Undervisere: Overlad plejeopgaverne til de professionelle, så de ældre kan nyde samværet med deres pårørende

Debatten om, hvilke pleje- og omsorgsopgaver velfærdssamfundet skal løse, og hvilke opgaver pårørende har ansvaret for, når det gælder ældre borgere, er igen aktuel. Ikke mindst fordi manglen på sundhedsansatte er så udtalt. 

Men virkeligheden er, at mange pårørende allerede påtager sig et meget stort ansvar for omsorgen af deres gamle forældre. Så stort, at nogle pårørende oplever stress og belastningssymptomer. De fanges i ansvaret mellem den ældre og deres eget liv.  

Skævvrider balancen i familieforholdet

Når de ældre bliver syge, kommer på hospitalet og dernæst hjem igen, stiger antallet af opgaver markant. De opgaver, som de pårørende i forvejen løser for deres ældre, øges i kompleksitet og antal. Dertil kommer, at de pårørende også af og til forventes at hjælpe med personlig pleje såsom bad, toiletbesøg og hjælp til at komme i seng.  

Det går simpelthen for tæt på og skævvrider balancen i familieforholdet. Det føler mange pårørende ifølge undersøgelser fra Ældre Sagen, og det samme viser vores forskning på området.  

Selvom der er taknemmelighed blandt de ældre for opbakningen fra deres børn, så er opfattelsen af at føle sig som en byrde og en belastning ligeså udbredt.

Desuden er langt fra alle ældre velsignet med børn, der hjælper dem. Risikoen for at grave en dyb kløft mellem de, der kan få hjælp fra pårørende, og de, der står alene, ligger ligefor. Endnu mere ulighed i sundhed er en reel risiko ved at følge det spor, der pålægger flere opgaver til pårørende. 

Sundhedsprofessionelle skal genvinde status

Derfor er der ikke nogen vej udenom at give ansvaret tilbage til de sundhedsprofessionelle. Den faggruppe er der som bekendt mangel på.

De pårørende skal kunne opretholde deres eget liv og ikke drænes for al kraft. De ældre fortjener at opleve, at samværet med deres familiemedlemmer er præget af overskud – og ikke kun pligt.

Helle Elisabeth Andersen og Bente Hoeck
Hhv. lektor og docent, University College Lillebælt

Kun ved at anerkende de sundhedsprofessionelles faglighed og ved at overlade en højere grad af styring til dem kommer glæden og ejerskabet for opgaverne tilbage. 

Helt i tråd med deres autorisation og professionelle ansvar skal de sundhedsprofessionelle derfor have ansvaret for at tilrettelægge og udføre pleje og omsorg ud fra deres faglige viden og ikke mindst de ældres behov og livssituation. Det skal ske i samarbejde med de pårørende, der måtte være i den ældres netværk. Det ville være til gavn for både de ældre og deres pårørende. 

På den måde vil de sundhedsprofessionelle genvinde den politiske og samfundsmæssige status og betydning, som de langt hen ad vejen stadig har i befolkningen. Forhåbentlig vil der samtidig kunne rekrutteres flere ind i sundhedsfagene, og de pårørende kunne dermed være pårørende.  

Samvær med overskud 

Svaret er derfor ikke at lægge endnu mere ansvar på de pårørende – som en selvfølge. Vi ved fra undersøgelser, at de pårørende typisk er mellem 50 og 59 år og fuldtidsbeskæftigede. De er altså ofte hårdt spændt for. 

Foreningen Pårørende i Danmark påpeger, at selvom langt de fleste gerne vil hjælpe, føler mange sig presset til at hjælpe mere, end de egentlig har kræfter til, eller påtage sig andre opgaver, end de egentlig har lyst til, fordi den offentlige hjælp opleves som utilstrækkelig. Der mangler en individuel forventningsafstemning i hver enkelt familie.  

Politikerne må sende ansvaret for de sundhedsfaglige ydelser tilbage til de sundhedsprofessionelle og dermed slippe såvel styringen som den stramme kontrol.  

Helle Elisabeth Andersen og Bente Hoeck
Hhv. lektor og docent, University College Lillebælt

De pårørende skal kunne opretholde deres eget liv og ikke drænes for al kraft. De ældre fortjener at opleve, at samværet med deres familiemedlemmer er præget af overskud – og ikke kun pligt.  

Tid til et politisk kursskifte  

Måske skal vi rette et kritisk blik på de politiske og strategiske styringslogikker af den offentlige sektor, heriblandt New Public Governance, der i høj grad stadig er præget af neoliberalistiske ideer.

I den optik anses borgeren som forbruger af sundhedsydelser. Samtidig gøres borgerne og patienterne individuelt ansvarlig for egen behandling og pleje, både når de er syge på hospitalet og i eget hjem.

Det inkluderer også, at de pårørende får tildelt et stort ansvar og mange roller. Samtidig udøves en stram kontrol med de sundhedsprofessionelle, eksempelvis i forhold til hvilke standardiserede ydelser borgerne har ret til, hvordan de sundhedsprofessionelle bruger deres tid, og hvad der skal dokumenteres.  

Politikerne må sende ansvaret for de sundhedsfaglige ydelser tilbage til de sundhedsprofessionelle og dermed slippe såvel styringen som den stramme kontrol.

På den måde vil de ældre få en værdig og professionel pleje og omsorg. Og de pårørende vil få tid og overskud til både at være pårørende og være i deres eget liv. Det har befolkningen tillid til. Det håber vi også, politikerne har.