
Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver, Reimars Bureau, fhv. rådgiver i Venstre og Radikale
Her er en sætning, ingen havde troet skulle blive skrevet: Troels Lund Poulsen er i blomst. Han smiler og er regeringens mest populære minister. Og det er om noget værd at bide mærke i.
Det må være op til historiebøgerne at afgøre, om det var den rigtige beslutning, Venstre tog, da de i november gik i regering med arvefjenden Socialdemokratiet og parti-forræderen Lars Løkke.
De gamle kampfæller i blå blok skriger ’løftebrud’ til de er hæse, mens det gamle landmandsparti selv mumler et eller andet om, at de er blå stemmer, der arbejder.
Uanset hvad, så var der et rødt flertal, der kunne have betydet den mest venstreorienterede regeringsperiode i mands minde. Det har Venstre forpurret ved at gå i regering, og selvom de er medunderskrivere på en række for deres vælgere upopulære beslutninger, så ku’ det ha’ wæren møj wærre, som de siger.
Muligheden for at blive en profil er til stede for alle ministre
Morten Reimar
Men der er faktisk også en helt anden gevinst ved ministerposterne, som især på den lange, strategiske bane kan vise sig at være mindst lige så vigtig. Og det handler om profiler.
Det er sådan nogle, der for vælgerne tegner et parti. Sætter et ansigt på strømmen af udspil og forslag og realpolitik, altså gør det hele menneskeligt.
Det er nemmere at holde med en profil, end med et partiapparat, og især i valgkampe er det alfa og omega at have stemmeslugere, som vælgerne stemmer på uden nødvendigvis at kunne kandidatens politik på fingerspidserne.
Tænk på Inger Støjberg, tænk på Alex Vanopslagh, Jacob Mark, Pelle Dragsted og så videre.
Et parti må og skal have stærke profiler. Og Venstre var længe i den lortesituation, at de mistede dem dag ind og dag ud. Lars Løkke, Inger Støjberg, Tommy Ahlers, Karsten Lauritzen, Ellen Trane Nørby, Kristian Jensen og Britt Bager udgjorde syv ud af partiets 13 største stemmeslugere ved valget i 2019, og de er alle ude af Venstres folketingsgruppe.
Desuden har de mistet navne som Marcus Knuth, Ulla Tørnæs, Bertel Haarder og Claus Hjort Frederiksen.
Med dem ude skal Venstre altså opdyrke nye profiler, og det er ikke nogen nem øvelse. Især i opposition som et halveret parti med ondt i hovedet er det gevaldigt op ad bakke. Men ved at gå i regering, blev opgaven noget mere håndterbar.
Ikke alene får en politiker langt mere taletid som minister end som ordfører, de får også mulighed for at ansætte særlige rådgivere, hvis fornemmeste opgave er at sørge for, at ministeren står godt i mediebilledet og vælgernes opfattelse.
I en undersøgelse, Kantar Public har lavet for Berlingske, hvor vælgerne bliver spurgt, hvor godt eller dårligt de synes, hver minister gør det, viser det sig, at den minister, vælgerne er mest glad for er Troels Lund Poulsen. Hvem havde lige set den?
Talknuseren og hovedforhandleren, der kort inden valget blev spået til at ryge ud, er nu regeringens mest populære minister.
Hans rådgivere har også arbejdet med at udvide hans image fra ’bare’ at være ham med regnemaskinen og tænderne i forhandlingsbordet til at være en smule mere menneskelig.
Venstre står svagt i meningsmålingerne, og det kan Troels Lund Poulsens smil på fotos ikke ændre ved
Morten Reimar
Han taler oftere om at være far, havde endda sin datter med på armen efter udnævnelsen til økonomiminister, og på sine sociale medier smiler han mærkbart oftere end tidligere.
Nummer to på samme liste er for øvrigt Stephanie Lose, som nok var kendt internt i Venstre som næstformand og iron lady i Sønderjylland, men med vikartjansen i regering trådte hun for alvor ind på den landspolitiske scene til rigtigt gode anmeldelser.
Muligheden for at blive en profil er til stede for alle ministre. Og selvom det må have gjort ondt i selvtilliden hos især Transportminister Thomas Danielsen at blive målt som den allermindst kendte minister, så er oddsene for at blive genvalgt alt andet lige bedre, når du har en særlig rådgiver og et ressortområde til at slå dit navn fast.
Desuden betyder det, når førstegeled bliver ministre, at stortalentet Morten Dahlin kunne gå fra at være en hyperaktiv indfødsretsordfører til at blive politisk ordfører. En post der giver ham carte blanche til at blande sig i enhver debat. Ham skal vi alle nok komme til at høre meget mere til.
Profildræningen i forrige valgperiode kombineret med ministerposterne i denne har betydet, at unge sultne Venstre-politikere, der under andre omstændigheder skulle have knoklet i baggrunden i årevis, har haft mulighed for komme hurtigere ud over stepperne.
Morten Dahlin er en af dem, klimaordfører Linea Søgaard-Lidell er en anden, Digitaliserings- og Ligestillingsminister Marie Bjerre er en tredje. Særligt sidstnævnte har haft en lynkarriere, der ikke tidligere havde været mulig.
På trods af alt det, så står Venstre historisk svagt i meningsmålingerne, og det kan Troels Lund Poulsens smil på fotos ikke ændre ved. Alligevel har det været en gevinst for Venstre at gå i regering, i hvert fald set ud fra profil-perspektivet.
Alternativet havde jo været at være et lille, blåt parti i opposition, hvor kun formanden og en eller to andre nogensinde fik taletid, og resten bare var en anonym klump af vrede politikere.
Så er det trods alt bedre at få sat navn og ansigt på dem, der skal være med til at bygge partiet op igen.
Indsigt
Karina Lorentzen Dehnhardt spørger Peter HummelgaardEr der varetægtsfængslet på en retspsykiatrisk afdeling?
Mona Juul spørger Ane Halsboe-JørgensenKan ministeren garantere, at et forslag om formueskat ikke vil medregne boligens friværdi?
Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
- L 125 Lov om forskellige forbrugsafgifter med videre (Skatteministeriet)1. behandling
- B 100 At pensionsopsparinger i udgangspunktet skal deles ligeligt i tilfælde af skilsmisse (Social- og Boligministeriet)Fremsat
- L 115 Lov om engangsbeløb til modtagere af forsørgelsesydelser, folkepension, børne- og ungeydelse og uddannelsesstøtte m (Beskæftigelsesministeriet)Vedtaget
- Pia Kjærsgaard: Jeg sidder tilbage med uro og vrede efter at have læst denne bog
- De sloges om sundhedsvæsenet i forhandlinger og på Linkedin. Nu gør Wolf og Vendelbo regnskabet op
- Fjerde kandidat melder sig: Se hvem, der vil være Lægeforeningens formand
- En stribe partiledere blev væk, da Ældre Sagen jagtede løfte om omsorgsgaranti
- Velux Fonden: I fremtiden vil hver tiende dansker være over 80. Vi fonde bør overveje, hvordan vi bidrager med løsninger





















