"Uanstændig" kobling til ældrecheck får blå partier til at forlade forhandlinger om flyafgift

Samtlige blå partier med undtagelse af Liberal Alliance har forladt forhandlingerne om en ny flyafgift, da en del af afgiften skal gå til ældrechecken. Det er "uanstændigt" af regeringen at koble de to ting sammen i et forhandlingsforløb, lyder kritikken.

Regeringen præsenterede 9. november deres udspil til en ny flyafgift. Men adskillige blå partier har nu forladt forhandlingerne, fordi regeringen vil bruge en del af pengene fra afgiften på ældrechecken.
Regeringen præsenterede 9. november deres udspil til en ny flyafgift. Men adskillige blå partier har nu forladt forhandlingerne, fordi regeringen vil bruge en del af pengene fra afgiften på ældrechecken.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

Der er ikke mange blå partier tilbage at finde i forhandlingerne om en ny flyafgift.

Faktisk kun Liberal Alliance. Og selv de truer med at gå.

Det skyldes særligt én ting: Koblingen mellem en flyafgift og flere penge til at forhøje ældrechecken.

Står det til regeringen, skal over halvdelen af pengene fra den nye flyafgift gå til ældrechecken. Men det giver ikke mening at samle to så forskellige politikområder i et forhandlingsforløb, lyder kritikken fra de blå partier.

"Der kommer slet ikke forhandlinger om en ældrecheck. Derfor er det her ikke en politisk debat om ældreområdet. Det er en politisk debat om adfærdsregulering af flyvning i Danmark."

"Og det er derfor, at vi – på linje med Ældre Sagen – siger, at de to ting skal håndteres hver for sig. De skal ikke blandes sammen, for de har ikke noget med hinanden at gøre," siger transportordfører for Dansk Folkeparti, Nick Zimmermann.

{{quote:144326:R}}

Hos Danmarksdemokraterne fortæller transportordfører Kenneth Fredslund Petersen, at det ikke var en svær beslutning for partiet at forlade forhandlingerne.

"Helt grundlæggende er vi imod afgiften, så mødet tog ikke så lang tid. Vi ville ikke have noget imod at støtte op om flere penge til ældre, men ikke når det er forbundet til alle mulige andre mærkelige tiltag," siger han.

Han understreger, at regeringen "principielt bør skille tingene ad".

"Det er helt vildt med de kryds, der bliver lavet i politik nu til dags. Det er uanstændigt," siger han.

Hos Konservative er klimaordfører Mona Juul også utilfreds med koblingen mellem en flyafgift og ældrechecken. Partiet mener nemlig, at alle pengene fra flyafgiften bør gå til grøn omstilling af luftfarten, og derfor er Konservative nu ude af forhandlingerne.

{{factbox:102306:C}}

LA: Forslaget er vandmelonspolitik

Tilbage om regeringens forhandlingsbord sidder nu Liberal Alliance, Radikale, SF, Enhedslisten og Radikale.

Liberal Alliances klimaordfører, Steffen W. Frølund, understreger dog, at partiet ikke vil være med i aftalen om en flyafgift, hvis regeringen holder fast i, at en del af pengene skal gå til ældrechecken.

"Det er vandmelonspolitik. Det ser grønt ud, men i virkeligheden er det rødt indeni. Hvis man reelt vil sætte skub i den grønne omstilling, bør man føre alle pengene tilbage til branchen og hjælpe dem med at blive grønnere," siger han.

Radikale er også et af de partier tilbage i forhandlingslokalet, der kæmper for at få ændret det udskældte kryds mellem afgiften og ældrechecken.

{{quote:144325:R}}

"Flyafgiften skal gøre flysektoren grønnere. Det vil kræve, at provenuet fra afgiften anvendes til at fremme produktion af grønne flybrændstoffer – ikke til en ældrecheck," har Radikales klimaordfører, Samira Nawa, udtalt til Børsen.

Koblingen mellem flyafgiften og ældrechecken har ikke fået SF til at forlade forhandlingerne. Det er nemlig begge tiltag, de bakker op om.

"Lige i det her tilfælde kan vi godt lide både ældrecheck og flyafgifter. Derfor har vi ikke de store problemer med, at man har valgt at lave et kryds," siger transportordfører Sofie Lippert (SF).

Hun anerkender dog, at det er "ufint" gjort af regeringen at koble de to ting sammen.

"Jeg tror ikke, vi kan lave en regel imod det eller sige, at det må man aldrig gøre. Men selvfølgelig er det ufint. Det er ikke en god måde at skabe brede flertal for noget," siger Sofie Lippert.

V: Pengene skulle findes et sted

Hos Venstre anerkender erhvervsskatordfører Kim Valentin (V), at det er et "underligt kryds" mellem klimapolitik og ældrepolitik, som regeringen har lavet med deres udspil til flyafgiften.

"Men pengene skulle jo findes et sted. Så blev de fundet der."

Hvorfor skal de penge findes? Det er vel en politisk prioritering.

"Det er det. Det står i regeringsgrundlaget, at pengene skulle findes, så det er da en prioritering fra regeringens side at finde dem her."

Kan du forstå kritikken fra blandt andet Radikale og Liberal Alliance, som går på, at det ville have været mere logisk at tage pengene fra flyafgiften og bruge på grøn omstilling, som kan hjælpe branchen med at omstille sig?

"Jeg har hørt, hvad de har sagt. Og jeg tror, vi kan lave nogle løsninger, der er gode for dem. Men de skal jo også brokke sig lidt. Det er helt naturligt."

Uenighed om afgiftsniveauet

I regeringens udspil lægges der op til at indføre en flyafgift på gennemsnitligt 100 kroner per flyvning. Afgiften vil dog afhænge af, hvor langt du flyver. Afgiften bliver lavest på rejser inden for Europa, hvor det cirka vil koste 60 kroner, mens afgiften kan nå op på omkring 390 kroner for lange rejser til eksempelvis Bangkok.

Liberal Alliance vil dog gerne have, at afgiften bliver justeret mere efter den konkrete udledning for flyveturen.

"Afgiften bør ligge på et niveau, som hænger sammen med den mængde CO2, der bliver svinet for. Samtidig bør man også differentiere afgiften, så grønne flyvninger bliver billigere. Så skaber man bedre incitament til at ændre adfærd," siger Steffen W. Frølund.

Står det til SF, skal afgiften dog yderligere i vejret – særligt på de lange rejser.

"Lige nu lægger regeringen op til en flyafgift, der ikke får folk til at flyve mindre, men bare rejser nogle penge. Vi havde hellere set en flyafgift på et niveau, der også fik folk til at flyve mindre. Derfor prøver vi også lige nu at få afgiften på de lange rejser op, så det bliver dyrere," siger Sofie Lippert og tilføjer:

"Men en lille flyafgift er trods alt bedre end ingen flyafgift."

SF taler samtidig for, at afgiften bliver indfaset hurtigere, end regeringen har lagt op til i deres udspil.

Som det ser ud lige nu, skal afgiften indfases fra 2025, og de første tre år skal den være gennemsnitligt 70 kroner. Herefter vil regeringen optrappe til 85 kroner fra 2028 til 2030, og fra 2030 og frem til 100 kroner i gennemsnit.

Afgiften kommer til at gælde for passagerer på alle flyrejser med undtagelse af personer, der mellemlander i en dansk lufthavn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nick Zimmermann

MF (DF)
Lager- og logistikoperatør

Steffen W. Frølund

MF (LA)
MSc. i innovation og forretningsudvikling (CBS 2011)

Sofie Lippert Troelsen

Uddannelses-, forsknings- og transportordfører, MF (SF)
bachelor i matematik med samfundsfag (Aarhus Uni. 2019)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024