

Til gengæld kan personalet på plejehjemmet i større grad sikre, at der skabes kontakt til en behandlingsansvarlig læge, som ud fra beboerens ønske, sammenholdt med en konkret lægefaglig vurdering, kan notere, at der ikke skal foretages genoplivning ved hjertestop. Men det er ikke alle læger som er indforståede med den ordning.

Der kan således fremføres det argument, at vi løbende ændrer opfattelse af livets værdi imens vi lever det. Hvad der er udsigtsløst om vinteren kan pludselig se anderledes ud i foråret.

Tilbage står spørgsmålet, hvornår førstehjælpen er den bedste hjælp på plejehjemmet. Et bud kan være, at svaret ikke kun ligger i situationen, men i historien på vejen derhen. Med andre ord er det beboerens fortælling og livshistorie, der kan give svar på, om hjertestarteren eventuelt skal bruges.

Selvom en meget stor del af beboerne lever med demens eller på anden måde er kognitivt svækkede, vil der alligevel ligge et budskab gemt i samværet og følgeskabet med den ældre. Har personalet derfor set, lyttet til og fulgt den ældre beboer, vil der herigennem kunne findes bud på spørgsmålet om genoplivning.

Dette vil selvsagt også kunne skabe en vilkårlighed, men til gengæld sikre en menneskelighed, fordi man ikke kun har blik for hjælpen, men også for det menneske, der skal hjælpes. Udfordringen består i, at der ikke altid er den fornødne tid – eller måske snarere den rette prioritering – der sikrer muligheden for samvær med de ældre beboere.

Vi skal redde liv, men i nogle tilfælde bør vi også redde døden, når den kommer. Hjertestarteren er et billede på førstehjælpen, der redder liv. Men måske glemmer vi, at hjertestarteren også kan tage livet af døden, som nogle ønsker den. Derfor ligger værdigheden i øjnene der ser, og det afgørende må derfor være at spørge os selv og hinanden, om det vi ser, og det vi anser som værdifuldt i den tid der er, og den tid der kommer.

Jeg ved fortsat ikke, hvad jeg skal svare den ældre kvinde som kontaktede mig for år tilbage. Men jeg håber, at de omkringstående kan sikre, at døden er hende nådig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Birkler

Lektor, filosof og forfatter, fhv. formand, Det Etiske Råd
cand.mag. i filosofi og psykologi (Aarhus Uni. 2000), ph.d. i medicinsk etik (SDU 2009)